Hedda Gabler er kommet hjem fra bryllupsrejse. Hun indretter sig sammen med sin forskermand Jørgen Tesman i en luksusvilla, som han har købt og indrettet for lånte penge. Alt for hans elskede Hedda! Og deres fremtid er så godt som sikret, og pengene vil snart rulle ind, når han bliver tilbudt en stilling som professor ved universitetet. Hedda burde være lykkelig. Det er hun bare ikke.

Eks'en dukker op
Hedda har aldrig elsket Jørgen Tesman, og hun er ved at kede sig til døde. Kedsomheden gør hende mere og mere neurotisk, manipulerende. Ja, sindssyg.

Trekantsdramaet opstår, da Heddas ungdomskæreste Eilert Løvborg dukker op efter en længere periode, hvor han har været alkoholiseret. Nu er han afvænnet, og han er stadig forelsket i Hedda. Lige så slemt er det, at han er kandidat til samme professorat som Jørgen. Han har endda udgivet en bestseller inden for sit fag og har endnu et værk på vej. Et endnu større værk!

Nutidigt københavnerpar
Det Kongelige Teaters opsætning af Ibsens berømte teaterstykke fra 1890 er ført helt op til det nye årtusind. Hedda og Jørgen ligner til forveksling et moderne, ungt københavnerpar, hun med buksedragt og han med hipsterbriller og -skæg. Huset, de flytter ind i, ligner en arkitektegnet Strandvejsvilla og der står en hvid Mac på designerbordet i den minimalistisk indrettede stue, hvor stykkets handling foregår.

Fabelagtige Johanne Louise Schmidt
Johanne Louise Schmidt spiller rollen som Hedda Gabler dæmonisk godt. Hun vrider sig som en slange henover scenen, hendes blik er vildt, og sindssygen troværdig. Hun manipulerer og styrer alle omkring sig som en troldkvinde: Sin kloge og søde men temmelig vattede ægtemand Jørgen, den mere belevne assessor Brack, ungdomskæresten Eilert Løvborg, Jørgens tante Julle og skolekammeraten Tea Elvsted. Alle danser de efter Heddas pibe. Den eneste, der forsøger at sætte sig op mod hende, er den på én gang stærke, ægte og følelsesmæssigt skrøbelige Tea, fantastisk spillet af Marie Dalsgaard.

Hedda er så gennemført manipulerende og kold, at man ikke identificerer sig med hende, men – helt i den realistiske traditions ånd – følger hende betaget og undrende: Hvordan blev hun sådan?

Forkrøblede kvinder
Det borgerlige ægteskabs forkrøbling af kvinden som menneske er en central tematik. Ibsen fremhævede det ved at lade Hedda bevare sit pigenavn Gabler i titlen, på trods af at hun i handlingen er blevet Jørgens hustru og derfor hedder Tesman. Som Gabler var hun fri, hun var ikke ejet af nogen. Det eneste hun har tilbage fra den tid er sin krop – og to pistoler, som hun har arvet fra sin far, der var general. Pistolerne repræsenterer en tabt frihed, men de er også et potentielt redskab til at vinde den tilbage. Det kræver dog, at de bliver brugt!

Det snavsede vasketøj
Hele stykket foregår i parrets stue. Scenen er opdelt af en glasvæg, der adskiller stuen fra terrassen uden for, og oppe på glasvæggen hænger et stort filmlærred. Her vises close-ups af personernes ansigter, så publikum virkelig kan se galskaben i Heddas blik, afmagten, vreden og så videre. Trofast mod det Ibsen’ske realistiske teater, som handlede om at bryde den fjerde væg ned til hjemmene og studere intrigerne, dramaerne. Og det snavsede vasketøj blæses virkelig op på storskærm her, så publikum ikke går glip af noget. Samtidig bringer det associationer til tv-dramatik. Det fungerer suverænt. For forkrøblede menneskeskæbner, neuroser og menneskeridt er stadig aktuelt.

Det Kongelige Teaters eksperimenterende scene, Det Røde Rum, har med Hedda Gabler skabt endnu et særdeles fremragende og vedkommende kunststykke.