Trine Pallesen er på turne med en sjældent vellykket ... ja, hvad er det egentlig? En kabaret? En musical? Eller en teaterkoncert? I hvert fald en stærk og sikker soloforestilling baseret på Grethe Ingmanns liv og sange, og den ville ikke være blevet til den succes, den er, uden en sekstet, der med trompet, saxofon/klarinet, guitar, bas, keyboard og trommer er helt i sync med Trine Pallesens sang og skuespil. Mathias Grove Madsens sekstet er virkelig veloplagt.

Ta’ mig, som jeg er hedder turnéforestillingen, som Trine Pallesen sætter op i samarbejde med Sjællands Teater og Jangmarks Agentur.

Forestillingen er et varmt, vedkommende og velspillet portræt af sangerinden Grethe Ingmann, der blev opdaget ved et tilfælde og vandt Det Europæiske Melodi Grand Prix med sin sky mand, Jørgen Ingmann, som endte med at få sceneskræk. Senere kom druk, skilsmisse, deroute og et totalt blackout for åben skærm.

Mørk klang
Trine Pallesen synger sig suverænt gennem Grethe Ingmanns imponerende repertoire af pop, men så sandelig også jazz. Og det gør Pallesen i samme ånd som Grethe Ingmann: Med en mørk klang, der klæder det lyse guitarspil. Dog undgår Trine Pallesen alligevel at synge alt for meget lig Grethe Ingmann, og det giver forestillingen sit eget friske liv.

Det var i 1963, at parret Grethe og Jørgen Ingmann vandt Melodi Grand Prix med Dansevise, og her begynder forestillingen. Men sangen bliver ikke sunget til ende, før vi kommer med tilbage til Grethe Ingmanns unge liv, der begyndte i små kår i en toværelses lejlighed på Amager og fortsatte med en kedelig læreplads. Indtil hun blev opdaget.

Trine Pallesen fylder sit portræt med psykologiske lag på mennesket Grethe Ingmann - fra glæden ved at føde et barn og sorgen ved at miste et andet, til de aflyste turnéer i en alder, hvor andre sangerinder har overtaget hendes plads i rampelyset.

Storslået
Forestillingen er spækket med sikre fortolkninger af Sig go’morgen, Slentre gennem regn, Eventyr (som Grethe Ingmann forsøgte sig med ved det danske Melodi Grand Prix i 1978) og den sang, der har givet titlen til forestillingen Ta’ mig, som jeg er.

Et solstrejf i en vandpyt synger Trine Pallesen intet mindre end storslået, mens sorgen og fortvivlelsen i Bent Fabricius-Bjerres Kærlighed går lige i hjertekulen med ordene:

“Kærlighed, som vi tro’de ville vare ved
Kærlighed, som kom ingen andre mennesker ved
Kærlighed – den var ond ved os den kærlighed
Vi gik sammen hele vejen ned
Nu er der bare ensomhed.”

Første akt er i dur, anden akt i mol. Det går fra legende lethed til melankoli i en balance, hvor musikken og skuespil med samme vægt bidrager til det suveræne sceniske kunstnerportræt, der nok skal få mange til at se Grethe Ingmann på en helt ny måde. Eller lære at kende, 34 år efter hun døde af leverkræft i en alder af blot 52 år.