”Det gælder ikke om at få bugt med fortiden. Det er man slet ikke i stand til. Fortiden lader sig jo ikke ændre, og det skete kan ikke gøres usket. Men den, som lukker øjnene for fortiden, bliver blind i nutiden.” Sådan sagde den tidligere tyske forbundspræsident, Richard von Weizsäcker, i en tale den 8. maj 1985: 40 årsdagen for afslutningen på anden verdenskrig i Europa. Sætningerne står som indledning til museumsinspektør Dennis Larsens rystende bog om de danskere, der deltog i de tyske krigsforbrydelser. Et stærkt og markant citat. Spørgsmålet er bare, om det holder i virkeligheden. Eller om det kun er en filosofisk smuk tanke.

Hidtil har det været en udbredt opfattelse, at de danskere, der under anden verdenskrig meldte sig som frivillige til SS, stort set kun gjorde tjeneste som regulære kamptropper primært på østfronten. Der kom lidt ridser i overfladen, da Claus Bundgaard Christensen m.fl. udgav Under Hagekors og Dannebrog (2002). Men en grundigere undersøgelse har ikke fundet sted. Det er først sket med Dennis Larsens historiespeciale fra Syddansk Universitet, der nu er udgivet i en revideret og udvidet udgave. Titlen Fortrængt grusomhed mere end antyder, hvad der er sket i perioden efter 1945. Så det er et på mange områder ganske banebrydende og rystende projekt, Dennis Larsen her fremlægger. At der skulle gå 65 år, før disse oplysninger ser dagens lys, er noget beskæmmende for de mange, der har skrevet om de danskere, som gik i tysk krigstjeneste. For grusomhederne er virkelig blevet fortrængt i nyere dansk historie.

Dennis Larsen har systematisk gennemgået et stort antal sager, hvor danske SS-frivillige efter krigen er blevet dømt ved en dansk eller en allieret domstol for handlinger begået i kz-lejre. Der er således ikke tale om en komplet undersøgelse – den venter fortsat – men i 99 tilfælde er det afsløret, at de frivillige danskere udførte denne tjeneste. Og det ofte på en måde, der ikke adskilte sig fra de grusomheder, som er så velkendte fra dette mørke kapitel i historien.

Den 26. juni 1947 blev den 39 årige Gustav Alfred Jepsen hængt i Tyskland dødsdømt for krigsforbrydelser. Han var født i Haderslev, hvor familien hørte til det tyske mindretal. I marts 1941 meldte han sig til tjeneste i SS. Det var tre måneder før oprettelsen af Frikorps Danmark. Han gjorde frem til krigens slutning blandt andet tjeneste i Banterweg ved Wilhelmshaven, en sidelejr til Neuengamme, hvor han var stedfortræder for kommandanten. I april 1945 deltog han i evakueringen af de overlevende fanger. Ved Lüneburg var flere af disse i så elendig en forfatning, at de blev henrettet. Gustav Alfred Jepsen skød selv seks af disse. Ved krigens ophør lykkedes det ham at komme over grænsen til Danmark. Han blev arresteret i juni 1945 og efterfølgende dømt til fire års fængsel. I forbindelse med undersøgelsen af massakren ved Lüneburg – Luneburg Train Massacre – kom de engelske militærmyndigheder på sporet af ham og bad om at få ham udleveret til retsforfølgelse. I begyndelsen indtog Danmark den holdning, at en dansker ikke kunne udleveres til retsforfølgelse i udlandet, men efter at sagen havde været forelagt United Nations War Crimes Commission, blev han udleveret. Den engelske militærdomstol dømte i august den tidligere SS-Unterscharführer, Gustav Jepsen, fire års fængsel. Men endnu en retssag ventede. Denne gang i Hamborg. Her blev han den 7. marts 1947 grundet sin medvirken i mord og mishandlinger dømt til døden ved hængning.

Dennis Larsens redegørelse for Jepsens forbrydelser er rystende læsning. Og der bringes yderligere en grundig gennemgang af otte andre danskeres ugerninger i tysk SS-tjeneste. Historisk set er det velkendt stof – men alligevel er det chokerende læsning. Ene og alene af den grund, at det først er nu, en dansk historiker for alvor får det frem i dagens lys. Vi har jo for længst erfaret, at en gruppe danskere ikke adskilte sig fra de værste tyske forbrydere. Det fremgår med al tydelighed blandt andet af retssagerne mod de 47, der blev henrettet herhjemme efter besættelsen. Og der er efterhånden udkommet en hel del bøger, der grundigt beskriver de danske forbrydere som for eksempel Peter Øvig Knudsens Birkedal – en torturbøddel og hans kvinder (2004). Med Dennis Larsens egne ord: ”I praksis har både retssystemet, historieskrivningen og den offentlige debat fortrængt, at Danmark i skikkelse af nogle af de her portrætterede kz-vagter har frembragt forbrydere, der i grusomhed kan måle sig med nazismens værste, og at en hel del SS-frivillige – blandt dem både de domfældte og dem, der gik fri – har kunnet leve et langt og behageligt liv i Danmark uden at blive stillet til regnskab for, at de havde gjort tjeneste i det menneskeforagtende nazistiske kz-system, eller draget til ansvar for dér begåede forbrydelser.” Meget kan således tyde på, at retsopgøret herhjemme ikke blev så tilbundsgående, som man havde haft til hensigt. Om det var de små fisk, der fik de hårdeste straffe – lige bortset fra dødsstraffene – er således stadig et vigtigt spørgsmål.

Men hvem var de – og hvor mange? Dennis Larsen beretter, at omkring 6.000 danskere meldte sig som SS-frivillige. Af disse kom omkring 25% fra det tyske mindretal i Sønderjylland. Undersøgelsen omfatter 99 konkrete straffesager. I de 44 af dem var der tale om medlemmer af DNSAP eller NSDAP-N, den nordslesvigske pendant. Gennemsnitsalderen var (i 1945) 37 år gående fra 20 til 61 år. På baggrund af denne undersøgelse konkluderer Dennis Larsen, at antallet af danske SS-frivillige, der har gjort tjeneste i de tyske koncentrationslejre må være væsentligt højere. Det må en ny undersøgelse gå i dybden med. Mange SS-folk ødelagde deres papirer mod krigens slutning – velvidende hvilken straf, der ventede dem. Hertil kommer, at en del af dem slap ind i Danmark uden at blive opdaget, medens andre blev dømt udelukkende for at være trådt i tysk krigstjeneste. Den gennemsnitlige straf var fire år og ti måneder – og en stor del slap ud, inden straffen var fuldt udstået. Dennis Larsen antyder, at en af årsagerne til, at det var så forholdsvis milde straffe, der faldt, hænger sammen med den nationale forsoning, man tilstræbte efter befrielsen. Der var uro i Sønderjylland efter krigen. Og mange fra det tyske mindretal havde været udsat for en hårdhændet behandling i befrielsesdagene. Nu ønskede man at lægge det bag sig. Det kan have været en stærkt medvirkende årsag.

I sin disputats Retsopgøret efter besættelsen (1984) skriver Ditlev Tamm: ”Hvorledes forløb det danske retsopgør efter besættelsen? Gik det godt, eller gik det slet – var retsopgøret for mildt eller for strengt? Der kan ikke gives et entydigt svar på disse spørgsmål…” Det er nok det bedste svar, der kan gives. Men efter Dennis Larsens undersøgelse må det konstateres, at det absolut ikke var tilbundsgående. At man stort set har fortrængt dette mørke kapitel i nyere dansk historie, er absolut beskæmmende. De involverede og deres familier/venner har ikke. Det fremgår af forfatterens indledning, hvor han skriver: ”Via mail, breve og telefon blev undertegnede konfronteret med benægtelse, vrede og især ønsket om, at jeg ikke skulle rippe op i disse ting fra pårørende og venner til de i bogen beskrevne SS-vagter.” Erindringen lever altså i bedste velgående.

Det er en fremragende, modbydelig, men særdeles vedkommende bog, Dennis Larsen har skrevet. Den bygger på en stor og grundig forskningsindsats, der har bragt grusomhederne begået af danskere for dagens lys. Det skal der lyde en stor tak for. En fin oversigt over anvendte materialer og et særdeles grundigt noteapparat understreger dens videnskabelige fundering. Synd er det dog, at forlaget ikke har været mere omhyggelig med illustrationerne. De lever slet ikke op til, hvad moderne teknik formår. Er flere steder totalt ulæselige.

Indledende stillede jeg spørgsmålstegn ved Richard von Weizsäckers tale den 8. maj 1985. Er den kun udtryk for en smuk filosofisk tanke? Der er ingen tvivl om, at den europæiske befolkning i den grad er oplyst om de grusomme forbrydelser, nazismen begik. I det tidligere Jugoslavien var undervisning heri en central del i den nye kommunistiske statsopbygning. Her lukkede man ikke øjnene for fortiden. Alligevel udviklede borgerkrigen i ex-jugoslavien sig til en uhyggelig gentagelse af nazismens forbrydelser. Spørgsmålet er, om der dybt i menneskene bor et udyr, der kun venter på at blive sluppet løs. Anmelderen ville gerne kunne besvare spørgsmålet benægtende. Men kan ikke.