For nu at starte med elefanten i rummet, så har 2021 ikke just været året, hvor Activision har haft det nemmest i forhold til medierne. Selskabet, der også ejer Blizzard, har været under anklage for blandt andet usle arbejdsforhold for sine medarbejdere, sager som chikane og forskellige overgreb – allesammen ting, der mildest talt ikke virker særligt rare. Til gengæld er løsningen på disse problemer næppe at stoppe med at spille de populære titler, som firmaet udsender. I stedet kan man håbe på og opfordre til, at der bliver fundet nogle løsninger, nu da problemerne er blevet kendt, så der kan blive skabt nogle langt bedre forhold for deres medarbejdere på alle niveauer.

Det vides dog ikke om Sledgehammer Games har oplevet lignende interne problemer i den tid, de har brugt på at udvikle den seneste udgave af den superpopulære Call of Duty-serie. Et spil der har fået undertitlen Vanguard. ’Vanguard’ kan vist bedst oversættes med ’fortrop’ eller ’spydspids’ og singleplayerdelen (som faste læsere vil vide er den del af spillet nærværende anmelder har brugt mest tid på) handler da også om en lille gruppe elitesoldater, som vi møder på forskellige tidspunkter i løbet af Anden Verdenskrig. De har hver især deres unikke speciale og udgør selvsagt den fortrop, der tager på tophemmelig missioner for de Allierede, langt bag fjendens linjer.

Onde, onde nazier
Som vanligt er ærkefjenderne de allermest fanatiske og sadistiske nazister. Idet du spiller den første mission, får du dette at opleve på egen digitale krop. Kernefortællingen drejer sig - som allerede nævnt – om en lille gruppe specialtrænede soldater, der er blevet bedt om at udføre en række meget farlige missioner. Både hver for sig og sammen. Med frygt for at afsløre for meget, så starter spillet med at vise gruppen ombord på et kørende tog. De er på vej mod en større, tysk by i flammer i krigens sidste dage.

Toget standser og efter heftige kampe på rangerterrænet, kan du ikke undgå at blive taget til fange af en stålsat nazist. Han viser hurtigt, hvor kynisk han er ved at skyde en af gruppens medlemmer i hovedet, hvorefter resten bliver overleveret til übernaziens mest ækle forhørsleder. Dette sker selvsagt i et forsøg på at knække gruppens medlemmer én efter én.

Undervejs i spillet får du så mulighed for at spille en række missioner, der fungerer som en slags flashbacks for hver af figurerne. Gennem de forskellige cut-scenes og missioner lærer du på den vis hver enkelt figur og dennes egenskaber bedre at kende, men der er også en række andre scenarier, hvor gruppen kæmper sammen som et team. Denne måde at formidle historien på i et sådant første-persons skydespil er ret fed, og folkene på Sledgehammer Games får undervejs virkelig udnyttet denne gimmick på bedst mulige måde. Igen bør du hoppe videre til næste afsnit, hvis du vil undgå en spoiler – for sagen er den at idet du nærmer dig singleplayerdelens dramatiske finale, så er der missioner, hvor du undervejs på samme bane springer fra den ene figurs perspektiv over til den næstes. Det er virkeligt effektivt fortalt og forstærker følelsen af at være en del af et sejt hold soldater til trods for, at dette er singleplayerdelen.

Ikoniske scenerier
Som i mange lignende spil (og dette gælder også de andre CoD-spil, har spiludviklerne valgt at føre deres spiller igennem nogle af de mest ikoniske slag og scenerier fra Anden Verdenskrig. På de ni singleplaysermissioner bliver du således ført gennem et dybfrossent Stalingrad, deltager i kampovognskrigen i Nordafrikas nådesløse ørken, og du får endda lov til at styre et fly under det episke luftslag ved Midway (langt flottere – og noget nemmere - end i det klassiske arkadespil 1942).


På den led er der ikke just de helt store overraskelser, idet mange af disse ikoniske slagsmarker også kan findes i andre spil. Til gengæld er disse missioner – i al fald i PS5-versionen af spillet - ustyrligt flot gengivet og sørger for at spilleren nedsænkes, såvel visuelt som lydmæssigt i et sandt overflødighedshorn af indtryk.

Det er næppe fordi de spillere, som er velbevandrede i denne type spil, får megen nytænkning serveret denne gang, men til gengæld så får spilleren serveret en oplevelse, der efterhånden er blevet standard i Call of Duty-seriens single-player mission; en spændende, men generisk fortælling, der allermest minder om selv at være med i en vild, actionfyldt krigsfilm. Ja, der er en masse klicheer, der igen hives op af hatten. Ja, det handler bare om at skyde, dukke sig og starte forfra fra det sidste checkpoint, når det går galt. Ja, det er set før, men det gør ikke oplevelsen ringere.

Multiplayeramok
Nu er Call of Duty jo meget mere end blot singleplayeroplevelsen. Faktisk så har singleplayermissionerne i de senere år fyldt mindre og mindre. Tag nu blot Cod: Black Ops 4 fra 2018, der udelukkende var et multiplayerspil. Heldigvis har de seneste to spil i serien inkluderet singleplayer grangiveligt fordi, der er et marked for de spillere, der lige som undertegnede foretrækker denne måde at spille krigsspil på.

Kapellets gråhårede spilentusiast kan næppe være den eneste, der oplever en vis frustration over konstant at blive skudt, snipet, fragget og sprængt til atomer af andre spillere, der er både langt hurtigere og langt mere rutinerede udi multiplayerspil, end vi er. Tillige hører man ofte meget unge stemmer på mange forskellige sprog kommentere, hvor uduelig den de lige har skudt er. Ydmygelserne vil ingen ende tage.


Der findes jo også heldigvis spillere, der ånder og lever for online multiplayer, og selv om det desværre ikke er muligt at spille singleplayermissionerne igennem i co-op (enten via splitscreen eller flere konsoller) så er der rig mulighed for at få sin multiplayer-tørst stillet i <8>Vanguard

Et gratis alternativ
Det skal i øvrigt lige næves at Activision og Sledgehammer siden udgivelsen af Cold War også har forsøgt at få tiltrukket flere (nye?) fans til spilserien ved at lancere en helt gratis multiplayerdel kaldet Warzone, der i skrivende stund har nået sin femte sæson.

Spillet kan lige som andre populære titler (Vanguard, Fortnite, World of Tanks, m.fl.) frit downloades fra Playstation Store. Gør du det kan du opleve et ganske omfattende multiplayerspil, der selvsagt også hænger sammen med det aktuelle spil.

Gamle kendinge med variation
Som den rutinerede CoD multiplayer vil vide, at der findes en række forskellige måder at udfordre sig selv og hinanden på. Free for all er den helt klassiske, alle mod alle-kamp. Team Deathmach samler spillere på to hold, der i løbet af den angivne tid skal forsøge at nedkæmpe så mange modstandere som muligt. Domination handler om at holdene forsøger at erobre bestemte steder på de maps, de spiller på, mens Kill Confirmed handler om at få indsamlet så mange af modstandernes ’hundetegn’ som muligt, inden tiden løber ud.

I Patrol og Hard Point skal spillerne forsøge at holde deres positioner, men disse positioner ændrer sig, idet spillet skrider frem og i Search & Destroy skiftes hold til at overtage og ødelægge fjendens stillinger med det aber dabei, at hvis du bliver dræbt, så er spillet helt slut. Sidst, men ikke mindst er der Control, hvor to hold (med et begrænset antal liv hver) skiftes til henholdsvis at forsvare og angribe en bestemt stilling, før tiden løber ud.

Det nyeste tiltag i Vanguard er den spilmodus, der hedder Champion Hill. Det kan sammenlignes lidt med en slags ”Battle Royale” for hold. Idet spillet starter, er der otte hold (af to-tre spillere), der spiller Deathmatch mod hinanden. De, der taber ryger ud, og de der vinder, ryger videre til næste runde. Spillet er slut, idet de sidste overlevende gør det af med det næstsidste team.

Ud over alle disse spiltyper er der selvsagt også muligt at spille CoD: Zombies, hvor monstre og horder af uddøde skal nedkæmpes.

Dommedag
Til trods for at der sker en masse småændringer fra det ene CoD-spil til det næste, er der heller ikke massevis af nyt. På den måde kan det nye spil god sammenlignes med spil, der kommer i nye versioner hvert år, men omvendt så er der jo heller ingen grund til at ændre for meget, for de fans der køber Vanguard forventer jo netop et spil, der byder på masser af intens action og superflot grafik.

Så har du derfor, ganske lige som undertegnede, været begejstret for de øvrige spil i serien, så byder singleplayerdelen af CoD: Vanguard på mere af det samme, blot endnu flottere og endnu vildere end tidligere. Det kan godt være, det ikke er revolutionerende – men det er til gengæld sjovt at spille.