Superhelte har en renæssance for tiden. Selv om de har eksisteret siden 1920erne i tegneserieformat, som hørespil eller b-film, er de for alvor kommet til deres ret takket være især Marvel og DC Comics store, succesfulde filmsatsninger. Siden firserne, da computere og de første primitive konsoller kom ind i hjemmene, har superheltene også levet deres liv dér, men lige som i filmens verden er det først indenfor de senere år, at spilleren virkeligt har kunnet få følelsen af at tage kappe på, flyve højt op i luften og kæmpe mod horder af skurke.

Sony skabte, i samarbejde med spilfirmaet Sucker Punch Productions (der også stod bag de succesfulde platformspil med Sly Racoon) de to inFAMOUS spil, som udelukkende blev udgivet til PS3. Her, nogle måneder efter lanceringen af PS4, er de nu klar med en selvstændig 3’er i serien. Et spil, der har fået titlen inFAMOUS – Second Son.

Velkommen til Seattle
Det nye spil byder, lige som sine to forgængere, på en spiloplevelse der dels lader det være op til spilleren om denne vil udvikle sig til superhelt eller superskurk, samtidig med at det præsenterer et stort, åbent landskab, som man kan gå på opdagelse i. For de der ikke kender konceptet kan det sammenlignes med GTA for superhelte. I stedet for at være i en helt igennem fiktiv storby, har spiludviklerne valgt at lade størstedelen af spillet foregå i Seattle og kendte vartegn fra byen er derfor naturligvis gengivet.

Den åbne verden, koblet med en central spilfigur der besidder overnaturlige evner er set flere gange før, både i spillets to forgængere, i de to Prototype spil, eller for dens sags skyld i det formidabelt underholdende Saints Row. Alligevel har inFAMOUS – Second Son en hel del at byde på, som vil tiltale fans af såvel open-world spil, som alle os, der er blevet bidt af en radioaktiv superhelt som unge.

Storslået og imponerende
Først og fremmest så viser programmørerne på Sucker Punch Studios med al tydelighed, hvor kraftfuld en grafikmotor den nye Playstation er blevet udstyret med. Vanen tro, når der kommer en ny konsol på gaden, så tager det normalt rum tid, før programmørerne lærer at udnytte maskinernes fulde potentiale, men det virker altså som om Sucker Punch har snydt sig foran i køen. Second Son er bragende flot at se på og der er kun meget få steder, hvor undertegnede under gennemspilningen opdagede deciderede glitches i grafikken eller fysikken.


Idet vores helt smadrer gennem barrikader, aktiverer sine superkræfter eller skyder mod fjender, så hvirvles der utællelige fragmenter, partikler og genstande rundt omkring ham. Dertil kommer at lyset i byen, hvad enten det er dag eller nat, regn eller tåge er virkelig stemningsfuldt skabt og hvad enten det forbipasserendes udseende eller neonlyset, der flimrer i natten, så fungerer det visuelle så godt, at det bliver en af de spil, der er næsten lige så sjovt at se på som det er at spille.


Red vennerne
Historien i spillet følger en velkendt, men også efterprøvet, tangent. Vores unge helt, Delsin Rowe, starter sit superhelteliv på et indianerreservat. Han er nemlig Akomish og lever egentligt et ganske fredeligt liv, kun afbrudt af de gange han kommer på kant med loven, fordi han er lige lovlig glad for at lave grafitti. Det ændrer sig dog en dag da en fangetransport med de såkalte Conduits (folk der kan opsuge overnaturlige kræfter) havarerer i byen og Delsin selv kommer i berøring med en af disse. Han får i første omgang en superhelteegenskab, der gør ham i stand til at gå gennem genstande i røgform og ligeledes benytte denne rød som en form for angreb.

Delsins bror, den lokale betjent, er bestemt ikke glad for Conduits. De bliver af myndigheder betragtet som bio-terrorister, som skal stoppes for enhver pris. Da myndighederne derfor ankommer bryder helvedet løs. Den sadistiske leder af den officielle instans der skal bekæmpe bioterrorister, kvinden Augustine har selv overnaturlige kræfter. Disse benytter hun til at skade et stort antal af Delsins nære venner og familie. Han beslutter sig derfor, sammen med brormand, at tage til Seattle for at konfrontere Augustines og suge hendes kræfter til sig, i håbet om at de kan helbrede folkene derhjemme.

Blå eller rød?
Da Delsin ankommer til Seattle, får han også nys om tre andre Conduits, der er flygtet hertil og som gemmer sig rundt om i byen. Derfor skal spilleren forsøge at opspore disse tre, meget forskellige personer, i håb om også at kunne suge deres kræfter til sig. Når dette sker får man samtidigt deres baggrundshistorie fortalt. I trit med at spilleren løser forskellige opgaver, som eksempelvis nedkæmpelse af Augustines styrker, frisættelse af forskelige områder i byen osv, får man point som kan benyttes til at vælge at gøre de egenskaber som der bliver låst op for vildere.


I enkelte situationer, som er knyttet tæt til handlingen, bliver spilleren bedt om at træffe afgørende valg. Man kan eksempelvis vælge at skåne de Conudits man fanger (blåt valg) og på den måde bevæge sig i retning af en vaskeægte helt eller dræbe selvsamme (rødt valg) og på den måde få kræfter, der virker lidt mere ondskabsfulde. På samme måde kan Delsin – der jo har en forkærlighed for street art – vælge mellem to forskellige designs, røde eller blå, når han provokerer Augustine og efterlader husmurene i Seattle med sine spraymalede kunstværker. (I disse spraydåsesekvenser kommer PS4erens nye controller virkelig til sin ret. Der bliver lidt for omstændigt at beskrive her, men prøv det selv!)

Det er naturligvis muligt at foretage en skøn blanding af hhv. røde eller blå valg, men her kan fans af de to forrige spil måske godt have en anke, i og med at valgene er blevet noget mere firkantede og binære end i tidligere. Her havde valgene også en noget mere markant indflydelse på fortællingens forløb. Til gengæld sikrer dette, at der er en ganske høj chance for at man har lyst til at genspille spillet, idet langt de fleste måske godt kunne tænke sig at se hvad der mon skete, hvis man valgte skurkerollen i stedet for helterollen, eller omvendt.

Nørdet metaspil
inFAMOUS – Second Son byder også på en ganske forrygende, men også meget svær, mission, der hedder Paper Trail. Ligesom var tilfældet med GTA Vs app til iPadden der på den måde udvidede spiloplevelsen til, lader Second Son spilleren boote sin PC i hjemmet, for at fortsætte på eventyret her. Det handler om at man på sin PS4 forfølger nogle ledetråde som en mystisk Conduit har lagt ud. Ved at undersøge disse ledetråde på ens computer (efter naturligvis først at have registreret sig som bruger – noget der kan være en anelse besværligt, især hvis man tror at man ved få klik kan bruge sin tablet til at gøre dette med) kan man komme nærmere mysteriets løsning og fortsætte spilet på PS4.

Det kræver dog at man er meget vaks og bl.a. giver sig til at lede efter passwords i HTML koden på nogle af de hjemmesider som linkes til. Sidder man dog helt fast er der heldigvis nogle søde geeks, som allerede har lagt forskellige walkthroughs ud på nettet som os mindre begavede spillere kan følge, såfremt man ikke skammer sig over at snyde lidt. Denne multimediale tendens er god, idet den breder spiloplevelsen ud til mere end blot den konsol som man sidder ved, og det er med garanti ikke sidste gang et nyt spil vil benytte lignende taktikker.

Kort men godt
Second Son er altså et bragende flot superheltespil, der i tredjepersonsperspektiv giver spilleren præcis det man ønsker af et sådant, nemlig bevægelsesfrihed, en god mulighed for at fordele de optjente erfaringspoint og ikkemindst en masse hæsblæsende action, der forstærkes af den utrolige grafik og det tempo kampene byder på. Det er udfordrende, men heller ikke så svært at man oplever frustration.

Som nævnt opfordrer spillet til at man starter forfra efter endt gennemspilning og det er positivt, for selv om Second Son ikke er hurtigt gennemført, så har det altså heller ikke samme scope som eksempelvis GTA. Undertegnede gennemførte på omkring ti timer samlet spilletid, hvilket er meget passende, især taget i betragtning at PS4’eren skal startes igen så snart denne anmeldelse ligger klar.

Second Son er altså et gennemført, flot, spændende og sjovt spil, der til trods for sine dystre elementer også har en hel del befriende humor i kraft af den gode dialog og stemmeskuespil. Alt i alt må de lykkelige ejere af en PS4 bestemt ikke snyde sig for denne oplevelse – og det er også svært at gøre andet, i betragtning af at der er mange af os, der hungrer efter flere store, solotitler i skrivende stund!