Først en disclaimer (som det hedder på ’nudansk’). Undertegnede har førhen, både i privaten og offentligt, ytret både hånlige ord, spot og deciderede arrige kommentarer til anmeldere, der fælder en dom over det, de har haft til opgave at anmelde, selv om de ikke har læst romanen til ende, set hele tv-serien eller tilendebragt, hvad end det er, de har fået til opgave at øve kritik på. Senest var pulsen oppe i december 2020, hvor DRs såkaldte ’serieekspert’ udråbte tredje sæson af Westworld til noget bras til trods for, at han kun havde set tre afsnit. Den går ikke, Granberg! Du tjener dine penge på at anmelde, så anmeld dog!

Karma har det med at være en kælling, som et andet fordansket udtryk lyder, thi den omtale, du er i færd med at læse nu, er ligeledes blevet forfattet, selv om det ikke er lykkedes nærværende anmelder at gennemføre spillet Chains of Satinav.

Som den irskfødte stand-upkomiker Dara O’Brain på et tidspunkt sagde, så er videospil den eneste genre af underholdningsprodukter, der kræver at modtageren skal være god til at arbejde sammen med mediet for at nå i mål. I mødet med Chains of Satinav blev Kapellets udsendte nødt til at kaste håndklædet i ringen vistnok i ret god tid før spillets afslutning.

Klassisk peg-og-klik
Chains of Satinav, der indgår i en række af af spil, baseret på rollspilsverdenen The Dark Eye, er et klassisk peg-og-klik eventyr skabt af firmaet Daedalic. Det var også Daedalic, der stod bag det ret fine spil baseret på Ken Follets Jordens Søjler , som vi kiggede på, her i Kapellet, for et par år tilbage. Selv om der har været mange selvbestaltede gaming-profeter, der i flere år har påstået, at denne genre af spil er på vej ud af markedet, så lever genren faktisk i bedste velgående og har i de senere år oplevet små successer med spil som Thimbleweed Park eller genudgivelserne af de klassiske LucasArts spil.

De, der kender til denne genre af spil vil vide, at det er en type af spil, der hverken kræver lynhurtige reflekser, evnen til at navigere gennem enorme landskaber eller for den sags skyld andre evner ud over evnen til at tænke sig om, kombinere de ting man finder og tålmodigeden til at grundigt undersøge de omgivelser, man befinder sig i med ens markør. Derfor er det også ekstra bittert, at anmelder måtte se sig slået af netop et spil af denne type, da de hører til favoritterne.

b>På eventyr i Anderghast
Før det afsløres, hvorfor spillet ikke blev spillet til ende, vil det dog være på plads med en nærmere præsentation af det. Chains of Satinav blev oprindeligt skabt til PC tilbage i 2012, men det er først dukket op på forskellige konsoller, heriblandt Nintendo Switch (som nærværende anmeldelse er baseret på) i foråret 2021. I spillet indtager du rollen som den unge knøs Geron, der lever i den generiske, middelalderby Anderghast, hvor han i starten af spillet er en tjenestedreng, der deltager i en konkurrence, som går ud på at være den første til at samle tre specielle agern for at vinde en præmie. Stort set alle i byen har kun hån til overs for Geron, der tydeligvis har gjort sig uheldigt bemærket i tiden før spilleren møder ham.


Efter at have løst den første opgave og Geron har vundet konkurrencen og fået audiens hos kongen i byen, tager begivenhederne fart, for [med frygt for at spoile – så spring dette afsnit over, hvis du selv vil opleve spillets fortælling] i løbet at kort tid, dræbes Gerons læremester, han møder et magisk fevæsen kaldet Nuri i den nærliggende skov, og sammen tager de på eventyr med den klare mission at få reddet både Nuri, magien og resten af verden fra de mørke kræfter, der som altid truer alle i denne type af spil.

Svært som ind i..
Under normale omstændigheder har anmelder aldrig tidligere bøvlet med at gennemføre spil af denne type, men mødet med Chains of Satinav bragte hurtigt minderne tilbage til dengang undertegnede frustreret løb rundt i Day of the Tentacle og desperat ledte efter den sidste nøgle, som kunne åbne den dør, der ville føre til spillets afslutning, eller for den sags skyld til de mange timer, der blev brugt på at gennemføre Zack McKraken and the Alien Mindbendes, uden muligheden for – som alle har i dag – at finde en løsning online.


Uden sammenligning med de to førnævnte spil i øvrigt, så gik der ikke mange timers spilletid, før Kapellets spilleglade skribent måtte sidde med controlleren i den ene hånd og en walkthrough til Chains of Satinav i den anden. Selv om de mange gåder og puzzles burde være til at klare, da spilleren ulig mange andre lignende spil ikke ligefrem overdynges med et hav af genstande, der kan kombineres på et utal af måder eller for den sags skyld overvældende mange ting, der kan interageres med i billedet, så blev spillet ret hurtigt frustrerende svært. Så svært, at oplevelsen endte med at føles mere som sur pligt og en slavisk kopiering af anvisningerne fra nettet end en glæde over selv at gå på opdagelse i spillet.

Ros og ris
Denne frustration skal dog ikke stå i vejen for at spillet også skal have rosende ord med på vejen, for grafikken er fin, selv om animationerne ofte forekommer lidt stive (muligvis fordi originaludgaven har nogle år på bagen), men såvel historien, karaktererne og især dialogerne er ret så gode.

Et yderligere irritationsmoment, ud over manglen på progression i spillet, var, at der på et tidspunkt opstod en sær grafikfejl, der gjorde at ordet ”language” fra en af de menuer, man kan tilgå, permanent kunne ses i billedet, uanset om man gik fra den ene skærm til den anden.


Det var den sidste dråbe, der sammen med irritationen over ens manglende evner til gennem logisk tænkning og adskillige forsøg med at kombinere forskellig kommandoer med objekter eller figurer, selv at være i stand til at løse de mange opgaver, der gjorde, at spillet blev stoppet lige dér.

Dommen
Det er meget sandsynligt at The Dark Eye:Chains of Satinav er et spil, der vil bringe glæde til den meget erfarne og rutinerede point-and-click-spiller, der synes, at masser af andre spil i denne genre er alt alt for nemme, men for den helt almindelige gamer, der bare vil lade sig underholde af et spil i denne genre, så er det efter Kapellets mening en god idé at få fat i et af de mange, andre gode peg-og-klik-eventyr, der findes derude. Kapellet vil i den forbindelse anbefale det førnævnte Thimbleweed Park eller for den sags skyld et af de fire spil i Despora-serien, et spil, der ligeledes kommer fra Dadaelic, men som er en del mere tilgængeligt og ikke mindst fyldt med en befriende humor.