I det Herrens år 2017 kom der en opdateret version af de tre klassiske Crash Bandicoot-spil , som bød på et herligt gensyn med spilfiguren, som mange husker fra dengang den første, matgrå Playstationkonsol kom på gaden. I 2019 fulgte der en opgraderet version af Crash Team Racing i kølvandet på remastereringen af de oprindelige spil. Crash Team racing var i sin tid Naughty Dogs ganske vellykkede forsøg på at konkurrere med Nintondos storsællert Mariokart.

Disse genudgivelser må enten have solgt virkeligt godt, eller også kan man antage, at disse udgivelser udkom, så de kunne gøde jorden for et helt nyt spil med den orange punggrævling. For hér, i efteråret 2020, er det fjerde spil landet i butikkerne, et spil der har fået undertitlen It’s About Time.

Det var derfor med en blanding af et nostalgisk forhold til originalspillene og en lettere frygt for, at sådan et 3D-platformspil ikke ville være særligt tidsvarende, at softwaren blev hentet ned og installeret på hjemmets PS4. Det skulle dog hurtigt vise sig at Crash 4 var et spil, der på én gang mindede om og som heldigvis også kunne byde på en række nye tiltag der er noget forskellige fra originalerne.

Genkendelsens glæde
Allerede når man starter på den første bane efter at have set den obligatoriske flot animerede tegnefilmssekvens, er det ret svært ikke at blive glad i låget. Man finder ud af at onde, onde kræfter fra Crashs’ fortid har ødelagt tid-rums kontinuummet så med hjælp fra sine venner og ikke mindst en samling magiske masker, må Crash forsøge at bringe det hele i orden igen ved at gennemføre en masse ganske lineære men også meget svære baner.

Den første af slagsen blander rent visuelt men også indholdsmæssigt den første bane, man husker fra det første spil i serien, med elementer fra andre, velkendte baner. Det kan godt være at nye spillere ikke ænser det, men for os, der er vokset op med Crash, føles det dejligt trygt atter at hoppe på kasser, snurre rundt og fjerne fjender og sørge for, at timingen er helt rigtig, idet man hopper fra platform til platform.

Grafikken er, ganske som man kan forvente, meget farverig og nu på Playstation 4 også ret detaljerig. Når du selv spiller, har du brug for al din opmærksomhed på at få timet hop, angreb og bevæget din spilfigur præcis i den retning du skal for at komme gennem banen - i>Crash Bandicoot 4 er nemlig et meget krævende, til tider ultrasvært spil, hvilket vi vender tilbage til om lidt. Er du til gengæld tilskuer, så kan du begynde at kigge rundt på de mange farvestrålende scenerier og lægge mærke til alle de små, lækre detaljer, som spillets grafikere og animatorer har lagt ind undervejs. Der er eksempelvis små dyr, der flygter når Crash nærmer sig eller væsener, der synes at betragte spilleren, idet man nærmer sig. Ofte sker der også en masse i baggrunden fra store væsener, der vandrer eller svæver rundt. Det ligner ved første øjekast de tidligere spil, men kigger man godt efter er dette spil langt mere detaljerigt.

Udfordrende
Når spillet startes får du muligheden for at vælge at starte det nye spil med opdaterede indstillinger, hvor man har uendelige liv og starter forfra ved det seneste checkpoint, man er nået til. Man kan dog også vælge at gøre som undertegnede; nemlig at vælge den ”klassiske” spilmodus. Her har du et begrænset antal liv (i flere baner kan man både samle flere liv op og samler man 100 stykker frugt, så udløser det vanen tro et ekstraliv) – men mister man alle sine liv, så skal man starter helt forfra på den aktuelle bane med tre liv i baggagen.


I retrospekt var det muligvis det forkerte ’old school’ valg, for det skulle hurtigt vise sig, at Crash 4 er et spil, der er meget udfordrende, både for en gammel platformentusiast eller for den sags skyld for min 12-årige medanmelder Carls lynhurtige børnereflekser. Der er sikkert flere der vil sige, ”Jamen Torben, de gamle spil var da også herresvære”, og til det kan vi blot svare; ”enig – men de har aldrig været så svære som her.”

Selvfølgelig skal man måske også skrue lidt op for sværhedsgraden, når man laver et helt nyt spil, der potentielt har et kernepublikum, der måske ikke engang var født, da det første spil udkom og som muligvis er vant til reelle udfordringer, når der skal games. Du ved, den slags typer, der blærer sig med at have gennemført Bloodborne uden at dø. Til gengæld oplevede såvel anmelderfar som dennes knægt, at enkelte baner og boss-kampe var så tilpas vanskelige, at vi blev så frustrerede over vor manglende evner til at overkomme forhindringerne, at vi blev nødt til at slukke eller finde et andet spil, mens der blev raset så tilpas meget af, at vi kunne forsøge igen med et væsentlig lavere blodtryk.

Fantasifuld afveksling
Lykkes det at avancere i spillet, bliver man til gengæld mødt af masser af sjove udfordringer og en ret stor variation i både baner og styring. Som altid gælder det for spilleren at samle nok frugter ind i løbet af en bane og samtidig ødelægge alle de forskellige slags kasser (nogle man kan hoppe på, andre som tæller ned før de eksploderer og endelig de giftiggrønne NITRO-kasser, som eksploderer øjeblikkeligt ved den mindste berøring), som er strøet rundt på banerne. Lykkes det at samle eller ødelægge alle kasser, så kan man være så heldig at blive belønnet med en diamant, når man når til banens slutning.


Skal man have alle diamanter på en given bane, så kræver det at det lykkes at finde den diamant, der er skjult på banen, og at man vitterligt får ødelagt alle kasser og samlet alle frugter ind, før man bliver i stand til at låse op for det ”skin” (altså den måde spilfiguren ser ud på), som er belønningen for ens ildhu. Der er rigtigt mange baner (til at starte med næsten 50, som så også kan genspilles på forskellig vis) og af samme grund er der også rigtig mange skins tilgængelig.

Masker og racerisbjørne
Lagt de fleste baner er traditionelle lineære 3D platformsbaner, hvor det gælder om at være meget præcis, idet man hopper, drejer rundt om sig selv og forsøger at undgå de horder af fjender og fælder, der er placeret på ens vej. Som i andre spil får Crash på sin vej hjælp af nogle magiske masker. De fleste husker den maske, der gav spilfiguren et ekstra liv, forstået på den måde at han kunne gå ind i ild, eller en fjende, hvorved så masken så forsvandt, men i stedet for at dø, så kan man fortsætte sin færd.

I det nye spil er der en hel del forskellige typer masker, der alle kan noget særligt. Den ene maske giver Crash evnen til at lave imponerende snurrehop, så han kan svæve over længere afstande og ødelægge selv de mest hårdføre kasser. Til gengæld kan det være meget svært at få landet helt præcis på de vakkelvorne platforme, som man skal navigere imellem. En anden maske kan få nogle af kasserne og de bevægelige platforme til ved et knaptryk skiftesvis at være solide eller gennemsigtige – og på den vis får man mulighed for at passere igennem dem. Der er også en maske, der er i stand til at få alting – undtagen Crash – til at bevæge sig i slow-motion, og endelig er der en maske, der vender op og ned på tyngdekraften. Opfindsomheden er stor, og man både overraskes og udfordres på den måde hele tiden.

Enkelte baner forvandler sig også til en slags side-scrollende 2 ½-D oplevelser, der sender tankerne tilbage mod helt traditionelle platformspil, og i næste nu hopper Crash ombord i en speedbåd eller op på ryggen af en isbjørn eller dinosaur, og nu minder spillet mere om et regulært racerbilsarkadespil end om et platformspil. I det hele taget er der masser af vilde ideer, både en række som gamle fans vil kunne huske og nye tiltag som er forfriskende.

Svært, men godt
Idet man kommer længere ind i spillet møder man, foruden de velkendte fjender fra de tidligere Crash Bandicoot-spil også figurer, som man senerehen selv får mulighed at styre. Enkelte af disse har ligefrem deres egne, lidt kortere sidemissioner. Hvis man er så dygtig, at eksempelvis nå gennem halvdelen af en bane uden at dø og indsamle det videobånd, som gemmer sig et sted, åbnes der pludselig op for disse nye parallelbaner. Der er også enkelte baner, hvor man som nævnt får mulighed for at styre figurer man ikke har mødt tidligere, og disse spilbare figurer har naturligvis helt andre evner end de som Crash og hans veninde har.


Avancerer man tilpas langt i spillet, får du også mulighed for at spille den bane du lige har klaret i modsat rækkefølge, forstået på den måde at slutningen af banen nu er der, hvor du starter. Som om det ikke er nok, så gør det, at du finder endnu en magisk maske også, at du får muligheden for at spille banen igennem på hovedet. Alt sammen sjove features, der med garanti vil give de spillere, som konsekvent går efter at færdigøre de spil de køber med 100% grå hår i hovedet.

Bandicoot Battle og visuelle påskeæg
Som medanmelder Carl også bemærkede, så har folkene bag spillet ikke glemt den ”faragtige” humor, som gennemsyrer spillet. Det er ikke kun figurerne, der har fjollede navne som N. Gin (læs: engine), men også banerne har fået titler, der både kommenterer deres indhold og som samtidig er et ordspil, f.eks. Run it Bayou (Bayou lyder lidt som ”by you”), 4th Time’s a Charm (reference til dette er det 4. spil i serien), Snow Way Out (en bane fyldt med is og sne), Draggin’ On (en bane med drager), osv.

Undervejs i spillet er der også en masse visuelle referencer til både andre Crash-spil og til figurer som Spyro the Dragon, der godt nok er skabt af folkene på Insomniac, men begge titler udgives af Activision og de to spilfirmaer har gennem mange af deres udgivelser på samme vis lagt masser af referencer og easter-eggs ind i deres spil.

Der er ikke meget mere, der kan siges om Crash 4: It’s About Time ud over at det er et udfordrende, fantastisk sjovt, flot og meget vanedannende spil, der med sine mange, mange levels og flere muligheder for at genspille disse nok skal holde den spilleglade platformsentusiast beskæftiget i mange, mange timer. Kapellet er i al fald helt vild med det.