Mande-mosaikken Ikke noget pis kan trække både mænd og kvinder i stort tal. Og så gør det ikke noget, at det på scenen næsten kun handler om mænd. Gad vide, om mon ville komme lige så mange mænd, hvis det udelukkende havde handlet om kvinder?

Det Kongelige Teater spiller en både komisk, men også til tider gravalvorlig collage, hvor scenerne flyder ind i hinanden, men sagtens kan stå alene. Fem skuespillere skildrer bid for bid midaldrende mænds følerier, fortrædeligheder, forliste drømme - og skrøbelige håb. Sjovt nok er stykket sat i scene af to kvinder Kamilla Wargo Brekling og Karina Dichov Lund, og her ringer sikkert en klokke hos mange: Ja, det var Kamilla Wargo Brekling, der stod bag teatersuccesen Kvinde kend din krop.

Kønsklicheer er bestemt til stede i forestillingen, men de får hurtigt ironisk drejninger og nuanceringer. Skuespillet er bevægende.

Man enten klukler eller skraldgriner, og sekundet efter er der total ro i salen, når de fem nærmer sig det ømtålelige. Publikum bemærker det vel næppe selv, så meget lever det sig ind i det, der foregår på scenen: Hele holdet er urkomisk i den stramt koreograferede James Bond-scene, hvor Henrik Prip spiller manden, der forsvinder i et James Bond-univers med musik og effekter lige på sekundet.

Gider ikke at lyve
Kasper Leisner springer frem som manden, som ikke gider at lyve længere, ikke den store af slagsen, som man måske tror til at begynde med, nej den hvide og høflige løgn: “Nej, den aften kan jeg desværre ikke. Det er jeg sandelig ked af!”

Helt galt bliver det, når mænd får patter: Peter Oliver Hansen opdager pludselig, at hans vom er vokset helt vildt: Hvorfor er der ingen af vennerne, der har sagt noget?

Rasmus Botoft fylder sin sketch om klimaskam og et tøjforbrug, der er stukket helt af, med vrede. Og lige så langt den er trukket ud, lige så fyndig er han i en fars vemodige monolog om sønnen, der er flyttet hjemmefra. Sproget er blevet sværere at bruge: Sidemand, sejrherre, mandefald og mandsopdække. Men Zaki Youssef, der skrev og spillede hovedrollen i Præmieperker, funderer over den måde, der tales til “en brun”.

Skuespillet flyder suverænt sammen, hvor mange optrin er genkendelige. “Tag din pik i hånden og kom af sted - tag din pik alvorligt!”, lyder det et sted i stykket. Og til slut munder stykket smukt ud til John Kørners levende penselstrøg på et lærred. De fem mænd fortsætter ud i livet, hvor intet går som forventet.