Nogle spil tager meget lang tid at gennemføre. Det kan eksempelvis være, fordi de lige som Bloodborne, er bevidst lavet vildt svære eller fordi de, ligesom Red Dead Redemption 2, er både store og byder på et utal af sidemissioner og ting at tage sig til- især for de spillere, der vil gemmenføre alle aspekter af spillet.

Det var derfor noget af et skift, da denne kapellan endelig fik klaret den allersidste modstander i Prince of Persia: The Lost Crown (et ganske udfordrende platformspil – red.) på Nintendo Switch efter at have lagt over 20+ timer i det for så efterfølgende at kaste sig over Snuffkin: Melody of the Moomin Valley. Det var et skift i både tempo, sværhedsgrad og ikke mindst længde, for selv om sidstnævnte spil jo klart er tiltænkt en meget ung målgruppe, så tog det ikke anmelder meget mere end en 2-3 timers tid at klare alle de ting, man skulle, før slutrulleteksterne begyndte at fylde skærmen.

Anmelder overvinder sin mumiangst
Før anmeldelsen for alvor starter, så bør det igen nævnes, at undertegnede altid har haft et ganske anstrængt forhold til Mumitroldene, dette fordi at anmelder som tiårig blev skræmt fra vid og sans i forbindelse med DRs julkalender Jul og grønne skove. Ikke fordi fortids-Torben ikke holdt af Poul og Nulle (for han var måske den eneste i klassen, der kunne lide julekalenderen), men derimod på grund af den live-action udgave af Mumitroldene, som var et fast indslag i julekalenderen. Især afsnit fem, der bød på isprinsessen (Murren), der kommer tættere og tættere på vores hovedpersoner og på sin vej fryser det lille egern ihjel. Det var særdeles barsk kost tilbage i 1980. Man skal dog konfrontere det, man frygter mest, så derfor blev der sendt en mail afsted til de søde mennesker på Raw Fury, som sikrede at Kapellet fik mulighed for at gennemspille dette nye Mumispil.

Oplevelsen af at spille spillet var, dets meget korte længde til trods, en virkelig fin og nærmest poetisk oplevelse. Du bør ikke forvente, at det er et spil, der byder på nogle særlige udfordringer eller gør dig så frustreret, at du får lyst til at kyle din controller gennem lokalet, men til gengæld får du serveret en både supercharmerende og meget enkel spiloplevelse, som giver dig samme behagelige følelse i maven, som hvis du uventet fik serveret en nybagt mormorbolle med smør med en kop en varm kakao til.

Analog fornemmelse
Grafikken i spillet er skabt med stor respekt for Tove Janssons oprindelige illustrationer, og selv om undertegnede ikke just har dyrket Mumitroldenes verden efter bardommens traumatiske tv-episode, så var det alligevel nærmest magisk pludselig at kunne guide Mumrikken rundt i Mumidalen.

Spillets grafik minder om en verden skabt på lækkert akvarelpapir, og animationerne af figurerne kunne ikke have været bedre. Det ligner ved første øjekast, en smuk, håndlavet tegnefilmsverden, men til forkskel fra de tegnefilm du måske har set med Mumi, kan du hér både frit bevæge dig rundt i verden og interagere med langt de fleste af dem, du møder på din vej.


For de, der ikke ved det, er Mumrikken Mumitroldens bedste ven. Dette etableres i spillets rigtigt fine introsekvens, hvor de flotte ´håndtegnede´ billeder ledsages af Sigur Rós´ atmosfæriske musik. I det hele taget er soundtracket til spillet blevet til i nært samarbejde med førnævnte band, hvilket er med til at forstærke den eventrylige og luftige spiloplevelse.

Forbudsskilte og mangel på vand
Når det bliver efterår, forlader Mumrikken traditionen tro Mumidalen, for som bekendt går mumitroldene i hi og sover vinteren igennem. Idet foråret atter kommer, og Mumriken vender tilbage, er tingene til gengæld ikke, som de plejer at være. Floden gennem dalen er tørret ud, Mumimors planter er visnet, naturen er i uballance, og rundt omkring i dalen, er der dukket indhegnede parker op fyldt med gnavne parkbetjente og en masse forbudsskilte. Værre endnu er det, er at ingen ved, hvor Mumitrolden er blevet af.

I hovedrollen som Mumrikken, er det nu op til dig, både at finde ud af, hvad der er sket med naturen og lokalisere din allerbedste ven. Undervejs i din eftersøgning får du en række mindre opgaver, som du skal løse. Eksempelvis skal du i de nye parker undgå at blive set af parkbetjentene samtidig med, at du får fjernet alle forbudsskiltene. Lykkes det dig at fjerne dem alle, forsvinder betjentene og den vilde natur genoprettes. Af andre opgaver du støder på er at finde ting, der er blevet væk eller stjålet fra en række af de andre figurer, du møder.

Musik skal der til
Mumrikken kan og skal naturligvis interagere med spillets fysiske verden. Dels er der forhindringer, du skal overkomme. Eksempelvis klares dette ved at bære store sten hen til mindre vandløb for på den måde at bygge trædesten, der kan før dig til flodens anden bred, eller du kan skubbe træstammer over en kløft for på den vis at lave en bro.

Mumrikken starter også med at have en mundharmonika men får flere instrumenter udleveret i tråd med at spillet skrider frem. Disse skal bruges til at påvirke dine omgivelser. Du bruger eksempelvis din musik til at få blomster til at springe ud eller til at få fugle til at flyve et bestemt sted hen. Undervejs optjener du erfaringspoint , hvilket er nødvendigt, for indimellem skal du have et bestemt niveau for at kunne påvirke konkrete forhindringer. Det lyder måske kompliceret, men det er det slet ikke – faktisk er spillet på ingen måde udfordrende eller vanskeligt at mestre, da det primært har de alleryngste i familien, som det er tiltænkt. De alleryngste bør, når det er sagt, spille sammen med en voksen, for sekvensen med Murren - der også fryser alt til is, hvor end han kommer frem - kan godt være lidt uhyggelig, og der er jo ingen grund til at flere danske børn potentielt skal skræmmes væk fra Mumidalen.

Alt for kort tid i Mumidalen
Budskaberne i spillet er jo helt tydelige, men også ovenud sympatiske. Først og fremmest handler det jo om at vi skal værne om naturen og ikke forsøge at nøjes med at have den i form af kunstige parker. Desuden bør der ikke være noget, der forbyder godtfolk at drikke te, spille bold eller bare generelt have det sjovt – så væk med alle de forbudsskilte og regler. Vigtigst er måske, at man skal gøre alt i sin magt for at hjælpe ens allerbedste venner, også selv om det er svært. Det er alle opbyggelige budskaber, som kun de mest kyniske og snævertsynede vil have noget imod.


Slutresultatet er et eventyrspil, der er meget hurtigt klaret. Der er sikkert nogle der vil mene at man kan få meget mere spil andetsteds for 200 Dkr., og det vil ikke nødvendigvis være forkert. Til gengæld er det svært at finde virkeligt gode børnespil, hvor der er kælet lige så meget for alle detaljerne, som det er tilfældet hér.

Mumitroldenes verden er virkeligt flot gengivet, og som nævnt er det et spil, der har gjort et virkeligt stort stykke arbejde ud af af få formidlet den hyggemelankolske stemning, som gennemsyrer Janssons univers, til sine spillere. Det er ikke et spil, der gentænker eller fornyer genren, det er også alt for kort og kunne med fordel have været mindst dobbelt så langt, for det kom faktisk som en reel overraskelse for denne spilanmelder, at det faktisk kunne have været dejligt at opholde sig mindst dobbelt så lang tid - hvis ikke længere, i dette finurlige, kulørte og gennemarbejdede fantasiunivers. Barndommens traume synes at være pist væk, for det er bestemt ikke sidste gang denne anmelder har lyst til at tage en tur til Mumidalen, hvad enten det er i et nyt spil eller ved at genbesøge Janssons fine bøger.