For de, der læser superheltetegneserier jævnligt, er det sikkert ikke den store overraskelse, at der indimellem er hændelser, som radikalt forandrer de ellers så fastlåste skæbner for de helte og teams af helte der lever i tegneserierne. Superman kan faktisk dø når han slås med Doomsday eller vi kan opleve at han lander i Rusland og bliver folkehelt i Mark Millars Red Son. Vi har også oplevet enkeltmedlemmer fra superhelteteams forlade selskabet på mere eller mindre spektakulær vis – eksempelvis Jean Grey/Phoenix, der længe var formodet død i X-Men serien. Disse hændelser kan være forårsaget af pres fra seriernes fans eller simpelthen fordi forfatterne synes de har udtømt mulighederne for at fortælle nye, spændende historier med disse figurer.

Avengers: Kaos (hvis engelske titel forekommer langt mere præcist: Avengers Disassembled) er netop sådan en udgivelse. Den indledes med en ganske grov, men også pædagogisk tekstoversigt over Avengers’ historie frem til dette album. For der er sket en hel del siden det originale team (bestående af Hulk, Ant-Man, Wasp, Thor og Iron Man), hoppede i deres fine spandexkostumer i 1963 og begyndte at dele retfærdige lammere ud til alle superskurke, der truede verdensfreden. Captain America dukkede først op året efter, da holdet var ude at lede efter Hulk, som havde forladt gruppen, da han var bange for at han ville gøre mere skade end gavn. Captain America opfattes af de fleste i dag som selskabets holdleder.

Kaos starter som alle gode fortællinger i harmoni og trygge rammer, der dog i løbet af de første fem sider bogstaveligt talt rives fra hinanden. Et formodet afdødt teammedlem dukker pludseligt op i den statelige have der omgiver Avengers hovedkvarter og eksploderer! Ant Man dør i eksplosionen, der samtidig lægger det meste af hovedkvarteret i ruiner. Samtidig er Tony ”Iron Man” Stark ved at tale til de Forenede Nationer, men pludselig opfører han sig fuldstændig som om han var plørefuld – og uanset hvor meget han forsøger at bortforklare sin opførsel efterfølgende, så har de øvrige superhelte svært ved at tro at Tony ikke har brudt sit løfte og kigget dybt i flasken. Der er med andre ord noget helt galt i Avengers og snart vil de resterende medlemmer opdage, at det som truer dem kommer fra en højst uventet kant.

Det er måske ikke en god idé at starte sit bekendtskab med Avengers her, idet der i løbet af historien er ganske mange referencer og elementer, som kan virker en smule forvirrende, hvis man ikke kender til figurernes baggrunde og interne relationer. Samtidig er historien ganske interessant og en smule atypisk, for læseren bliver netop ledt frem til en finale, der er meget åben og som synes at pege på en omgruppering af Avengers-teamet meget lig det der blev beskrevet i indledningen til denne anmeldelse.

David Finchs tegninger er virkelig gode og svarer fuldstændig til det høje niveau Marvel har arbejdet med i de sidste mange år. Uvist om det var Finchs idé eller forfatterens så byder Avengers: Kaos også på en lille genistreg, idet både selve hovedhistorien og epilogen (hvor hvert af gruppens medlemmer tænker tilbage på deres oplevelser) er gengivet som Marvel så ud i henholdsvis tresserne og frem. Deres respektive, subjektive minder er på den måde repræsenteret i meget forskellige tegnestile og hele ideen med at løfte et par sider fra en gammel Avengers tegneserie og bruge den som flashback, er vist aldrig set før. Det vil ikke undre undertegnede hvis denne idé faktisk er med til at danne skole i fremtidige tegneserieudgivelser.

Selvom historien byder på mange referencer til episoder i Avengers fortid, så kan nytilkomne fans stadigvæk glæde sig over at superheltene bestemt ikke får lov til at tænke alt for meget på fortiden, for de bliver til stadighed bombarderet med trusler og sat i situationer hvor der skal kæmpes på livet løs. Så uanset om man har et indgående kendskab til Avengers-mytologien, så kan man stadig glæde sig over at konfrontationerne mellem helte og skurke er bibeholdt. Samtidig er der en del ”splash pages” (helsidesillustrationer) som man sagtens kan bruge lang tid på at studere, hvis man er interesseret i den slags. Så selv om selve fortællingen måske ikke er den stærkeste, men snarere bør ses som en form for overgang fra noget gammelt til noget nyt, så er Avengers: Kaos stadigvæk et nærmere bekendtskab værd, især takket være den meget opfindsomme stil.