Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Les Misérables Aarhus Teater
Anmeldt 27/3 2014, 19:47 af Lise Majgaard Mortensen

Flotte sange, flotte stjerner


Flotte sange, flotte stjerner

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

På Aarhus Teater sker der lige nu noget stort og storladent: En musical, som musicalelskerne knuselsker og som ikke har så forfærdelig meget at tilbyde dem, der ikke elsker at se døende mennesker synge om afsavn og død, frihed, lighed og broderskab.

Aarhus Teater har fremtryllet et udstyrsstykke af høj kaliber med store stjerner og flotte sange, og som – for denne anmelder i hvert fald – lever op til det stort opslåede brød, den er. Men Les Mis er og bliver en besynderlig størrelse med nogle iboende skavanker.

Samfundsproblemer og sang
Musicalgenren er ofte noget, man forbinder med letbenede historier og flade karakterer – der er ikke plads til dybde, fordi sangene står i centrum og får lov at brede sig. Tænk bare på Grease, Fame, Dirty Dancing, We Will Rock You, Mamma Mia, Hairspray, Starlight Express, Wicked og den helt forfærdelige High School Musical.

Det er som om, det er mest logisk at sætte musik til glade historier, for en musical er indbegrebet af adspredelse og glæde, smil, klappen og syngen med. Og netop derfor synes det en kende paradoksalt med en musical, hvor karaktererne falder på stribe, og hver anden sang er en dødshymne.

Les Misérables falder i samme kategori som de mere alvorlige, endda tragiske, musicals som Billy Elliott, Evita, Hair, Jesus Christ Superstar og Rent – musicals med dybde, som tager fat i samfundsproblemer og store urimeligheder.

Men kan man opnå dybde som med et ordinært teaterstykke, når der også skal være plads til storladne ballader, up-beat dansesange, voluminøse korscener og fællesdans? Svaret er ja – men Les Mis er en særlig størrelse. Tro det eller ej, men undertegnede kneb en tåre hele to steder undervejs. Der var desværre også steder, hvor fordybelsen udeblev som følge af den lidt stive form.



Mediet kommer i vejen
Det største problem med Les Misérables er – og har altid været, synes jeg – at mediet kommer i vejen for sig selv. At alting skal synges, får enkelte scener til at synes ekstraordinært kunstige med de uelegante, urytmiske talereplikker. Det gør det desuden svært at skabe dynamik i handlingen eller tempo i scenerne, hvilket især gør sig gældende i de dramatiske kampscener, som også i Aarhus Teaters opførsel bliver ufrivilligt kiksede.

Det er imidlertid scenografien, der er denne forestillings største minus. Midt på scenen står et stort ”dødt” træ med en trækrone, der mest af alt minder om Kristi tornekrone, en glorie med pigge. Indimellem køres nogle store guldrammer ind på scenen, der vel skal forestille at indramme kunstværket, men de passer dårligt til de ellers realistiske kulisser. Symbolikken er alt for tyk og usammenhængende og virker mere distraherende end sammenbindende.

Men dette er ikke noget, en inkarneret Les Mis-fan rynker stort på næsen af, for så længe sanghåndværket er i top, får man mere eller mindre det, man kom for. Det kunne nu alligevel være interessant at høre, hvad en Les Mis-jomfru ville have at sige til både form og indhold. Undertegnede har indtil flere Les Mis-oplevelser i bagagen og kan således kun tage udgangspunkt i en meget velfunderet forkærlighed for stykket, musikken og karaktererne.

Sangperler på en snor
Der er så mange højdepunkter i Aarhus Teaters opsætning, at de ikke kan tælles på to hænder. De fantastiske sange leveres som perler på en guldsnor, og det skyldes ikke bare det solide grundmateriale, at sangene i sig selv har nogle vidunderlige melodier, men også i den grad, at ikke en eneste af skuespillerne er fejlcastet. Alle leverer de nogle exceptionelle, følelsesladede versioner af de velkendte (og her højt elskede) sange.

Aarhus Teater bibringer desuden en lille smule nyt til nogle af karaktererne, som ellers syntes at være skåret i sten – karakterer, som normalt er håbløst kedelige og endimensionelle, får pludselig form og farver.



Superlativer om hovedrollerne
Peter Jordes portrættering af Javert er en flot karakteristik af en dybt forstyrret og fortvivlende hævngerrig politikommissær med store mindreværdskomplekser: Jorde understreger, at Javert er fortællingens mest komplekse karakter, med en indbildskhed, der gør det helt naturligt, at han taler om sig selv i tredje person.

Lige så stolt og rank og høj og flot han er i begyndelsen af hævnspillet med Valjean, lige så forkrøblet bliver han i takt med, at han går i fordærv. Det synes derfor ganske troværdigt, at han til sidst må kaste sig i dybet.



Og her gik man og troede, at Stig Rossen som Valjean var et kedeligt og uoriginalt valg, men mine fordomme blev gjort til skamme. Stig Rossens Jean Valjean, som han spiller for 1500. gang, er meget mere rå og grim end ellers og står i stærk kontrast til den polerede Valjean, som for eksempel Flemming Enevold leverede på Det Ny Teater i 2009. Det har først og fremmest at gøre med Rossens Hulk-agtige statur, som giver Valjean mere pondus end elegance.

Der synes dog at være en lille smule slinger i valsen for Rossen, når han skal række op i de helt høje toner – det bliver lidt skingert, næsten usikkert, hvilket er overraskende. Men lidt slinger får mig ikke til at betvivle Rossens råstyrke i både stemme og korpus, som han i den grad understreger, da han med Marius over skuldrene bryder ud i fuld sang og giver Javert tørt på. Det er ganske imponerende.

Christina Elisabeth Mørkøre fortjener de største roser for sin sangpræstation. Hendes levering af Fantines ”Jeg drømte, mens det vared’ ved” er om muligt den bedste, jeg har oplevet. Mercedes Csampai leverer også, trods en subtil svensk dialekt, en pragtpræstation som det stakkels lille nips Eponine. Hendes dødsduet med Marius er fuldstændig fabelagtig, og her glemte jeg for et split sekund, at jeg sad i en teatersal og ikke på en slagmark i Frankrig med regnen væltende ned fra oven.



Endelig skal vi også forbi Thomas Høj, manden med det krøllede garn og en stemme, man ikke kan andet end blive helt forgabt i. Med sin skildring af Marius giver han den ellers noget vattede karakter en smule kant (men det irriterer mig til stadighed, at Marius foretrækker hende den kedelige, rige sopran frem for den lille kraftfulde spirrevip) – og hans ”Tomme borde, tomme stole” er ikke bare prægtig men også en sofistikeret følelsesudladning, som skærer helt ind, hvor det gør allermest ondt.

6 funklende stjerner til melodierne og sangerne. 4 til scenografien, formen og Victor Hugos historie på scenen. Det er lig med 5 funklende stjerner til en forestilling, der udfordrer skeptikernes tolerancetærskel men i den grad giver musicalfans noget for pengene. Jeg glæder mig allerede til at se den igen.

144
Forrige anmeldelse
« Kvinder «
Næste anmeldelse
» Cats »