...at det er hurtigere at læse H. C. Andersens klassiske eventyr, end Dolars Om sladder & rygter, men ikke desto mindre bliver du langt klogere på emnet, ved at vælge sidstnævnte. Det har Kapellets redaktør i al fald hørt.

Bag den 70´eragtige, gulbrune forside gemmer der sig et længere essay, der filtreret gennem verdenslitteratur og historiske begivenheder fokuserer på rygternes væsen. Selv om det kan forekomme sært at udgive et essay i bogform, er dette jo ikke første gang i 2024, at Kapellet modtager en tekst som denne.

Det virker også som om der er en tradition for at udgive små bøger med enkelte filosofiske tekster. I al fald har der hobet sig en lille samling af disse op i hjemmets bibliotek og det er da også praktisk at kunne hive Frankfurters On Bullshit, Hellers Fra utopi til dystopi eller Brønnums En lille bog om ondskab og lidelse ned fra hylden, hvis man skal bruge netop dén teksten til ens arbejde, eller blot har lyst til at genlæse dem.

Om sladder & rygter er en fin tilføjelse til den voksende samling. Den starter ikke med H. C. Andersens eventyr (faktisk så nævnes Det er ganske vist kun implicit på side 9 hvor der står at ”en lille fjer bliver til ti høns”, dog uden at honorere gamle HCA med så meget som en fodnote) men i stedet starter Dolar, i vanlig akademisk, filosofisk stil med at tage læseren en tur til det gamle Grænkenland.

De gamle græskere skelnede mellem ´doxa´ et begreb der dækker personlige holdninger og ´episteme´- det er viden, der bunder i sagen selv, som det skrives (s. 8). Forfatteren bliver i starten af sin undersøgelse i det gamle Grækenland, for som bekendt blev vores alle sammen favoritfilosof (i al fald redaktørens – red.) Sokrates, anklaget for bl.a. at fordærve ungdommen og de mange rygtesmede fik held med deres bagvaskelse af den store mand. Som alle ved blev Sokrates dømt til døden efterfølgende.

Fra Sokrates trækkes der tråde op gennem verdenslitteraturen, hvor både Biblen, Shakespeares Hamlet, Barberen i Sevilla, en lettere obskur tekst af Cervantes kaldet Det bedrageriske giftemål, hvor især en passage med to talende hunde, får opmærksomhed. Et ganske indlysende valg er også Kafkas Processen der, som forfatteren påpeger, starter med sætningen; ”Nogen måtte have bagtalt Josef K., for en morgen blev han pludselig arresteret uden at have gjort noget ondt” (s. 24) De der har læst romanen, ved at hverken læseren eller bogens hovedperson [og her kommer en spoiler] på noget tidspunkt finder ud af hvem der har spredt rygterne eller for den sags skyld hvad de helt konkret består i. Dolar har dog et kvalificeret – og interessant - bud på dette.

Dolar bruger disse mange eksempler fra litteraturens verden til at undersøge rygters væsen og når til allersidst i essayet helt frem til vor tid, hvor Trump og SoMe er blevet eksponenter for den løgn, der lige så langsomt forplanter sig i offentligheden.

Dolar benytter i høj grad etymologi, lingvistiske observationer og ikke mindst mange eksempler fra fiktionens verden, som grundlag for de eksempler der udfoldes og den argumentation der fremlægges. Selv om man måske kan spørge sig selv om hvorvidt dette virkelig er epistemisk virke, så udfoldes der til trods for det en virkelig interessant diskussion.

Især observationen om, at rygter har en enorm, nærmest magisk kraft er interessant. Selv om den der egentlig hører rygtet eller den der er med til at sprede det eksplicit kan sige ”Det er ikke noget jeg tror på, men jeg har hørt at...”, så fungerer rygtet til trods for denne gendrivelse (s. 10, ff). Værre endnu er at det er nærmest umuligt at tilbagevise rygter. Har de først fået fodfæste så kan de hurtigt sprede sig og vokse helt ud af proportion.

Om sladder og rygter er hurtigt læst, men giver samtidig masser af stof til eftertanke og til trods for at den ikke giver os noget svar på hvordan vi på sigt kan være med til at bekæmpe rygtedannelse, ud over at cementere at vi hverken skal følge Lacans eller Hegels eksempler. Hvordan dette hænger sammen, ja, det må du selv læse bogen for at finde ud af, men skrivekarlen hér har hørt, men sig det ikke til nogen – og desuden er det sikkert ikke rigtigt, at det måske har noget at gøre med at de to filosoffer i al hemmelighed var en del af en ultrahemmelig Frimurerorden der var besat på at overtage verdensherredømmet.