Enhver dansker ved, hvem Peter Lundin er. Men er han en rockstjerne, en model eller en sportsstjerne? Nej, han er firdobbelt morder med to børns død på samvittigheden. Han har chokeret hele Danmark med sine gerninger, og nu er hans biografi udkommet. I denne bog har Lundin allieret sig med Rikke Pedersen, som er uddannet journalist, og sammen tegner de et billede af Peter Lundins barndom, ungdom og voksenliv, og hvorfor det endte så galt. En morders bekendelser er Lundins chance for at fortælle om sit liv og måske kaste et bedre lys på sig selv, end medierne har fremstillet.

Bogen starter helt fra starten af Lundins liv, da han blev født i Danmark af sin tyske mor og danske far d. 15. februar 1972. De var et par sidst i trediverne, og Peter var deres ønskebarn, men de vidste begge, at han ville blive deres eneste. Parret havde rejst og set verden, inden de slog sig ned i Danmark. De første otte år af Peters liv boede familien i Solrød Strand ved Køge Bugt og levede et almindeligt dansk liv. Faderen var murer og havde sit eget firma, og moderen var hjemmegående, hvilket især var for at være tæt på sin søn, som hun havde et ualmindeligt tæt bånd til – Peter sov hos hende, til han var seks år gammel. Han prøvede også hele barndommen igennem at være alt, hvad moderen ønskede, idet han ville imponere hende for enhver pris. Med andre ord levede hun for ham, og han prøvede at leve for hende.

I 1978 fik faderen en blodprop og fik at vide, at han skulle slappe af, og derfor valgte familien at begive sig mod et varmere klima. Derfor valgte de at flytte til Daytona Beach i Florida, og senere flyttede parret til Maggie Valley i delstaten North Carolina. Igennem Peters liv flyttede familien imellem de to lokationer mange gange, og man kan tydeligvis sige, at Lundins liv var præget af opbrud. Lundin var fra barnsben et konkurrencemenneske og blev utrolig aggressiv, når han tabte, hvilket fik ham smidt ud af samtlige sportsdiscipliner.

Lundin begyndte tidligt at have småkriminel adfærd såsom at stjæle og ryge marihuana. Hans kriminalitet tog til i styrke og blev skyld i, at han mistede mange venner. Hans nye hobby blev kvinder, en hobby han den dag i dag ikke har opgivet. Efter sin seksuelle debut blev Lundin hurtigt gæst på hundredvis af bordeller og giver udtryk for, at så snart han bliver løsladt, vil de prostituerede igen blive en del af hans liv. Lundin bliver i denne periode mere og mere besat af sig selv og sin krop, og han investerer timevis i fitness for at styrke sin krop og tager både testosteron og steroider for at opnå sit mål: at være den stærkeste, for kun den stærkeste overlever.

Men i 1993 skulle hans liv tage en drejning. Moderen havde igennem noget tid drukket meget, og forældrenes problemer var blevet mere og mere højlydte. Politiet blev ofte inddraget i familiens problemer. En dag vælger faderen at flytte væk i sin campingvogn, og moderens druk tager til i styrke. Lige indtil den dag, Lundin dræber moderen – iflg. ham ”ved et uheld” – og han og faderen pakker hende ind i plastik og graver hende ned ved stranden. Duoen bliver dog hurtigt fanget, og Lundin spenderer seks år i fængsel, en tid han bruger på at skrive med mange danske kvinder, der giver ham over 30.000 kroner. Det blev penge, som han brugte på bordeller, da han bliver løsladt. I fængslet bliver han gift med Tina, som også føder ham en søn, da han efter fængselstiden bliver udvist til Danmark. I Danmark fortsætter hans besættelse af prostituerede, og han lever et dobbeltliv med Tina og flere kvinder og bordelbesøg.

I januar 2000 møder Lundin på et af sine bordelbesøg Marianne Pedersen, en kvinde som hurtigt bliver interesseret i ham, og en kvinde som Lundin ser gode indtjeningsmuligheder i. ”Hun stod for bordellet. Hun boede i eget hus i Rødovre. Hendes mand var død et halvt år forinden. Hun ville gerne tale forretning med mig. Det er lige det jeg søger. Hun har penge. Profilen passer perfekt”. Lundin og Marianne Pedersen havde et noget turbulent forhold, og iflg. Lundin tændte Marianne Pedersen på vold og jo mere vold desto bedre, men for ham var det som ”at kneppe en pose penge”. Den 17. juni 2000 ender volden med, at Marianne Pedersen bliver dræbt af den nu 28-årige Peter Lundin. Lundin bliver derefter grebet af frygt, og overlevelsesinstinktet slår ind: Ingen må kunne fortælle det, og derfor slår Lundin også Marianne Pedersens to drenge ihjel, parterer ligene og putter nogle dele i fryseren, andre i containere rundt omkring i København.

Den 15. marts 2001 bliver Peter Lundin idømt livstid for manddrab og usømmelig omgang med lig samt tyveri. Lundin bliver kendt som Danmarks største galning og bliver Danmarks mest hadede mand. Efterfølgende fortæller Lundin om livet i fængslet (hhv. Herstedvester i Albertslund og Horsens), om smerten ved at være så hadet og at have en søn uden for fængslet, der tror, at hans far er død. Lundin har taget en HF-eksamen i fængslet med topkarakterer, har indgået ægteskab med færøske Mariann, og endda haft flere kærlighedsforhold inden for fængslets mure.

Bogens udgivelse har vakt mange følelser hos den danske befolkning. Mange mener ikke, at Lundin har ret til at udtrykke sig, at det er perverst overhovedet at høre på hans fortælling, og at ytringsfriheden her måske ikke burde gælde, da man ved udgivelsen af bogen er ”med til at blåstemple en morder”. En undersøgelse af nationen! viser endvidere, at helt op til 60 % af den danske befolkning mener, at bibliotekerne skal undgå bogen, og at kun 5 % har sagt de vil købe den. Bogen har med andre ord rørt danskerne på et ømt punkt. Et flertal mener, at bogens indtægter burde gå ubeskåret til staten for at gøre lidt bod på de 20-30.000 kr., som det månedligt koster at have Lundin fængslet.

Men jeg er nu af den mening, at alle skæbner er værd at skildre. Jeg synes i det hele taget, at det er forkert at stemple enkelte som blot galninge, mordere, psykopater mv., som det i mange tilfælde er blevet gjort med Peter Lundin. Han kan nuvel leve op til førnævnte beskrivelser, men et menneske fødes ikke ondt, det er altid et samspil mellem genetik og miljø, så er det ikke værd at høre historien bag hans skæbne? Hvilken baggrund havde han, idet han kunne udføre så onde gerninger? Verden ville ikke have forståelse for nogen lidelser af hverken fysisk eller psykisk art, såfremt ingen havde lidelsen først, så man kunne studere den. Derfor kan det være produktivt at høre hver historie fra de, der lever med forstyrrelsen. Jo flere eksempler, desto mere forståelse.

Dog er Lundin en kontroversiel personlighed. Hans budskab i denne bog er, at han er en normal fyr, der kom på afveje, hvilket kan ske for enhver. To af de kvinder, han dræbte (moderen og Marianne Pedersen) var uheld, men drengene var ikke, og det fortryder han da også: ”Mariannes død var et uheld. Det var drengenes ikke… jeg kunne ikke lide drengene, men jeg respekterede dem, og vi kunne måske godt have fået det bedre sammen senere hen ad veje. Jeg ville gerne have været en del af deres liv og set dem udvikle sig. En slags coach; et positivt forbillede.” Netop det, at han vil være et positivt forbillede, vidner om, hvor selvopblæst og narcissistisk han stadig er. Han beskriver, hvordan han har fundet ud af, at hans narcissistiske personlighedsforstyrrelse og repressionen af moderens død, et tab, han aldrig fik bearbejdet, sammen med et hashforbrug med tilhørende søvnmangel var skyld i hans ugerninger. Igennem bogen giver hans ræsonnementer god grobund for at tro, at Lundin led af – og stadig lider af – en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, der gør ham selvopblæst og tja, nærmest forelsket i sig selv.

Men der ligger meget mere end dette til grund for hans handlinger, idet meget tyder på at han tillige lider af en antisocial personlighedsforstyrrelse (tidligere kendt som psykopati), noget som Lundin slet ikke nævner i bogen. Tegnene på antisocial personlighedsforstyrrelse er, at personen har svært ved at mærke skyldfølelse eller empati og kan ikke leve op til sociale forpligtelser og agerer afstumpet over for andre mennesker. Ofte bliver disse mennesker let frustrerede, aggressive og voldelige, og har en tilbøjelighed til at skyde skylden på andre og bortforklarer negative konsekvenser af sine handlinger. Personlighedsforstyrrelsen viser sig ofte allerede i puberteten og begynder ofte med at man får problemer i skolen, laver hærværk og/eller tyverier. Lundin lever op til stort set alle disse beskrivelser, men synes ikke at ville erkende det, da det slet ikke bliver nævnt i bogen.

Hans ligegyldighed over for egne gerninger og stadige manglende erkendelse af egen skyld tegner en mere forstyrret person, end jeg tror, det var meningen med denne bog. Det var Lundins ærinde at få sig selv til fremstå mindre som et uhyre, at få andre til at se ham som et menneske, der på lige fod med alle andre også har følelser og meninger, men bogen tegner i stedet et billede af en stærkt forstyrret person, uden erkendelse af egne gerninger. Han har efterhånden siddet inde mange år og har stadig ikke set konsekvenserne af sine handlinger. Dette kan selvfølgelig skyldes hans lidelse, men dette burde pointeres i bogen, da læserne blot kommer til at ”hade ham” endnu dybere. Den skyldfølelse, som han pletvis giver udtryk for i bogen, er blot det, han forventer folk vil høre. Folk med antisocial personlighedsforstyrrelse ved ofte, hvad de skal sige for at charmere de personer, de prøver at overbevise, men med hans ræsonnementer, kan man se, at han inderst inde ikke føler sorg eller fortrydelse over hans gerninger: Han giver alle andre end sig selv skylden for sin problemadfærd.

Jeg synes, det er en skam, at der fra forfatterens side (Rikke Pedersen) ikke er gjort opmærksom på dette. Med denne bog beskriver Peter Lundin netop det billede, den danske befolkning allerede har af ham: at han er et følelsesløst monster. Men der gøres ikke opmærksom på, at det faktisk er hans personlighedsforstyrrelse, der snakker og ikke ham. Jeg er egentlig ganske forfærdet over, at forlaget lader en bog som denne blive udgivet, uden at give folk en forståelse for, hvad han faktisk fejler. En bog som denne styrker folks had mod ham, men inderst inde er han jo blot et forstyrret menneske, og hvorfor skal han bruges som skræmmeeksempel?

En morders bekendelser kunne være blevet skrevet på en mere givende måde, såfremt Lundins beskrivelser af sin barndom blev suppleret med psykologfaglige oplysninger omkring, hvorfor han netop agerer og tænker på den måde, han gør. Bogen giver ganske vist beskrivelser af en morders tanker, men så er det vigtigt at læseren har for øje, at disse tanker er forstyrrede og på ingen måde kan relateres til det almindelige menneskes tankeverden. Dette gør bogen nemlig ikke læseren opmærksom på. Jeg er ganske skuffet over bogen, da jeg synes, den kunne have startet en debat, den ikke gør. Den gør intet for at forstå personen bag Peter Lundin, og efterlader blot læseren mere forarget end før.