Der er vist ingen tvivl om at et af Playstations største flagskibe, The Last of Us, er et moderne videospilsmesterværk. Da både det første og det andet spil kom, var anmelderne enige om at dette var noget helt særligt. Spilsuccessen blev fulgt op med HBOs tv-serie baseret på spillene, der ligeledes blev et tilløbsstykke og en anmelderrost serie, hvor selv de der aldrig havde haft en controller i hånden kunne følge Joel og Ellies eventyr i et postapokalyptisk USA fyldt med muterede væsener.

Selv om man sagtens kan nøjes med at spille det første spil i serien, er fortsættelsen, der blot har fået romertal 2 som postfix i sin titel, et spil der gør denne spilverden og ikke mindst de karakterer, der optræder i den endnu mere kompleks og fascinerende

Det første spil i serien udkom til Playstation 3 i 2013 og anden del udkom til PS4 i 2020. Begge spil er efterfølgende blevet opdateret til Sonys allernyeste konsol. Så selv om denne anmeldelse i grunden er en omtale af et spil, der har været på markedet i over tre år, så er det jo værd at undersøge hvorvidt det er et genbesøg værd, eller om der blot er tale om gammel vin på nye flasker?

Stramt fortalt
Det korte svar er, at Last of Us pt. II – remastered stadig byder på en fantastisk narrativ spiloplevelse. For selv om nogle af de baner som man skal navigere rundt på er ganske store, så guides man som spiller igennem handlingen på en måde, der ikke just er vildt forskellig fra gang til gang. Spillet afviger på den led fra en del fra de mange ´open world´-spil på markedet, der på samme måde foregår i en dyster fremtid. For det primære fokus i The Last of Us er ikke at give spilleren masser af valgfrihed til at spille spillet på sin helt egen måde, men få leveret en dramatisk og overraskende historie.

Det lykkes også over al forventning, for selv fortsættelser til kæmpesucceser ofte skaber et vældigt forventningspres på udviklerne, så har Naughty Dog klaret denne udfordring med ophøjet ro. Selvfølgelig har fortsættelser altid den udfordring, at de skal bygge videre på et i forvejen eksisterende univers og derfor forsvinder den umiddelbare nyhedsværdi ved at udforske spillets verden lidt, til gengæld har folkene bag rent fortællemæssigt fundet på et virkeligt fint twist i denne toer.

Ven eller fjende? Alle der har spillet det første spil (eller set HBO-serien) ved at man hér følger den fåmælte Joel og pigen Ellie, der som det eneste menneske har overlevet at blive bidt af de skumle svampezombier, uden selv at forvandle sig til en. (I det følgende afsnit kommer et par spoilers, så spring gerne tre afsnit frem, hvis du vil undgå disse – red.) Ellie immun overfor sporerne. Det ved spilleren godt, men det gør Ellie ikke, for idet Joel befriede hans ersatz-datter fra Ildfluernes hospital mod slutningen af det første spil, så var det fordi han valgte hendes liv frem for en potentiel kur for menneskeheden. Hvis doktorerne havde gennemført deres operation, ville Ellie nemlig være død.

Spilleren starter med at spille som Ellie, men før man når halvvejs i spillet, så skifter spillet fokus og man indtager nu rollen som pigen Abby, der bliver Ellies ærkefjende helt i spillets start. Her er det heller ikke kun tale om at man skal spille denne figur i løbet af et par korte baner, men i stedet fylder delen med Abby næsten halvdelen af det nye spil.


Selv om der er mange spillere, der har udtrykt deres frustration over denne drejning , så er det i anmelders optik virkeligt godt tænkt fra spiludviklernes side. Selv om The Last of Us er et postapokalyptisk spil, så er det i kernen også en fortælling om os mennesker og vores relationer til hverandre. Ikke mindst hvordan disse påvirkes under ekstreme forhold. Idet man tvinges til at være Abby, så får man også et indblik i spilverdenen set fra hendes synspunkt og får på en måde syn for at hun måske alligevel ikke er så ond som man kunne tro, men at hun blot har sine egne gode grunde til at handle som hun gør. Det er en virkelig fin pointe, at man då den vis tvinger spilleren til at se begivenhederne udfolde sig fra mere end blot et enkelt perspektiv, uden at det dog får nævneværdig indflydelse på hvordan hovedhistorien udfolder sig.

På med listeskoene
Selv om du godt kan lade dine våben tale højt, så er The Last of Us en spilserie hvor du skal benytte dig af forsigtighed, for at klare dig gennem banerne. Derfor handler det om at snige sig så tæt på de enkelte fjender som muligt, før du kan snigmyrde dem – forhåbentlig inden de når at lave larm og afsløre at noget er galt. I denne toer kan du modsat det første spil, ligefrem lægge dig helt fladt ned på jorden og på den måde nærme dig dine modstandere uden at blive opdaget.

Denne mulighed besværliggøres dog i visse om råder, hvor svampesporerne hænger tykt i luften og modstanderne kan være så stærke, at du ikke bare kan skære halsen over på dem. Af samme grund bliver du også nødt til konstant at indsamle ressourcer, så du f.eks. kan lave molotovcocktails, røgbomber og andet, der kan give dig en klar fordel i disse mere udfordrende kampsituationer. Selv om historien er lineær, så er kampene det ikke, for du vil opleve, at dør du under en kamp og banen starter forfra, så kan kampen udvikle sig helt anderledes i næste nu. På den måde er der en ret stor afveksling i selve actionelementerne, selv om plottet forbliver ret statisk.

Empatisk pointe
Kapellet er sikker på, at en af de mange grunde til at netop The Last of Us har fået så stor succes, er at det er et spil, der ud over at være bragende flot, ekstremt voldsomt og til tider skræmmende uhyggeligt, er et spil der formidler en pointe, som det er svært at være uenig i. Lige som de islandske sagaer forsøgte at fortælle, så er ideen om blodhævn dømt til at resultere i en tragedie. Selv hvis ens motiver synes at være reelle, så avler vold blot vold. Derfor er slutningen på Last of Us pt. II også en der måske vil overraske en del spillere.


Selv om det er tydeligt at spillet, når man genbesøger det, forsøger at rive spillerens følelser rundt, idet man får serveret en håndfuld positive og lykkelige stunder med både Ellie, Abby og deres respektive venner, så ved man også godt at flere af disse blot er preludier til den kommende tragedie. Dette har spillet også vist ved eksempelvis at lege med kronologien, så man i forvejen er klar over at de karakterer man hygger sig med, er dødsdømte, da vi tidligere har set disse dø på voldsom vis. Selv om sådanne følelsesmæssige ´manipulationer´ af spilleren måske bliver mere tydelige idet man genbesøger spillet, så forbliver de også virkelig effektive.

Lidt nyt
Den ´nye´ remasterede version af The Last of Us er helt indlysende usandsynlig flot at skue. Både landskaber, figuranimation og mellemsekvenserne er helt vildt imponerende lavet. Stemmeskuespillet er helt i top og man skal være en ualmindelig kold skiderik for ikke at blive bare en smule rørt over begivenhederne der udfolder sig. Kort sagt så er det et spil hvor man reelt engagerer sig i de figurer man styrer rundt og dem man møder undervejs.

Det er også muligt i denne nye version at benytte en ny spilmode efter at have gennemført spillet, nemlig ”New game plus” - hvor du spiller med en øget sværhedsgrad, til gengæld har du åbnet op for alle de våben og opgraderinger fra din gennemspilning. Du kan også vælge at gennemføre spillet på varierende sværhedsgrader. Jo højere denne er, jo færre ressourcer kan du finde og jo mere hårdføre er dine modstandere.

Du kan også benytte dig af en ´speedrun´ modus, hvor du kan forsøge at gennemføre banerne på hurtigste tid og endelig er der en ”No return” hvor du skal kæmpe dig gennem tilfældig genererede scenarier, på baner du vel og mærke kender fra hovedspillet og – hvis du når så langt – nedkæmpe vanskelige bosser i slutningen af banen .

Anbefalelsesværdigtbr> Har du allerede spillet The Last of Us pt. II på din PS4 er der måske ingen grund til også at få fat i den opgraderede version, for selv om grafikken, som nævnt, er blevet meget flottere (selv om man måske troede det næppe var muligt), så er hovedspillet stort set det samme og de nye gamemodes er isoleret set ikke prisen værd.


Har du til gengæld aldrig før spillet toeren, så er der ingen undskyldning – så skal du i gang med det. For selv om spillet måske er forholdsvis lineært, så er historien den fortæller virkelig engagerende og det er meget svært ikke at blive revet med i spillets fortælling. En fortælling der har langt mere at byde på end de fleste andre flotte survival-horror spil.