Judith Butlers hovedværk Gender Trouble – Feminism and the Subversion of Identity fra 1990 er endelig udkommet på dansk med titlen Kønsballade: Feminisme og subversionen af identitet. Butler er amerikansk filosof, queerfeministisk teoretiker og professor i komparativ litteratur og retorik ved Berkeley University, og hun anses for at være en af hovedskikkelserne bag queerteori. Butlers ideer om det performative køn – at køn er noget man gør, og ikke noget man er – har siden 1990’erne spredt sig inden for socialvidenskaberne og humaniora.

Butler har en poststrukturalistisk tilgang, og hun er inspireret af den franske filosof Michel Foucaults seksualitetshistorie, magt-og-videns-analyser, samt dekonstruktion. Som queerteoretiker tager hun afstand fra essentialisme; det vil sige påstanden om, at der med ens biologiske køn følger en række bestemte egenskaber og karakteristika. Butler argumenterer i stedet for, at køn og seksualitet er socialt konstrueret. Gennem en række kritiske analyser af Foucault, Lacan, Freud, Kristeva og Monique Witting forsøger Butler at omformulere måden, vi erfarer og udtrykker køn, seksualitet og identitet på.

Butler dekonstruerer det, som hun kalder den heteroseksuelle matrix. Hun peger på, at det biologiske køn er underlagt magtdiskurser i samfundet, som også regulerer seksualiteten. Butler hævder, at når kvinder og mænd kategoriseres ud fra deres biologiske køn, så skaber det en binær modsætning, som låser den enkelte individ fast i en bestemt kønskategori, og det ene køn kan ikke tænkes uden det andet.

Individet er underlagt en normgivende diskurs samt forventninger til, hvordan henholdsvis en mand og en kvinde agerer. Ved at gentage og citere handlinger bliver individet genkendeligt og forståeligt for andre som enten mand eller kvinde. Derved konstitueres den kulturelle opfattelse af kønnet. I den heteroseksuelle matrix opstilles manden og kvinden som to modsatrettede køn, og der gennemtvinges en heteroseksuel praksis, hvor de forventes at begære det modsatte biologiske køn. Det er gennem dette system, at forestillingen om ”naturlighed” og ”normalitet” skabes, og individet presses ind i bestemte kønsroller. Forbud og påbud får individet til at agere efter disse kønsspecifikke normer, og den normgivende diskurs medvirker til at ekskludere individer, som ikke passer ind i disse kategorier, eksempelvis homoseksuelle. Butler mener altså, at individet oplever det biologiske køn og heteroseksualiteten som noget naturligt, selvom der er tale om en konstruktion skabt af den normgivende magtstruktur i det samfund, individet lever i. Tidligere har diskussionen om køn handlet om, at kvinderne var lukket ude af patriarkatet, men med queerteori kommer den til at handle om, at den heteroseksuelle norm i samfundet ekskluderer alle dem, som ikke er heteroseksuelle.

Foranderlige identiteter
Queerteori og postfeminisme er et opgør med den traditionelle italesættelse af kønnet. Butlers diskussion af drag i bogen viser kønnets konstruerede og performative dimension. Hun kommer med eksempler på, hvordan anatomisk køn, kønsidentitet og seksuelt begær ikke er fastlagt, men flertydigt.

Butler tager udgangspunkt i en konstruktivistisk subjektforståelse. Hun mener ikke, at identiteten er en fastlagt størrelse, men derimod foranderlig. For selvom individet er underlagt en heterocentrisk diskurs, så er det ikke muligt at gentage handlemønstrene for mand og kvinde helt nøjagtigt gennem performative handlinger. Derved skabes sprækker, som gør det muligt for individet at performe sit køn lidt anderledes og dermed rykke lidt ved den traditionelle opfattelsen af køn. Butler er blevet kritiseret for at mene, at kønnet er noget man vælger at tage på som et kostume, men det er ikke hendes pointe. Pointen er, at der altid ligger en afvigelse i gentagelsen af den performative handling, og heri ligger muligheden for forandring.

Butlers kritik af feminismen
Butler kritiserer, at feministerne (den anden feministiske bølge i 1970-80erne) har været så optaget af faste identiteter. Ved at anvende kategorierne kvinde og mand, så har feminismen været med til at opretholde de kønskategorier, som feministerne samtidig ønskede at opløse.

Butler kritiserer således Julia Kristevas teori for at være ”afhængig af stabiliteten og reproduktionen af netop den faderlov, som hun forsøger at forskyde” (s. 147). Butler kritiserer endvidere, at Kristeva beskriver moderkroppen ”som bærer af en række betydninger før kulturen”. Ifølge Butler er Kristevas naturalistiske beskrivelser af moderkroppen med til at tingsliggøre moderskabet og udelukke analyser af dets kulturelle konstruktion og foranderlighed.

Butler mener, at hvis større grupper af kvinder og mænd presses ind i kategorierne kvinde og mand, så er det at gøre vold på mangfoldigheden. Hun understreger, at det i stedet er nødvendigt at være åben for, at der findes flere køn og seksualiteter, og at identiteter er skiftende og flertydige. Som en strategi til at genbetegne kropslige kategorier foreslår hun ”en række parodiske praksisser baseret på en performativ teori om kønshandlinger, der bryder kategorierne om kroppen, biologisk køn, socialt køn og seksualitet, og afstedkommer deres subversive genbetegnelse og spredning hinsides den binære ramme” (s. xxxiv).

Kritik af Butlers performativitetsbegreb
Queerteorien er blevet kritiseret for at anskue køn og seksualitet udelukkende som en social konstruktion, og at identiteten ikke er fastlagt. Lois McNay, professor ved Oxford University, er en af dem, som har kritiseret Butlers performativitetsbegreb. I bogen Gender and Agency: reconfiguring the subject in feminist and social theory (2000) skriver McNay: ”Butler’s idea of agency lacks social and historical specificity” (s.46). McNay kritiserer Butler for kun at beskæftige sig med subjektets handlemuligheder, og at Butler ikke inddrager social forandring på kollektivt niveau samt historisk specificitet. (Et uddrag af McNays bog er oversat til dansk og findes i antologien Feministiske tænkere, redigeret af Dorte Marie Søndergaard, 2007).

Den australsk-amerikansk feministiske filosof Elizabeth Grosz, som er inspireret af den franske feministiske filosof Luce Irigaray, argumenterer for, at diskussionen om subjekt og identitet bør tage udgangspunkt i kroppens specificitet og kønsforskelle i stedet for at tage udgangspunkt i, at kroppen er socialt konstrueret. Grosz forsøger således at gå skridtet videre og tænke ud over dualismen, dvs. mand/kvinde, krop/ånd – og dermed også sætte sig ud over konstruktivismens opdeling af socialt køn og biologisk køn. I bogen Volatile Bodies. Towards a Corporeal Feminism (1994) skriver Grosz, at subjektiviteten skal ses som kropslig i specifik forstand – både i forhold til køn, seksualitet, etnicitet mv.

Med queer-brillen på
Kønsballade er ikke en specielt letfordøjelig bog, og dens sproglige stil og teoretiske niveau stiller krav til læseren – også i den danske oversættelse. Butler anvender teoretikere som Luce Irigaray, Claude Lévi-Strauss, Sigmund Freud, Michel Foucault, Jacques Derrida, Jacques Lacan, Julia Kristeva, Monique Wittig, G.W.F. Hegel, Joan Riviere, Gayle Rubin m.fl., og jeg tror, at både universitetsstuderende med Judith Butler på pensumlisten og andre med interesse for queerteori vil vende tommelfingeren opad til, at der nu findes en dansk oversættelse af Gender Trouble, for den er kringlet på amerikansk. Butlers bog opfordrer til at være ulydig mod de etablerede kønsidenteter, for ifølge Butler er der intet sandt eller naturligt ved køn, seksualitet eller identitet. Kønsballaden opstår, når heteroseksualiteten bliver udfordret som norm, og femininitet og maskulinitet ikke længere reduceres til to køn: kvinde og mand.

Queer er efterhånden blevet en etableret del af kønsforskningen. Queerteorierne har også for længst fundet vej til litteraturstudierne på universiteterne. En queer læsestrategi undersøger ikke blot det homoseksuelle begær i litteraturen, men fokuserer på erotiske og eksistentielle måder at afvige fra ”det normale” på. Eksempelvis kan nævnes Dag Heedes analyser af Karen Blixen og Herman Bangs forfatterskaber samt Maja Bissenbakker Frederiksens bog Begreb om begær (2005), som udsætter fire danske klassikere for queerede læsninger.