Det er blot fire år siden, at Folketeatret sidst turnerede med Skatteøen. Men der kommer nye årgange til, og da historien har holdt i 150 år, kan man sagtens sætte på repeat.

I 2019-2020 blev Sebastians og Preben Harris’ musicalversion fra midten af 1980erne sat op på Folketeatret i København, og teatret var efterfølgende på en efterfølgende danmarksturne med familieforestillingen. Nu er Folketeatret atter på landevejen med den velkendte sørøverfortælling og Sebastians gode sange.

Opsætningerne har mange ligheder. En stor del af scenografien er bibeholdt, og der er gengangere blandt de medvirkende. Alligevel er der sket ting og sager på de fire år. Efter premieren i 2019 var den daværende teaterdirektør Jon Stephensen fra Aveny-T ude med en kritik af Folketeatrets forestilling.

  En boomerang
“Dansk teater hænger fast i et forstokket kvindesyn, fordi de få kvinderoller er en mor og en prostitueret, du bare kan tage på brysterne eller klapse i røven”, sagde han.

Denne gang har Folketeatret givet rollen som knøsen Jim Hawkins til den den unge kvinde Siw Ulrikke Maibom, og Ben Gun - manden der på den øde ø er blevet efterladt af Flints sørøverhold - spilles også an ef kvinde, Sofie Stougaard. Og der er ingen klaps i numsen.

Jon Stephensen…? Ja, han er i mellemtiden blevet taget med fingrene nede i kagedåsen ved i en alder af 63 år at have sendt temmelig lumre sms-beskeder til en teenager.

Problem: Lydstyrken
Nå, men det er turneforestillingen anno 2024, det drejer sig om: Med Sebastians velklingende sange kan det aldrig gå helt galt. Hørt fra mit sted i salen overdøvede den indspillede instrumentale musik dog sangstemmerne, så det kunne være vanskeligt at høre, hvad de sang - bortset fra de stille sange og korindslagene.

Sofie Stougaards fine udlægning af Ostesangen burde have haft første prioritet frem for orkesterlyden. Fuld af Nattens Stjerner fik en noget bedre skæbne.

Store brag
Til gengæld blev jeg og de 300 andre i salen vidne til en solidt castet forestilling, en effektfuld scenografi, suverænt skuespil, flotte kostumer og nogle gevaldige kanon- og geværbrag. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan de store brag har virket på det yngste publikum, men der var i hvert fald en gruppe drenge, der syntes, at bragenelige var det, der skulle til.

Gråtoner
Stevensons Skatteøen har lidt af hvert i sig. Trækkes kontrasten mellem det gode og det onde skarpt op, har man en god historie. Men i Skatteøen er den et-benede pirat John Silver (stærkt spillet af Mathias Flint) en eksistens, der på bunden af det britiske klassesamfund blot gør, hvad han kan for at overleve.

Den engelske godsejer Trelawney, også glimrende spillet af Christian Mosbæk, kommer dog til at fremstå som en lidt komisk selvmodsigelse. Trelawney fabler om britiske dyder og storhed, men brillerer selv med usikker dømmekraft og forkerte beslutninger. Dr. Livesey, i Kristian Bolands charmerende skikkelse, kan vi dog ikke undgå at holde af.

Man er igen fint underholdt - ung som halvgammel og gammel. Da skibet ´Hispaniola´ lagde til lands igen, var der bragende bifald.