Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Knack
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
8 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth
9 - Spilanmeldelse
SpaceChem
10 - Spilanmeldelse
Back to Bed

Blade Chimera / Nintendo Switch
Playsim / Team Ladybug / Nintendo
Anmeldt 24/2 2025, 08:54 af Torben Rølmer Bille

I dialog med dit våben


I dialog med dit våben

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Formlen er ganske vist set et utal af gange før, men det betyder ikke, at Blade Chimera bare copy/paster formularen for alle andre platform/metroidvania spil der eksisterer på markedet. Hvis du er fan af platform/actiongenren vil du hurtigt opdage at til trods for der er ganske mange spil der minder meget om dette, så er det også langt fra alle af disse, der som dette kan give spilleren en så god oplevelse, at man har lyst til at gennemføre alle de sidemissioner, der efterhånden bliver tilgængelige jo længere du kommer ind i spillet.

Blade Chimera er heller ikke et voldsomt langt spil, forudsat at du altså er god til at finde vej og ikke lader din frustration over visse boss-kampe slå dig ud. Anmelder lægger sig fladt ned og indrømmer, at der da var en gang eller to undervejs, hvor spillet med et arrigt fnys blev sat på pause. Ikke desto mindre blev det gennemført på ca. ni timers sammenlangt spiltid. Det er også ganske rimeligt når man tænker på at spillet kun koster i omegnen af 100 kr. i Nintendos virtuelle butik.

Det besjælede sværd
Rent grafisk arbejder spillet med et retroudtryk. Du styrer en lettere pixelleret helt i omgivelser, der godt kunne minde om et PC-spil fra 90´erne. Til gengæld er animationerne flydende, effekterne fede og monstrene ligeså, men mere om disse ting senere.


En kæmpefisk voldte anmelder ganske store problemer, lige indtil man fandt ud af hvordan den skulle nakkes.

I starten af spillet dumper du – dæmonjægeren Shin - helt bogstaveligt ned på starten af den første bane, udrustet med et sværd og et skydevåben. Efter at have arbejdet sig frem på de første par skærme, afsløres en af spillets anden helt centrale figur.

Selv om Shin er blevet hyret til at rydde op i de utallige mængder af yokai-lignende monstre som du møder på banerne, så viser det sig hurtigt at ikke alle monstrene er fjendtligtsindede. I starten møder du Lux, en grøn dæmon i kvindeskikkelse. Hun besætter dit sværd og uden hendes hjælp vil det ikke være muligt at gennemføre spillet.


I starten af spillet er man lidt i tvivl om det er en god ide at Lux hjælper til - men det er det!

Idet Lux er blevet en del af dit arsenal, så får du også nye muligheder. Eksempelvis kan du takket være hende sætte dit sværd fast i væggene for på den vis at bruge våbnet som en platform du kan stå på, for at nå højere op. Du kan også lade sværdet sidde i væggen og gå videre. Hvis du med et knaptryk kalder Lux tilbage til dig, så rammer hun i processen alle de fjender der potentielt står mellem hendes forhenværende lokation og dig. I det hele taget er der flere ting som Lux kan hjælpe dig med og nye kombinationsmuligheder i både kamp og gådeløsning som dukker op undervejs. Disse skal selvfølgelig ikke afsløres her, da at opdage disse tin selv er en del af spiloplevelsen.

Blandt japanske dæmoner
Som nævnt er alle de dæmoner du møder undervejs kraftigt inspireret af Shinto, Japansk mytologi og nyere japansk popkultur. Du vil eksempelvis møde flyvende masker, langhårede kvindeskikkelser der strækker deres hals faretruende mod dig, skumle, muskuløse skildpadder og mange, mange flere monstrøse skabninger. Nogle af disse kan klares ved blot at skyde dem eller ved at bruge dit håndvåben, mens andre kun kan dræbes med hjælp fra Lux. Dertil kommer boss-kampene, hvor du i visse tilfælde både skal have mestret kombinationer af angreb og dit eget temperament. Der er dog en ganske fin balance i sværhedsgraden hér.


Lux kan hjælpe dig med meget, eksempelvis som her - at svinge dig over huller, du ikke kan hoppe over.

Selv om det sjældent er selve handlingen som er vildt interessant i denne slags actionplatformspil, så er den faktisk ret hæderlig i Blade Chimera. Igen har du med garanti oplevet noget lignende hvis du er en ivrig gamer eller blot holder af denne slags sci-fi-fortællinger. Til gengæld er den tekstbaserede dialog der er med til at skabe handlingen, idet du du samtaler med andre karakterer som du støder på, rigtig fin. Dialogstumperne er hurtigt læst og for en gang skyld så gider man faktisk godt at læse beskederne, i stedet for blot at skippe hurtigt videre til næste kamp.

Selv om du naturligvis vælger at holde eksistensen af Lux hemmelig for den organisation du arbejder for, så viser det sig hurtigt, at du ikke den eneste, der har en hemmelighed. Dertil kommer, at vælger du at spille spillet igennem som anmelder gjorde, så vil du også gå glip af spillets ”rigtige” slutning. Ikke at den slutning anmelder nåede til virkede uforløst, men det skulle vise sig at det er muligt at nå frem til en modstander som først manifesterer sig, idet du klarer en bestemt sidemission før du går i kødet på den modstander som gammelfar hér troede var den allersidste. Det er muligvis en anelse frustrerende ikke at have fået alle aspekter af spillet med, men omvendt, så er det muligt at finde masser af gode guides på nettet, der kan lede dig i retning af denne endegyldige, ´rigtige´ slutning.

Lækker arkadefornemmelse
Kampene i Blade Chimera er for det meste ganske nemme, især efter du har luret de enkelte væseners svagheder. Du skal dog sørge for at opgradere både dine evner og våben undervejs. Dette gøres nemmest ved enten at bruge de købmænd du finder eller ved at lokalisere grønne puslespilsbrikker, der – såfremt du har samlet nok – åbner døre til områder der hidtil har været lukkede. Her venter der måske kampe, opgraderinger eller helt nye våben, som vil gøre Shins liv en del nemmere.


Ved at sætte dit sværd i jorden, danner Lux et kraftfelt, som er en uvurderlig hjælp mod visse modtandere.

Spillet er virkelig sjovt og til tider udfordrende at spille. Det kan godt være at du bliver frustreret over ikke at nå frem til et sted på kortet, hvor du ved der gemmer sig noget guf. Det bliver dog aldrig kedelig, at forsøge at finde ud af hvordan du får fat i det. Du skal altså ikk kun slås, men også tænke dig lidt om.

Et af de bedste spiltip Kapellet kan give videre er, at du hurtigst muligt får fat i den opgradering, der sørger for at du kan bruge en teleporteringsevne, så du kan pege på det rum på kortet som du gerne vil reje hen til og så materialisere dig på netop det sted du vælger. Det er en rigtig stor hjælp og vil spare dig for lange løbeture mellem de mange save-points, der er gemt rundt om på banerne. Selv om de overordnede områder der optræder i spillet ikke er enormt store, så skal du stadigvæk bruge en masse tid med at vende tilbage til områder du har åbnet op for tidligere og her er teleporteringsevnen en gave.

Kort sagt så er det virkelig sjovt at styre Shin rundt og forsøge at komme ud i alle afkroge i hans verden. Hver af de tre større kort du låser op for er inddelt i flere mindre dele, der har hver deres særkender og ikke mindst musikalske ledemotiv. En musik der minder om de glade dage foran Amigaen, bare i en mere opdateret version.


Blade Chimera giver dig masser af spil for pengene og byder på ganske episke kampe.

Selv om kampene på de baner hvor de samme fjender spawner i samme øjeblik du har forladt banen, godt kan forekomme lidt ensformige, så er boss-kampene det bestemt ikke. Forvent at disse er udfordrende, men heller ikke så vanskelige at du får lyst til at kaste din Switch ind i væggen.

Alt i alt er Blade Chimera et virkeligt hæderligt retroinspireret actionspil, der giver dig et vellavet, tempofyldt og fint fortalt eventyr for ganske få penge.

Forrige anmeldelse
« Dog Man – Mission Impawsabble... «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser