Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Knack
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
8 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth
9 - Spilanmeldelse
SpaceChem
10 - Spilanmeldelse
Back to Bed

Unrailed! / Nintgendo Switch
Indoor Astronaut / Daedalic Entertainment
Anmeldt 10/11 2020, 17:10 af Torben Rølmer Bille

Enkelt, sjovt og udfordrende


Enkelt, sjovt og udfordrende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Du kender det sikkert godt. Selv om det er muligt at kaste sig over store, imponerende sandkassespil, RPGs, MMORPGs eller for den sags skyld strategispil, der kan tage flere uger, ja måneder at gennemføre, så er der også indimellem bruge for det helt enkle. Simple arkadespil, som man tænker man lige kan spille i et kvarters tid, men når man så næste gang kigger på uret, så er der gået halvanden time. Sådan et spil er Unrailed!.

Spillet handler i al enkelthed om at få bygget en togbane, så det togsæt, du har holdende ved banens start, kan komme sikkert frem til den station i enden af den aktuelle bane. Når det er klaret – med mindre du vælger at tage et ”quick game” - udvider banen sig, og du skal forsøge at nå frem til den næste station.

Saml ressourcer, læg skinner
Før togstammen sætter i gang med at tøffe ned af skinnerne i et besindigt tempo, skal du rende rundt og bruge en økse til at fælde træer og en hakke til at hugge jernmalm ud af de omkringliggende klipper. På den måde kan du skabe de skinner, som du skal nå at lægge ned foran lokomotivet. Får du ikke lagt nok skinner ud, og toget når enden af det du har bygget, så er det game over.


Lige som landskaberne og sværhedsgraden skifter, skifter vejret også i Unrailed! Pludselig er du midt i et snedækket landskab

Det er dog ikke det eneste spillet byder på. Indimellem udbryder der brand i dit togsæt, og så skal du straks få fat i din spand og finde noget vand i en flod eller sø, som du efterfølgende kan benytte til at slukke flammerne med. Som om det ikke er nok, så dukker der, idet du avancerer i spillet, fjender op, der kan stille sig i vejen for dit banebyggeri ved at stjæle nogle af alle de ressourcer, du møjsommeligt indsamler. Der er også dyr som kan gå i vejen for dig undervejs og endelig skal du sørge for at bygge broer over floder, så både du og dit tog kan passere.

Sjovere sammen
Du kan vælge at spille Unrailed! alene, hvor en bot (altså en medspiller styret af konsollen – red.) hjælper dig med at gøre de ting, du sætter den til, eller endnu bedre så kan du vælge at spille sammen med en kammerat, såfremt du altså har en ekstra controller, eller vælger at spille spillet online. Den sidste mulighed kræver dog, at der er folk online, for da Kappelets anmelder ledte efter et spil i nærområdet, gav det desværre ikke pote. Det er lidt uklart om spillet understøtter at flere platforme spiller på kryds og tværs, idet spillet også er ude til Playstation, PC og X-box.


Det er sjovt at spille, men endnu sjovere at spille med, eller som her på billedet, mod en medspiller. Det kan foregår både off- og online.

Er I flere om spillet, kan I også vælge at spille enten med eller mod hinanden i en konkurrence om, hvem der først når frem til stationen. Det er også muligt at vælge forskellige sværhedsgrader, alt efter, hvor stor en udfordring spillet skal være. Selv om den enkelte bane bliver genereret automatisk, så kan den øgede sværhedsgrad være med til at ændre på, hvor mange ressourcer der er til rådighed, hvor hurtige fjenderne er til at hugge og løbe væk med dine ressourcer og selvsagt også, hvor hurtigt dit tog bevæger sig frem på de nylagte skinner. Der er med andre ord mange forskellige typer at variationer over dette, ganske enkle spil, hvilket også gør, at du har mulighed for at finde netop den type Unrailed!-oplevelse, der passer dig bedst.

Enkelt og effektiv grafik
Grafikken matcher simpliciteten af selve spillet. Her er der ikke tale om superdetaljerede eller hyperrealistisk grafik men mest af alt en grafisk brugerflade, der minder allermest om klassiske 8- eller 16bits-spil med et isometrisk perspektiv. Dette retro-look er dog også udstyret med en masse elementer, der netop får spillet til at virke ganske moderne. Dette sker eksempelvis, når det bliver nat, og hver spiller må forsøge at orientere sig på banen ved at se på dennes nærmeste omgivelser, der lyser op eller når det bliver tåget, regnvejr eller sne. Du har også mulighed for at vælge lige præcis den spilfigur, du har lyst til at være fra en pingvin over Frankensteins monster til en levende kagemand.


Så blev det mørkt.. og dermed også noget sværere at finde vej og ressourcer.

Idet du avancerer i spillet får du også låst op for flere af disse avatars, og der er undervejs på banerne forskellige udfordringer, som udløser en særlig bonus, hvis du klarer dem. Dette kunne eksempelvis være kun at benytte et bestemt antal skinner til at nå stationen, eller at den ene spiller i den aktuelle runde kun må bruge øksen.

Uendelig, Quick eller sandkasse?
Vælger du at spille Endless, er det undervejs muligt at opgradere både dit lokomotiv og de enkelte vogne, som trækkes efter det. De ting du låser op for i denne spiltilstand, kan du så efterfølgende vælge hvis du tager dig et Sandbox spil. Opgraderinger til togsættet kan eksempelvis bestå i at den vogn, der fabrikerer skinner, har plads til flere af skinner ad gangen, eller at vognen, hvor du placerer træ og stål bliver mere rummelig. Dertil kommer en række specialvogne, der eksempelvis kan lyse op i mørket, hvis du fordrer den med træ, en der kan producere dynamit, en der automatisk samler materialer op i nærheden af skinnerne.

I det hele taget handler dette spil at kombinere forskellige opgaver (hvad enten du spiller alene eller sammen med flere) mellem spillerne, sørge for at der er nok råstoffer, og at man vælger de rigtige opgraderinger for at komme langt i Unrailed!.

Nemt at gå til, svært at slippe
Selv om alle de ovenstående ting måske godt kan fremstå utroligt komplicerede, så er Unrailed! et spil, der er lige til at gå til. Du har strengt taget kun behov for at kunne styre din spilfigur i fire retninger, samle ing op, eller lægge ting fra dig med et enkelt knaptryk. Lidt mere kompliceret bliver det, hvis du skal udstede kommandoer til din bot, hvis du spiller i singleplayer mode, men heller ikke det er synderligt kompliceret.

Selv om det er et spil der er meget nemt at styre, at tilgå og desuden virkeligt sjovt at spille, er det også et spil, der er udfordrende. Dette gælder både for samarbejdet med andre spillere, og idet man kommer længere ind i spillet. På den måde bliver Unrailed! et spil, der vil appellere til alle der holder af simple, sjove spil – og samtidig er det også tilpas arkadeagtigt til, at det appellerer til folk som undertegnede, der ellers ikke spiller spil, der kræver strategisk kunnen eller handler om at mine og indsamle ressourcer. Kort sagt; Unrailed! er et spil, hvor stort set alle spillere kan være med, hvad enten de er 8 eller 88.

PS. Spillet er også ude til PC via Steam, til X-Box & Playstation

Forrige anmeldelse
« Dreams «
Næste anmeldelse
» Crash Bandiccot 4 – It’s Ab... »