I 1989 havde Walt Disney Studios premiere på animationsfilmen Den lille havfrue, og den blev anset som begyndelsen på den klassiske Disney-animationsfilms renæssance. Den lille havfrue spejlede sig i de tidligere prinsessefilm såsom Snehvide og de syv små dværge fra 1937 og Askepot fra 1950. Det var dog en anden type prinsesse, der nu så dagens lys. Det var ikke en stakkels ungmø, som skulle reddes af sin prins. Tværtimod blev hun skildret som en kvindelig heltinde, der kunne klare sig selv.

Den lille havfrue var trendsettende i sin fortællestil. Omend Disney altid havde henvendt sig til et børne- og voksenpublikum, blev der i Den lille havfrue gjort mere ud af at lave gode replikker - med et snert af voksenhumor, som børnene ikke ville fange.

Musikken til animationsfilmen var komponeret af den amerikanske teater- og film-komponist Alan Menken, Det var Menkens første samarbejde med Walt Disney Studios. Efter den store succes som Den lille havfrue fik, blev Menken en af huskomponisterne, og han komponerede senere musikken til animationsfilm som Skønheden og Udyret fra 1991 og Aladdin fra 1992. Teksterne til sangene skrev Menken sammen med den amerikanske dramatiker og lyriker Howard Ashman. De to kendte hinanden fra tidligere projekter som musicalen Little Shop of Horrors fra 1982.

Det var et fantastisk stykke filmmusik, Menken og Ashman havde produceret for Disney, hvilket gav dem anerkendelse ved modtagelsen af hele to Oscar-statuetter. En for bedste originale score og en for bedste originale sang (“Kiss the girl”).

Havfruen og Broadway
Disney on Broadway, som Disneys teaterproduktionsselskab populært hedder, opsatte i 1994 musical-versionen af deres animationsfilm Beauty and the Beast. I 1997 kom musical-versionen af animationsfilmen The Lion King. Begge opsætninger tiltrak et kæmpe publikum, både i USA og på verdensplan. De er begge på listen over de 10 længst spillede musicalproduktioner på Broadway. I et forsøg på at forsætte succesen blev Den lille havfrue sat i produktion. Der blev sågar komponeret nye sange for at tilpasse formatet til Broadway. Allan Menken blev sat på projektet. Men siden Howard Ashman var død i 1991, måtte Menken bringe en anden lyriker ind. Menken havde arbejdet sammen med Glenn Slater på musikken til Disney animationsfilmen Home on the Range fra 2004, så Menken og Slater komponerede ti nye numre, der sammen med de oprindelige numre fra animationsfilmen udgjorde musicalen, der havde premiere på Broadway den 10. januar 2008.

Forestillingen blev hårdt modtaget af både publikum og presse. For mange manglede den sammenhæng. Kritikerne af forestillingen fremhævede, at kostumerne hæmmede skuespillerne på scenen, og at den gigantiske scenografi var for meget af det gode. Efterfølgende blev ord som Merblades, der var specialt fremstillede rulleskøjter til forestillingen, et nyt ord i den kyniske anmelder-ordbog. Lidt på samme måde som Jazz-hands. Forestillingen blev ikke nogen stor salgssucces, sådan som dens forgængere, og den havde sin sidste forestilling på Broadway den 30. august 2009. Der var planlagt en officiel US tour af forestillingen i efteråret 2010, men den blev udskudt. Fra Disneys side ville man lave nogle ændringer i den oprindelige opsætning - ændringer, vi altså stadig venter på, da touren aldrig er begyndt.

Havfruen og Fredericia Teater
Egnsteateret Fredericia Teater er det jyske svar på det københavnske Det Ny Teater og har siden 2011 opsat musicals. Fredericia Teater er i musicalsammenhænge stadig en ung spiller på banen, specielt set i forhold til Det Ny Teater, som har opsat musicals siden 1994. Det er andet år, at Fredericia Teater har booket sig ind i Operaen på Holmen. Sidste år gæstede de med deres opsætning af Disneys Aladdin The Musical. Forestillingen modtog fine anmeldelser og var velbesøgt, og den viste, at Fredericia Teater har potentiale til at blive et godt alternativ til Det Ny Teater.

Det undrer derfor ikke, at Fredericia Teater fortsætter med endnu en Disney on Broadway-produktion. Men valget af forestilling rejser dog tvivl. Det er noget af en satsning at give sig i kast med en forestilling, som Disney on Broadway ikke selv har fået færdigpudset til en national turne.

De store træk i H.C. Andersens eventyr om Den lille havfrue kender de fleste, men Disneys udgave er lidt anderledes. Den lille havfrue Ariel bor på havets bund sammen med sin far Kong Triton, sine søstre og sine to venner, fisken Tumle og krabben Sebastian. Ariel er teenager, og hun drømmer som alle andre teenagere om at udforske verdenen, nærmere betegnet menneskets verden.

Hun har samlet en masse forskellige ting fra de skibsvrag, der i tidens løb er sunket til bunds på havet. Men Kong Triton ser menneskene som en trussel mod havfolket, og da han har forbudt alle i kongeriget at have noget med mennesker at gøre, holder Ariel sin undervandsgrotte hemmelig.

En dag har Ariel været ved vandoverfladen og set et skib, hvor den unge prins Erik er ombord. Ariel er betaget af Prins Erik, og da et uvejr bryder løs, og han falder over bord i stormen, redder hun ham og trækker ham op på en strand. Hun er nu håbløst forelsket i ham. Da Kong Triton finder ud af, hvad Ariel har gjort, bliver han rasende. Han finder Ariel i hendes hemmelige undervandsgrotte. Ariel og Kong Triton skændes, og han bliver så vred på sin datter, at han med sin trefork ødelægger alle de ting, hun har samlet sammen. Ariel bliver sønderknust og føler, at hele hendes verden er sunket sammen. Hun er både vred på sin far og såret over, at han ikke kan forstå, hvad der er vigtigt for hende.

I sin desperation for at møde sin Prins Erik, og i sin vrede på sin far, lader Ariel sig lokke af de to elektriske ål Bundslam og Skidtslam, der er den onde havheks’ håndlangere. Hun følger dem til havheksen Ursula, der med sin sorte magi hjælper ulykkelige havfolk. Ursula giver Ariel tilbuddet om at blive menneske i tre dage, og kan hun få Prins Erik til at give hende et kys af kærlighed inden de tre dage er gået, vil Ariel forblive menneske. Skulle dette ikke lykkes, vil Ariels sjæl tilhøre Ursula og være en del af hendes følge. Det eneste, Ariel skal gøre, er at give Ursula sin stemme som betaling.

Ariel skriver under på aftalen med Ursula og bliver forvandlet til menneske, og hun gør sit bedste for at få Prins Erik til at blive forelsket i hende, blandt andet med hjælp fra krabben Sebastian. Det lykkes også næsten for Ariel at få sit kys, men Ursula får Bundslam og Skidtslam til at stoppe det. De tre dage går, og Ariel kommer tilbage til Ursula, som er klar til at indlemme hende i flokken. I mellemtiden har Sebastian fortalt Kong Triton, hvad Ariel har rodet sig ud i, og han kommer til hendes undsætning ved at tilbyde sig selv til Ursula i stedet for Ariel. I sidste øjeblik lykkes det selvfølgelig Ariel at redde sin far og slå Ursula ihjel. Kong Triton indser, at der ikke er noget, han kan gøre ved Ariels forelskelse i Prins Erik, så han forvandler hende til et menneske. Disney giver den lille havfrue sin lykkelige slutning, hvor hun får sin prins.

Oversete muligheder
Dramaturgiske højdepunkter i en forestilling skal bare være klokkeklare og sidde lige i skabet. I denne opsætning af Den lille havfrue er det lykkedes Fredericia teaters hold at misse ikke blot én men flere muligheder for at intensivere og give deres havfrue en smule nerve.

Det første lidt kiksede valg er, når Ariel redder Erik fra at drukne. Der har sikkert været lange overvejelse bag, hvordan dette kunne løses scenografisk set. Men at vælge at afspille en lille animation, hvor forestillingsskuespillere er filmet på blue screen og sat ind i et animeret hav, var ikke den første ide, der springer frem. Det er forståeligt, at det er en svær scene at gengive. Men det kunne være løst på så mange andre måder. For eksempel et sceneskifte direkte fra scenen, hvor Erik falder overbord, til Ariel og Erik på stranden, hvor dialogen kunne forklare at hun reddede ham. En anden mulighed, hvis man absolut ville have animation, kunne have været at have brugt scenen fra den oprindelig tegnefilm og vist dette (hvilket dog nok ville have kostet mange penge).

Det næste dramaturgiske omdrejningspunkt i fortællingen er, når Kong Triton finder Ariel i hendes hemmelige undervandsgrotte og ødelægger alle hendes mennesketing. Denne scene skal etablere grunden til, at Ariel går til Ursula. Den skulle vise kløften mellem far og datter, så den skal være voldsom og ødelæggende for Ariel. Scenografisk løses dette ved stroboskoplys, og ved at ensemblet fjerner nogle af de ting, Ariel har fundet fra de to stykker klippe-scenografi på hjul, som udgør grotten. Det kunne have været mere dramatisk, hvis de projekterede billeder på sidescenografien havde været brugt til at vise ødelæggelsen, og eksempelvis kunne en enkelt rotation af de to klippestykker have rummet en ødelagt version af grotten på bagsiden.

Ariels forvandling til et menneske er endnu en scene, hvor jeg personligt kunne have ønsket noget mere. Her ser det flot ud, når Ariel hæves i en wire fra scenen og hendes finne bliver foldet ud af ensemblet. Men hvad der kunne have været en flot dramatisk effekt var, at hendes finne var blevet “revet” af, mens hun hang i wiren. I stedet bliver hun sænket ned på scenen igen, hvor hun mere eller mindre selv tager den af. Dette var en oplagt mulighed for at slutte første akt med et brag.

Til sidst er det store opgør med Ursula en scene, som mangler alt fra spænding til forløsning. Man kunne godt have ønsket sig lidt mere teatermagi. Det er dog muligt, det var den store kjole Sara Gadborg, som spillede rollen som Ursula, bar, der har sat begrænsninger for hendes knap så dramatiske exit fra scenen. Men hun kunne godt være forsvundet i noget røg eller på anden vis. I stedet har instruktør Lynne Kurdziel Formato ment, at det var fint nok, at hun blot trissede ud bag sidescenografien. Lidt et antiklimaks.

Manglende timing og rod i teksten
Det er sjældent at se en premiereforestiling på Operaen, som efterlader indtrykket af, at der godt kunne være brugt en uge eller to mere på prøverne. Forestillingen indeholder flere komiske elementer, som eksempelvis når krabben Sebastian jages af den franske kok og hans køkkenpersonale. Det er er flere steder, hvor de medvirkede ikke når at indtage deres positioner korrekt. Så når én slår ud efter den anden, kommer reaktionen enten alt for hurtigt før slaget rammer eller noget bagefter. Et andet eksempel er, når Bundslam og Skidtslam skal rokke båden for at forhindre Ariel og Prins Erik i at kysse. De to i båden er nærmest nødt til at stoppe deres bevægelse mod hinanden, da Bundslam og Skidtslam ikke er på deres positioner, så det ser helt mystisk ud. Det er bare ikke godt nok. Basale ting som timingen i kritiske scener skal være indøvet til hudløshed. Komik uden timing er ikke sjovt, men blot pinligt.

For at få det oprindelige animationsfimsgrundlag til at passe til sceneformatet er der blevet komponeret nye sange til at fylde musical-strukturen ud. De nye sange møder desværre ikke det niveau som de oprindelige sange havde. Der er ikke den samme musikalske og lyriske kemi mellem Menken/Slater som mellem Menken/Ashman.

For at være fair over for Glenn Slater er det vigtigt at nævne, at en grund til at sangene ikke fungerer kan være “ny-oversættelsen” af Mads Æbeløe Nielsen. Jeg må indrømme, at jeg personligt krummede tæer over de adskillige “hjerte/smerte”-rim. Jeg var specielt forundret over det kunstneriske valg at lave en “nyoversættelse” af filmenes oprindelige danske oversættelser af de originale sange, som de var af dramatikeren Jesper Kjær Det var lidt som et forsøg på at genopfinde den dybe tallerken. Under Leve som dem bemærkede jeg faktisk den lille pige på rækken foran uforstående udbryde: “hun synger den ikke rigtigt, mor, hun synger forkert”. Det viser sig, at det ikke kun var min indre lille pige, som stadig kan huske teksterne til den oprindelige oversatte version, sunget af Sissel Kyrkjebø, men også generationen af det nye lydspor med Louise Fribo som Ariel ikke var helt tilfreds. Det er ikke helt forkert at antage, at en del af de publikum, som vælger at tage ind og se opsætningen af Disney Den lille Havfrue The Musical, blandt andet gør det for at genhøre de sange, de husker fra barn.

Calypso nummeret Havet er skønt med Sebastian skulle være et af de store udstyrsnumre og have givet mulighed for hele ensemblet at interagere med teksten. En mulighed kunne være at fremhæve nogle af medlemmerne i ensemblet, eksempelvis med små solo danse. De kunne være matche op med sangen, således at de passede med de fisk, Sebastian synger om. Men her lader Lynne Kurdziel Formato, der også stod for koreografien, ensemblet blive i “standard showdance format”. Udtrykket på scenen bliver en tilfældig bunke udefinerbare fisk og undervandsdyr, som danser bag Sebastian, mens han forsøger at overbevise Ariel, hvorfor havet er så skønt. For kort at blive ved Sebastian, denne aften spillet af Max-Emil Nissen, var det ærgerligt, at han hele tiden gled ind og ud af sin accent.

Måske var det et forsøg på at efterligne Julie Taymors fantastiske dukker fra The Lion King musical-opsætningen. Måske var der nogen, som fandt dukkerne fra opsætningen af Avenue Q? Måske var det tanken, at børn elsker hånddukker. Men hvorfor der skulle dukker med på scenen, står ikke helt klart... Det virkede mest som: “Lad os have dukker, fordi vi kan” - ikke fordi det giver mening. Sebastian havde i nogle af scenerne en hånddukke, som han bar rundt på. Men det var ikke fordi, dukken tilføjede noget til spillet. Den blev stort set ikke brugt til noget, skuespilleren ikke selv kunne have gjort. Scenerne kunne fungere ligeså godt uden dukken. For at blive ved dukkerne, så havde de fået lavet tre meget fine klovnefisk på lange stænger til Havet er skønt-scenen. Igen blev brugen af dem bare ikke inkorporeret i forestillingen. I stedet blev de blot båret ind og svajet lidt rundt.

Fem brandalarmer, en evakuering og et bistik senere
Det var ikke helt let at være Fredericia Teater på Operaen til premiereaftenen. 20 minutter inden starten af forestillingen blev man nødt til at evakuere bygningen, da en brandalarm var gået i gang. Bag scenen havde der også været drama, da Christian Lund, som spiller Prins Erik, var blevet stukket af en bi og havde fået en allergisk reaktion. Men dette var ikke “ulykke nok”. Første akt af forestillingen blev således afbrudt af hele fire falske brandalarmer og et brandtæppe, som gik op og ned. Der skal dog gives ros til, at de medvirkende roligt fortsatte på scenen, selv om evakueringsbåndet bragede ud fra højtalerne.

Om Fredericia Teater får vendt deres underskud fra sidste år med Disney Den Lille Havfrue - The Musical virker desværre næppe sandsynligt. Det er tydeligt, at der var en grund til, at Disney on Broadway har været tøvende med at sætte forestillingen på turne. Baseret på Disney animationsfilm eller ej, så er det bare ikke en forestilling, som holder dramaturgisk set. Mit bud er, at nogle af de timingsproblemer, som forestillingen havde denne aften over tid kan blive forbedret. Men er det i orden, at det først er publikummet midt i spilleperioden, som måske får bedre valuta for deres penge? Det mener jeg bestemt ikke, at en professionel opsætning kan stå inde for.