Salman Khan er den velkendte initiativtager til Khan Academy, som frit stiller undervisningsressourcer til rådighed for elever og studerende over hele verden. Ifølge Khans nyligt udsendte bog Brave New Words har denne nonprofit virksomhed nu 250 medarbejdere og 140 millioner brugere. Konceptet i Khan Academy er instruktionsvideoer om alle mulige fag og emner målrettet børn fra førskole til ungdomsuddannelser.

Baggrunden for Khans nye bog er et nyt initiativ Khanmigo, som er en læringsressource, der anvender generativ kunstig intelligens. Navnet Khanmigo er angiveligt inspireret af det spanske ord: conmigo, der betyder “med mig” (s.10). Den nye platform vil i højere grad lægge op til, at undervisningen og dermed læringen er et noget fælles - eleven er sammen med sin nye kloge ven og tutor, som hele tiden tilpasser sig elevens niveau og personlighed. Der er tale om en såkaldt “sokratisk tutor”, fordi der er tale om, at den kunstige og den menneskelige intelligens skal være i dialog med hinanden.

Det er blevet helt almindeligt at anvende ´sokratisk´ som en betegnelse for alle former for samtale, hvor der foregår en udveksling mellem forskellige parter. Men dybest set er det slet ikke det, der ligger i det sokratiske, hvis man tænker på den måde, hvorpå Sokrates anvendte den særlige dialogform, der kaldes maieutik; jordemoderkunst. I maieutikken handler det om at undersøge, om en ide er sund eller ej - ikke om i fællesskab at komme op med noget nyt. Der er således ikke samskabelse i den sokratiske forståelse af dialog, men snarere om at udfordre tanker, for at finde ud af, om de falder inden for de evige ideer og sandheder.

Allerede længe før offentliggørelsen af den offentlige adgang til ChatGPT kom Khan i kontakt med OpenAI, og de gav ham adgang til GPT4.0, så han kunne undersøge, hvad denne kunne bruges til i forhold til undervisning. Khan og hans team brugte derfor tid på at finde ud af, hvordan ideerne fra Khan Academy kunne forenes med en kunstig intelligens. Og de havde særlig opmærksomhed på, hvordan man kan tage højde for nogle af de ulemper, der er ved generativ kunstig intelligens som eksempelvis, at den genererer tekst, der ikke svarer til den måde, verden og viden fungerer på.

Jeg må sige, at jeg har været meget skeptisk overfor hele Khans tilgang til undervisning og læring. Selve pædagogikken har siden 2008, hvor akademiet blev grundlagt, forekommet instruktionistisk. Jeg er desuden meget skeptisk overfor publikationer, som knytter teknologi sammen med revolutionen af uddannelser eller undervisningen. Undertitlen på Khans bog er How AI Will Revolutionize Education (and Why That’s a Good Thing), hvilket er typisk i visse former for skriverier om nye teknologiske trends.

Der findes en gruppe af teknologievangelister, der udråber enhver ny teknologi som noget, der vil revolutionere uddannelsessystemet, fordi de har en opfattelse af, at teknologi er noget i sig selv. Der ligger en særlig teknologiforståelse (teknologideterminisme) i disse opfattelser. Dette bekræftes til fulde ved læsning af bogen.

Khan skriver ganske vist, “when it comes to technology and education, it is not that technology is good or bad, it is how you use it that matters” (s. 5). Men i dette ligger der kun det forhold, at man kan bruge teknologien forkert. Men hvis man anvender den rigtigt, så vil vi alle blive lykkeligere og rigere og verden vil blive bedre. Der er ingen steder i bogen, der tyder på mere grundlæggende refleksioner over de komplekse sammenhænge, som uddannelser fungerer i.

I hele bogen ligger der en særlig teknologisk tilgang til alle de udfordringer, som man kan tænke på. På denne måde bliver verden og dens problemer fremstillet som uhyre simple. Hvis vi smider nogle AI-assistenter på og gør dem tilgængelig for alle, så vil alle verdens problemer forsvinde. Der findes ikke politiske forskelle, magt, strukturer eller andre forhold, der gør verden til en kompleks størrelse. Der findes kun udfordringer og en teknisk løsning på dem, og den tekniske løsning er i øjeblikket generativ kunstig intelligens.

Lad mig give et eksempel. Et sted i bogen fremstiller Khan et virkeligt stort problem: “Based on a 2020 Gallup analysis of data from the U.S.Department of Education, 54 percent of Americans between the ages of sixteen and seventy-four read below a sixth-grade level” (s.37). Hvad skyldes dette problem, som Khan faktisk kalder for “a complex issue”. Det er dog ikke mere komplekst, end at Khan “have high hopes that AI will make a meaningful dent here” (s. 37).

En del af problemet skyldes ifølge Khan, at man ikke læser bøger mere. Blandt andet snævre vurderingskriterier afholder elever og studerende fra at kaste sig over komplicerede tekster og modaliteter, hævder han i den minimale analyse af problemstillingen, han formulerer. Og løsningen er - TA DA - at man kan læse bøger med en AI-assistent, som man kan tale med om bogen efter hvert læst kapitel. “Imagine if, when reading a book, a student could have a discussion with the AI at the end of every chapter” (s. 39).

Mange af de muligheder, Khan ser med generativ kunstig intelligens handler om at gøre undervisning mere underholdende og mere differentieret. Og der er værdi i begge dele, men det er også lidt fattigt.

Desuden er forestillingen om, hvordan undervisning bliver underholdende meget båret af den umiddelbare fascination. Det gælder eksempelvis historieundervisning, hvor man kan tale med fortidige personer som eksempelvis USAs founding fathers, hvor man kan spørge ind til deres politiske beslutninger. At tale med George Washington lyder naturligvis meget sjovt, men om det ligefrem er nok til, at eleverne dermed ligefrem bliver mere motiverede af det, er nok for det første vanskeligt at sige, og for det andet vil det formentlig ikke gælde de fleste. Det er en lille gimmick, der tilsyneladende taler til Khan selv, men som ikke ligefrem vil revolutionere uddannelsessektoren. Der er i øvrigt uheldige elementer ved at “simulere” samtale med virkeligt eksisterende afdøde eller levende mennesker. Her kan man bla. pege på problemet med det tilsyneladende manglende formidlings- og dermed fortolkningsled i formidlingen.

Khan henviser mange gange i løbet af bogen til, at der kan være problemer med elevers skærmtid og deres afhængighed af teknologier. Men også her bliver denne komplekse problemstilling nemt og hurtigt løst.

Efter ugers arbejde med AI, hvor også børnene deltog, besluttede Khan at gøre noget radikalt. Han loggede af. “I loaded my family in the car and we drove an hour to a dog-friendly beach in San Francisco overlooking the Golden Gate Bridge. We played with our new six-month-old puppy, Polly, and ate a picnic lunch together” (s. 116). Der var dømt kvalitetstid med familien som en refleksion over det ensidige arbejde med en skærmteknologi. Og efter en uge kørte familien hjem igen. De kørte langsomt og havde dybe samtaler i bilen. Hjem til samværet med den intelligente tutor og assistent.

Men måske bliver det i fremtiden slet ikke nødvendigt at koble af nettet for at opleve kvalitetstid med familien. I hvert fald ser det ud til, at Khan tænker, at der kan findes bedre løsninger på udfordringen med, at teknologien tager tid fra samvær med familien. “In the future, we may even have a version of this artificial intelligence at our dinner tables or on car rides to facilitate family interaction with games and conversations” (s. 118).

Sådan er bogen fyldt med alle mulige diskussioner af tilsyneladende udfordringer og problemer, der let lader sig løse med kunstig intelligens. Der er ingen egentlige analyser eller forståelse for, hvordan menneskelig udvikling eller læring fungerer.

Og selv de oplagte tilfælde, hvor man kan pege på effektiviseringsgevinster ved brug af kunstig intelligens forbliver Khans overvejelser totalt overfladiske. Det er nemt at lave en undervisningsplan, når man sætter en generativ kunstig intelligens til at lave den for sig. Men er der også omkostninger ved det? Hvad vil det betyde, hvis man som underviser bliver overbevist om, at det er meget nemmere at få genereret undervisningsplaner i stedet for at udvikle en selv? Hvilket forhold til det faglige stof får man, hvis man vænner sig til, at man kan sætte robotter til at lave ens undervisningsplaner? Den slags spørgsmål stiller Khan ikke.

Han mener derimod, at generering af undervisningsplaner er en af de største fordele ved kunstig intelligens for undervisere. “[Perhaps] the biggest game changer from the teacher perspective is that AI can now help craft lesson plans in minutes… A teacher can go to Khnmigo and type the prompt “Create a ninth-grade lesson plan for teaching World War II” (s. 150). Fedt nok - især hvis underviseren reflekterer over planen og reviderer den ift. sin egen faglige forståelse og forståelse for egne specifikke elever. Men her lurer automation bias, som betyder, at man hurtigt kan vænne sig til automatiserede løsninger.

Nu er automation bias ikke nogen naturlov. Men et problem i Khans bog er, at han end ikke overvejer, hvad der ligger i automation bias. Alle hans bekymringer over mulige sideeffekter ved at overlade mange opgaver til AI for “not … give AI a free pass” (s. 124), fejes lynhurtigt af bordet.

Selv bekymringen om persondata ift. techgiganterne afvises, da han kan se, at OpenAI, Microsoft og Google “are aware of this and seem to be putting good guardrails in place to avoid giving away any sensitive information about an individual” (s. 129). Hvilken planet kommer han fra, får man lyst til at spørge, når man ved, hvem der er produktet i platformenes “gratis tilbud”?

Dette er måske ikke så meget blevet en anmeldelse af bogen Brave New Words som en kommentar til den. Men læsningen har virkelig været en tour de force i teknoevangelisme af den værste skuffe. Derfor har det været vanskeligt at tage bogen alvorlig som et redeligt bidrag til diskussionen af forholdet mellem generativ kunstig intelligens og uddannelse. Bogen er snarere en meget, meget lang reklame for Khanmigo og de virksomheder, der udvikler generativ kunstig intelligens. Det ser ud til, at Khan er helt upåvirket af de forskellige perspektiver, der findes på AI; som om han befinder sig på en øde ø.