Der har, i skrivende stund, været ganske bred enighed blandt den samlede anmelderstab, at Rikke Bakmans nye, tegnede roman Glimt er et ganske enestående værk. Betegnelsen ”tegnet roman” er måske lidt af en tilsnigelse, for har man normal læsehastighed kan man nemt komme gennem de 288 sider på en halv times tid, hvilket må siges at være en rekord – selv for en roman i tegnet form.

Hver side i bogen består af en kvadratisk farveblyantstegning og derfor arbejdes der ikke på noget tidspunkt med tegneseriens rammer, selv om rammerne i mediet normalt er næsten lige så vigtig som selve tegningerne, farvelægningen eller de ord som optræder. Mangelen på dynamiske rammer er selvsagt helt bevidst foretaget i denne bog, for Rikke Bakman har gennem bogen formået – nærmest til perfektion - at imitere en naivistisk streg, der ved første øjekast vitterligt ser ud som om det vitterligt var det en lille pige der havde tegnet det hele.

Glimt kan bedst beskrives som en erindringsbog, et forsøg på at indfange en enkelt dag i 80ernes sommerhus med søster, mor, far og venner set gennem seksårige Rikkes øjne og streg. Selv de skæve talebobler - og deres næsten ubehjælpsomme blyantsblokbogstavsindhold - er ført nænsomt tæt på karakterernes fortegnede munde, i forsøget på at gengive hvordan børn som oftest tegner talebobler. Alle figurerne er dispropotiorneret, så hovederne er alt for store i forhold til kroppene, næserne er som oftest en trekant tegnet ovenpå de ovale hoveder og flere gange undervejs kan man også se at der er ting som er blevet visket ud, og der er skrevet/tegnet oven i dette. Det er dog usikkert om hvor høj grad disse fejl er bevidst frembragt, eller utilsigtede.

Dertil kommer at den måde figurerne, eller Rikkes familie og venner taler på er gengivet meget realistisk og tidstypisk (f.eks. : ”den der kommer sidst er en ogginok” eller ”har du fået glosuppe til middag”) ligesom karakterernes tøj, frisurer og alt andet forekommer som en ganske præcis, næsten antropologisk observation foretaget af seksårige Rikke.

Gransker man udgivelsen med meget kritiske briller sat højt på næseryggen, vil man dog hurtigt opdage at denne ellers meget personlige bog, er en voksens kunstners forsøg på at genfinde et autentisk, barnligt, visuelt udtryk, for ingen seksårig ville nogensinde have overskuddet til at tegne næsten 300 sider og dertil lege med såvel perspektiver, farver og stemningsskabende billeder, som eksempelvis gengivelser af himlen eller den ganske poetiske afslutning med undulaten, der for et øjeblik vender tilbage til sommerhuset mens familien sover. Dertil kommer at en seksårig næppe ville have den nødvendige tålmodighed at lave alle de tegninger, der skal til når man i løbet af ti fuldsidetegninger skal skildre Rikke, der trækker i dørhåndtaget på den kørende bil og tumler ud af døren.

Andre kan - med rette måske - indvende at handlingen i Glimt ikke er specielt interessant, idet der ikke bydes på stor dramatik og men i stedet en række, ganske små dagligdagshændelser filtreret gennem en seksårig piges blik. En tur til stranden, købmanden eller en grillfest med forældrene udgør næppe elementer, der samlet set gør, at man ikke kan ryste fortællingen af sig. I Glimt finder der ingen virkeligt traumatiske begivenheder sted, faktisk er det hele, set gennem voksenøjne, måske helt banalt og ligefrem en smule kedeligt når man skal være ærlig.

Samtidig er det præcis denne fejring af det ordinære hverdagsliv som bliver bogens store force, for selv om folk, der normalt ikke beskæftiger sig med kunst eller tegneserier, ved en enkelt gennemlæsning måske ikke kan forstå hvad det er der gør os anmeldere så ensidigt begejstrede for 288 sider med tegninger, der alle ser ud som noget deres børn eller børnebørn kunne have haft lavet, så er det netop den meget konsekvente idé om at vende tilbage til barndomslandet, ikke som voksen med de erfaringer der følger med som i Jiro Tanaigushi enestående Min fjerne barndomsby, men derimod med alle de vanskeligheder det indebærer at forsøge at fortælle om ens oplevelser ved at regressere og lade ens 6 årige alter ego føre blyanterne. Det er dette kunstgreb som bliver meget fascinerende i længden.

For selv om forfatteren, som før nævnt, afslører sit voksne selv gennem såvel fortællingens volumen og en palette, der strækker længere end de farver der var inkluderet i den obligatoriske, pakke penolblyanter som alle velfungerende børn dengang fik med på ferie, så opstår der under læsningen det særegne, at man ofte under læsningen bliver mindet om ens egen barndoms blik på den vide verden - uanset om man ferierede i sommerhus ved Vesterhavet eller ej.

Som erindringsbog er Glimt derfor særdeles vellykket, idet den ulig mange andre biografier og erindringsbøger, formår at skildre en forunderlig naiv verden – en pæredansk ferieoplevelse – med sådan indlevelse, at det er svært at blive andet end rørt over slutresultatet. Som titlen antyder er Glimt et hurtigt blik ned i barndommen, en barndom i en ikke alt for fjern fortid som sikkert vil være særdeles nostalgisk velkendt og filtreret gennem den 6-åriges øjne: sært fascinerende, sjov, forvirrende og også en smule skræmmende.