I det første lange stykke tid, hvor man er i selvskab med den danske tegneserie Grus, kan man godt sidde tilbage med følelsen af, hvorfor det egentlig er tegneseriemediet, der er blevet valgt til at formidle denne historie. Læseren møder en ung kvinde, Mathilda, der efter mange år væk fra barndomsbyen er vendt hjem for at tage sig af sin mor, der ligger i koma på alderdomshjemmet. Mens Mathilda venter på, at moderen vågner, møder hun flere af de lokale. Gennem både disse møder og idet hun genser byen, mindes hun om fortiden, om ungdommen, i landsbyen.

Denne beskrivelse virker umiddelbart som noget, man har set magen til i flere danske noveller eller romaner, og det er derfor førnævnte spørgsmål om valg af medie melder sig. Dette ændrer sig dog, idet Mathilda pludselig ser ting, som hun ikke kan forklare. Disse syner trænger sig på og er med til at åbne op for ting som vores hovedperson havde glemt. Det er heller ikke fordi sådanne overnaturlige eller fantastiske elementer ikke også kan fremtrylles igennem prosaen i en novelle eller roman, men da dette pludselig sker for hovedpersonen i Grus, forstår man pludseligt at valget af mediet ikke kunne have været meget anderledes.

Udgivelsen er holdt i sort/hvid, samt enten mat blå eller matte nuancer. Ved første øjekast kunne man måske tro at det var fordi udgivelsen skulle læses med disse lidt gammeldags, anaglyffe 3D-papbriller, men sådanne er dog ikke inkluderet i Grus, for der ikke eksperimenters ikke med 3D. Grunden til farvervalget er nemlig en helt anden, for det viser sig hurtigt at den røde og den blå farve er benyttet for at tydeliggøre konkrete skift i fortællingen. Den blå farve angiver nutidsfortællingen, og den røde indikerer at vi bevæger os tilbage til hændelser, som Mathilda oplevede, da hun var en ung pige i byen.

Titlen er velvalgt for den peger på en hændelse som er helt central for vores hovedperson. Noget der foregik i den lokale grusgrav og som selvsagt ikke skal afsløres i dette forum. Det må i stedet være nok at antyde, at der pludselig dukker ting op fra ungdommen, som Mathilda ikke havde tænkt på i mange år, en hændelse, som stadig påvirker mange af de personer, som krydser hendes vej.

Grus er ved første øjekast ikke en prangende flot tegneserieudgivelse, men den er til gengæld virkelig veltegnet og meget stemningsfuld. Det er også tydeligt at Anna Degnbol har sans for at skabe et meget stramt grafisk udtryk, hvor både de få farver, billedrammernes placering, de mange sort/hvide splash-sider, der ligner lysspejlinger i natsort vand, og den måde talebobler er placeret på, tydeligt viser at der er tænkt længe over form og indhold.

Samtidig med at udgivelsen er ganske stram i både sin fortælling og det grafiske udtryk, er der også noget sirligt og skrøbeligt ved tegningerne, der til sammen giver Grus et overordnet fint look. Så hvad der ved første øjekast måske virkede lidt trist, vinder helt sikkert ved nærmere bekendtskab og cementerer igen at tegneseriemediet er perfekt til at fortælle denne historie med.

Personligt kunne undertegnede måske godt have ønsket, at der blev skruet en hel del mere op for de overnaturlige elementer, eller at der måske også blev leget lidt mere med de tilbageblik som optræder undervejs. Som langt de fleste ved, så er erindringer jo noget mærkeligt noget og selv om dette ikke alene er en kritik rettet mod Grus, så er det lidt underligt at forfattere og tegnere ikke i højere grad leger mere med den usikkerhed, der kan optræde i det man forsøger at kalde fortiden frem mentalt. Historier man blander sammen med andre historier, steder eller situationer, der ikke huskes tydeligt i tilbageblikket, strøtanker der pludselig kommer i vejen for det, man forsøgte at komme i tanker om, etc.

Samlet set er Grus ganske interessant. Fortællingen lykkes. Selv om det hele starter meget trist og næsten socialrealisitisk, gør de overnaturlige elementer, at fortællingen hæver sig over dette. Grus ender med at være en dejlig forløsende oplevelse, der til trods for en måske lidt for harmonisk afslutning, alligevel fortæller en fin lille historie om forsoning og vigtigheden af at turde se sin fortid i øjnene.