Er man fan af det hurtige tegneseriefiks – f.eks. en Batman, der efter halvtreds siders efterforskning trænger Jokeren op i et hjørne og deler tæsk ud – er det ikke sikkert man nogensinde kommer til at holde af Chris Wares omfattende, teksttunge, og komplekse graphic novel Jimmi Corrigan, den klogeste dreng i verden. Hvis man omvendt set leder efter en graphic novel med både stemning, dybde, substans og en massiv melankoli er det en bog man ikke kan komme udenom.

Bogen er tegnet over en ganske lang periode fra 1993-2000. I begyndelsen udkom den i små doser, men som Ware skriver i efterskriftet, så voksede serien sig hurtigt ud af dette format. Fortællingen om den ultratriste Jimmy Corrigan og dennes forhold til faderen er en af de mest omtalte graphic novels i nyere tid og blev, da den udkom i USA belønnet med et utal af branchepriser. Derfor er det også ganske let, allerede før man åbner den, allerede på forhånd at have dannet sig en mening. Hvad enten man har tænkt sig at være ultrakritisk i sin tilgang til bogen, eller hvis man har besluttet blindt at følge de mange rosende ord, så går der ikke længe før man imponeres over Wares måde at lave tegneserier på.

Bogen i sig selv har en indlysende grafisk kvalitet. Den leveres i stift bind, indbundet i et papiromslag hvis ene side er en form for oversigtskort, der beskriver hovedtrækkene i fortællingen og deres sammenhænge. Vender man dette om, og er man ferm med lim og saks, kan man ligefrem skabe en replika af bogens evigt mutte hovedrolleindehaver. Faktisk støder man flere gange undervejs i læsningen på forskellige sysler, der synes at være en direkte reference til meget af det lav-det-selv-legetøj, som folk der er i voksne i dag og måske især deres forældre kender fra deres barndom.

Denne legende nostalgiske reference til en svunden tid, er også udtrykt direkte i den tegnestil Ware har valgt at benytte, for den består af hårdt optrukne sorte linjer, en mat farvepalet og figurer, der enten kigger væk fra betragteren, står med ryggen til, er beskåret så deres ansigter ikke er med, eller hvis de er, så skabes der aldrig øjenkontakt med læseren. Dette er der i sig selv ganske foruroligende. Sagt på en lidt anden måde, så synes Wade at være langt mere beslægtet med kunstnere som Edward Hopper end med Norman Rockwell, i sin beskrivelse af USA.

Der kan også være en anden grund til at nostalgien og de tomme rum er så fremtrædende, for det primære narrativ handler om ensomhed og længsel – især længslen på nærhed mellem en søn og sin far. For selv om Jimmi Corrigan er den egentlige hovedperson, så møder læseren undervejs hele tre genrationer af familien, der hver på hver deres måde har måttet kæmpe for forholdet til deres respektive fædre. Denne ufuldfyldte kærlighed er helt central for bogen.

Det ville være ganske uretfærdigt at forsøge at beskrive fortællingen med noget så fattigt som ord, for det vil ikke gøre alle nuancerne, de intertekstuelle referencer og ikke mindst den særprægede kronologi som kendetegner historien rette. I grove træk tager den dog udgangspunkt i Jimmy, der er en forvokset dreng, der har store problemer med at omgås mennesker og som stadig – til sin store irritation - dagligt er i kontakt med sin mor via telefonen.

Fortællingen starter med beskrivelsen af lille Jimmy, der sammen med sin mor tager til biludstilling, hvor en skuespiller, der normalt optræder som supermand på TV, optræder. Skuespilleren betages af Jimmys mor i sådan en grad, at han giver middag til dem alle tre og moderen tager ham efterfølgende med hjem i seng. Han lister af sted næste morgen og efterlader kun sin røde maske til Jimmy. Set med unge Jimmys øjne har det bare været for sejt at have haft selveste Supermand på besøg, men filtreret gennem den modne læsers optik bliver denne scene, hvor ”superhelten” bestemt ikke viser sig som et forbillede, nærmest et symbol på den smerte og de konsekvenser som den manglende maskuline kontakt har afstedkommet på vores unge protagonist. Selv om de første fire sider kun rummer en ganske er en lille flig af historien, så synes temaet om den fallerede superhelt at optræde med jævne mellemrum bogen igennem.

Hvad der gør Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden til et ganske enestående bekendtskab, er både dens meget fine, grafiske, nærmest typografiske, udtryk, der i samspil med bogens tekst formår at fortælle en utrolig trist og rørende historie om fædres manglende evne til at vise følelser. Dette kommer især til udtryk idet Jimmy kontaktes af sin far og beslutter sig for at besøge ham. Her opdager han også at hans farfar stadig er i live og i en parallelfortælling følger vi også farfaderen som dreng – omkring verdensudstillingen i Chicago i 1893.

Det er nærmest hjerteskærende, når man er vidne til de mange svigt og brudte løfter som fædrene deler ud på tværs af generationer – og ikke mindst de mange scener, hvor drengenes mindste smule fantasi, selvstændighed og kreativitet kvæles in spe af en dominerende faderfigur.

Selv om det kan forekomme som en ufatteligt trist, tung tegneserie at give sig i kast med, så er det alligevel svært ikke at blive grebet af denne hverdagsfortælling, der indimellem brydes nærmest umærkeligt af de drømme, tanker og fantasier som Jimmy også har. Oftest med bund i hævn over de der gør ham uret. For selv om han er en patetisk kontornusser, der mangler basale sociale færdigheder for at kunne fungere og tillige plages af kraftige moderbindinger, så kan man efter endt læsning alligevel ikke lade være med at have ondt af ham.

Undertitlen den klogeste dreng i verden skal naturligvis også opfattes ironisk, for havde han vitterligt været klog, så ville fortællingen have taget en helt anden drejning end er tilfældet her. Det er nærmest væmmeligt, at sidde med som observatør, når man på den måde er vidne til omsorgssvigt, der på ingen måde virker hverken fjernt eller utroværdigt. At det hele er pakket ind i tegneseriens fernis er perfekt, for tegneseriemediet giver på én gang noget distance til de hændelser som er præsenteret og på samme tid er det ikke ret svært at læse sig selv ind i fiktionen, i og med at Jimmys udtryksløse ansigt på sæt og vis rummer alle tænkelige læseres.

Så tag en dyb indånding, få fat i Chris Wares enestående serie, som er kongenialt oversat af Steffen P. Maarup og giv den en chance. Den danske udgave udviser stor respekt for den typografi findes i originalen og som ligeledes er en ganske væsentlig del af helhedsindtrykket. Det kan godt være at man først forvirres noget over seriens komplekse opbygning, men inden længe har man vænnet sig til den og idet man når slutningen, er det svært ikke at lege med ideen om møjsommeligt at samle papirversionen af Jimmy Corrigan fra smudsomslaget og give denne lille, triste figur et ganske forsigtigt knus.