I det seneste halve års tid eller mere har man kunne opleve reklamer og interviews, hvor Stig Rossen, hele Danmarks Mr. Musical, har udmeldt, at Askepot - The Musical er den sidste musical, han medvirker i. Det sker, så han kan give plads til at arbejde med andre ting såsom film og sin koncertvirksomhed.

Det er dog en meget stilfærdig exodus, da Stig Rossen stort set ikke er på scenen. Forestillingen hedder jo trods alt også Askepot - The Musical. Det kan undre, hvorfor valget ikke har været at gå ud med et brag af en forestilling. Men der ligger alligevel en symbolik i at give faklen videre til nye talenter gennem at sætte sit “musical-royale” stempel på en helt nyskrevet forestilling.

Hvordan skriver man så en ny musical, der gerne skulle blive til en klassiker? Det er ikke nogen let opgave, hvilket publikum også kan læse om på første side i forestillingens program. Det står nærmest som en disclamer, hvor pointen er at bære over med skaberne af denne musical. Det er svært at skabe noget nyt, og vi har brugt mange kræfter på dette.

Det er tydeligt, at de er gået efter at ramme et andet publikum i en anden tid. For det er ikke det samme publikum, som forelskede sig i danske musicals som Skatteøen, Cyrano, Atlantis - for ikke at nævne de internationale hits som Les Miserables, Wicked og Phantom of the Opera. Askepot - The Musical er som et teater-laboratorium. Der tages nogle meget forskellige kunsteriske kræfter, og så hældes en dråber eller to af deres “essens” ned i en kolbe.

Line Knutzon, med sin absurde og rablende morsomme dramatik med en snert af samfundssarkasme, bliver overhalet af den vildeste playliste med alt fra 70’er disko til tysk techno-pop, malet med Rasmus Seebach’s folkelige tekster, som alle kan synge med på. Indpakning til denne Knutzon-Seebach seance står i så stor kontrast, at det med at dømme en bog på coveret lige skal huskes. Benjamin La Cour, der ofte anvender LED skærme som den primære udtryksform, har fået skabt en hvad der nærmest kan betegnes som en futuristisk-kalejdoskopisk scenografi, der er i konstant bevægelse. Den danske designer Soeren Le Schmidt har gennem sine kostumer ramt et sted mellem 80’ernes farvepalette og et dystopisk fremtidsunivers.

Det er rigtig mange indtryk at skulle bearbejde som publikum. Vi er nærmest på overarbejde, inden vi overhovedet kan koncentrere os om de udøvende kunstnere, der står på scenen, og den historie, de forsøger at fortælle om Askepot.

Askepot hedder Ella. Hun er datter af en afdød smykkedesigner. Ella arbejder som assistent for et modehus. Det vækker minder om filmen The Devil Wears Prada. Ella besvimer og drømmer sig ind et et eventyrunivers, hvor hun meget gerne igen vil “hjem til Kansas”, eller virkeligheden som hun kalder den. Hun møder den gode Fe, som fortæller hende, at hun skal gennemspille Askepot-historien, før end hun kan komme hjem igen.

Tilbage i teater-laboratoriet står vi nu med et meget besynderligt resultat, der uden tvivl er unikt. Der er aldrig set noget lignende. Spørgsmålet er blot, om selve opskriften skulle have haft en ekstra gennemlæsning, da resultatet ikke virker helt færdigt.

Ligesom Ella stiller vi som publikummer mange spørgsmål til os selv, både under og efter forestillingen. Hvorfor skulle dele af Stig Rossens “Vi danser rock” indhylles i sangteksten? Hvorfor er det nødvendig at hive dele af Tommy Seebachs musik-essens med? Hvorfor skal der trækkes tråde over i virkeligheden gennem hele forestilingen, f.eks. via flere brud af den fjerde væg undervejs? Hvorfor er det at en forestilling som forsøger sig med budskabet: “Lev dit eget liv, skriv din egen historie” netop er så gennemsyret af alle andres historie, og ikke står på egne ben?

Men forestillingen leverer, hvad den lover i programmet. En ny musical, som har været svær at skrive.