En af de mest levedygtige genrer er uden tvivl westerngenren. Den amerikanske frontier – et sted hvor en håndfuld barkede nybyggere udgør en civilisationens bastion på grænsen til det enorme, utæmmede vildnis – har altid været godt materiale. For her finder man en helt anden moral, lov og orden end i de trygge storbyer. Dette grænseland mellem menneskelig anstændighed på den ene side – sædvanligvis repræsenteret ved den tavse rytter eller en ordenshåndhæver – og ekstrem hedonisme og selvtægt på den anden – repræsenteret ved banditter, røvere, kvægtyve, klanfolk og indianere – har fyldt et utal af romaner, film, tv-serier og tegneserier i årenes løb.

Tegneserien Loveless’ titel siger det hele. Der er ikke plads til kærlighed her, kun overlevelse – for Loveless univers ligger så langt fra lalleglade Lucky Luke, som man kan komme. Den søger heller ikke at være politisk korrekt og revisionistisk, som Blueberry indimellem kan beskyldes for, men den vil snarere placere sig som en rå tegneserieudgave af en spaghettiwestern, tilsat lige dele Frank Millersk fandenivoldsk dialog og – for første binds vedkommende – en grafisk stil, som er meget inspireret af Mike Mignola.

Brian Azzarello har tidligere stået bag serien 1000 Bullets, som nærværende anmelder desværre stadig har til gode, men det er tydeligt, at han er vant til at forfatte historier, der har blodige og voldsomme konfrontationer som deres centrale omdrejningspunkt.

Selv om Loveless er en virkelig barsk historie, så er det også som om, at seriens skabere har fundet inspiration i de typer westerns, som på trods af deres dynamiske og konfrontatoriske handlingsforløb, samtidig søger at bevare en form for realisme, både hvad angår sociale relationer, karakterudvikling og ikke mindst det sprog, som man kunne forvente blev talt på dette tidspunkt i disse omgivelser. Den klareste parallel er nok tv-serien Deadwood, men tegneserien bruger ikke unødig tid på en masse dialog – den trækker derimod en rusten kniv fra bæltet og går lige i kødet på sin læser.

Loveless’ arketypiske helt Wes Cutter rejser i seriens første bind hjem til sin gård efter et længere eksil i Nordstaterne. Her har han været tilbageholdt for at have deltaget i borgerkrigen på den tabende side. Da Wes ankommer til sin gård, er den blevet inddraget af nordstatssoldater. De har beslaglagt ejendommen efter ordre fra deres overordnede, som er i færd med at afhænde gården og den tilhørende jord til jernbaneselskabet. Dette er naturligvis ikke noget, Wes vil finde sig i, så han giver blåfrakkerne en omgang prygl, og forsøger derefter at få sit enkle men meget besværlige liv til at fungere.

Wes’ elskede kone Ruth har i mandens fravær været udsat for en mængde væmmelige oplevelser og har – af grunde der ikke skal afsløres her – valgt at søge tilflugt i det landskab, som omgiver byen. Hun klæder sig som en mand, har ladet sit lange røde hår klippe kort, og den eneste, som kender hendes hemmeligheder og eksistens, er Wes.

Hvor første bind af Loveless er både konsekvent, hvad angår det overordnede plot og tegnestil, er det andet bind sammensat af tre forskellige historier, der alle dog har det til fælles, at de foregår i og omkring byen Blackwater, hvor Wes og Ruth bor. Især den første del af dette andet bind udskiller sig, idet tegneren Danijel Zezeljs streg er en hel del grovere end både Frusins og Werther Dell’ederas. Selvom der sikkert er enkelte serielæsere, der vil foretrække Zezeljs nærmest linoleumssnitagtige kvalitet, så forekommer den altså langt fra lige så sikker som de andre tegneres. Enkelte steder virker den nærmest som grynede fotokopier, og det kan være med til at ødelægge lidt af den æstetiske helhedsoplevelse.

Til gengæld fejler de enkelte historier i Mord i Blackwater-antologien ikke noget. De er akkurat som første album lige så brutale, voldelige og emmer så meget af westernstemning, at det er lige før, man kan lugte krudtslammet, mudderet, blodet, hestemøget og de billige cigarer, når man pløjer sig gennem serien. For det er historier, der både er hurtigt læst, let fordøjelige og spændende; ganske ligesom rigtige westerns bør være.

Enkelte politisk korrekte tosser kan måske påstå, at den ubehøvlede omgangstone, som er indarbejdet i karakterernes dialog, er særdeles upassende, og at det eksempelvis ikke er særligt pænt at vise sorte slavebørn, som er blevet hængt i træer af arrige racister, men så burde disse kritikere tage et solidt dyk ned i de mørkeste afkroge af amerikansk historie for at se, at fantasien måske ikke er så langt fra realiteterne. Men graden af brutalitet og overgreb gør også, at de to Loveless-album bør sættes op på fatters øverste tegneseriehylde, så poderne i hjemmet ikke kan få fat i dem.

Der er måske ikke stor kunst, særligt nyskabende eller for den sags skyld tegneserier, man vil huske i flere år efter, man har læst dem, men både karaktererne og især dialogen er med til at gøre Loveless til en meget stilsikker westernserie, der emmer af stemning og fortællelyst.