Undertegnede sad i 1995 på klapstolen på Østre Gasværk Teater og ventede spændt på, hvad mon der skulle ske i dette meget mørke og dystre teaterrum. Det var en wow-oplevelse, men det var ikke scenografien eller lyssætning, der var katalysator. Det var den dramatiske iscenesættelse og de lyriske melodier, der satte sig på sjælen.

Tilbage på ’klapstolen’ 26 år senere til Thomas Agerholms iscenesættelse af musicalen Atlantis. Denne gang i Tivolis Koncertsal. Denne gang er det dog ikke den dramatiske iscenesættelse eller de lyriske melodier, som er katalysatoren. Det er scenografien af Philip Witcomb og lysdesignet af Malte Oscar, som bliver hovedpersonen.

Det er som at blive transporteret til Kassematterne på Kronborg. Her er mørkt, koldt og fugtigt, kombineret med følelsen af klaustrofobi. Det leder tankerne hen på Ringenes Herre, hvor den lille hobbit Frodo må kæmpe sig gennem Mordor.

Philip Witcomb har lavet en spændende scenografisk installation. Som publikum er vi ikke i tvivl, hvor vi er, når den store klippeside åbner sig under overturen. Dette er Atlantis.

Philip Witcomb er kendt for sine mørke, stilistiske scenografier, og musicalen Atlantis’ dystre handling passer perfekt ind i dette regi. Det er imponerende, og det er svært ikke at blive opslugt af de skarpe klippekanter og de store scenografiske elementer. Hvilket også viser sig at være tilfældet for Malte Oscars lysdesign. Her genklanger Koptos sang om “den skræmmende natteskov alle blindt fór rundt i”. Det er svært at se, hvad der sker i det mørke og dystre Atlantis. Det bliver et skyggespil uden skygger. Samspillet mellem scenografi og lysdesign er fantastik som installation. Der er langt mellem forestillinger, hvor det er et visuelt udtryk, der står så stærkt.

Iscenesættelsen af musicalen Atlantis står Thomas Agerholm for. Det er et stort cast, som skal kæmpe om pladsen i Philip Witcombs mastodont af en scenografi. Det er svært for de medvirkende at komme helt ud til publikum med deres spil. Der er både en sejlrande og en orkestergrav, som skal spilles hen over. På hver side bliver de presset ind af klippestykkerne, der kun efterlader en smal sprække til at trække publikum i land på.

Det er tale om en rollebesætning, der med deres samlede musical-CV er et imponerede ensemble. Det skaber en forventning til forestillingen. En forventning, som dog viser sig svær at indfri. Det kan ikke blot hænges op på de scenografisk valg, som er blevet truffet. For det er svært at få den fjerde væg til at være med på andet end genkendelsen af de kendte melodier. Der er ikke meget, som rammer os i maven og giver os muligheden for at indleve os i de unges kærlighed eller i de gamles bekymringer og had.

Vi kan som publikum ganske enkelt ikke se i mørket, hvad det er som udspiller på scenen. De medvirkende er som slørede konturer, der i ny og næ bliver ramt af nok af lyset, til man kan se deres ansigter. Stig Rossen, hele Danmarks ’Mr. Musical’, virker til at svæve over scenen, da det ofte kun er hans torso, som er oplyst. En af de mere spændende roller i Atlantis er Jabbadoor, der er ondskaben selv. Men i Stig Rossens hænder sker der ikke noget. Der skal mere til end blot at dukke op på scenen og stå på de rigtige krydser.

Det er ikke nok at have en god, solid musikalsk præstation, sådan som alle i ensemblet leverede. Der skal mere til. Vi skal også have en fortælling fortalt gennem kropsprog og ansigtsmimik. Vi skal føle med Adalena og Silvan. Vi skal huske på, hvor intens den første kærlighed er. Vi skal foragtes og tryllebindes af Jabbadoor, så vi bedre forstår hvordan Adalena lader sig forføre af ham. Det sker ikke i denne iscenesættelse af musicalen Atlantis. Den bliver på sin egen måde ramt af sin egen profeti, hvad Koptos synger om i det populære nummer Morgen på Atlantis:

I det evige dyb, hvor Poseidon har hjemme
Får vi udsagt vor dom med hans tordnende stemme […]
For dit stolte hovmod og begærlighed
For din halvblinde march
I det ondes geled
Ta'r jeg Atlantis, dit hjem og din kærlighed!