Videnskabsteoribøger er en særlig lærebogsgenre. Hvert fag har deres egne videnskabsteoribøger, som fremhæver de videnskabsteorietiske spørgsmål, der måtte være presserende for lige præcis det fag. Om du uddanner dig til pædagog eller økonom, filosof eller sygeplejerske er videnskabsteori en del af uddannelsen. Dertil kommer, at de forskellige videnskabsteoribøger også ganske tit afspejler den faglige tradition, der er herskende på netop den akademiske institution, den er skrevet til.

Der er for eksempel en klar forskel mellem den emnemæssige organisering og fremstilling i samfundsvidenskabelige videnskabsteoribøger skrevet til RUC og KU. Hvor førstnævnte har en tydeligere vægtning af de kritiske traditioner inden for den videnskabsteoretiske tænkning.

Den typiske videnskabsteorilærebog indeholder som oftest en historisk organiseret gennemgang af de forskellige videnskabsteoretiske retninger: positivisme, kritisk rationalisme, hermeneutik, kritisk teori socialkonstruktivisme og forskellige retninger derimellem og derudover. Dertil en behandling af typiske videnskabsteoretiske temaer: videnstyper, værdier i videnskaben, metodologiske spørgsmål osv.

Men i Videnskabsteori i praksis, som er skrevet af to RUC-lektorer, Hubert Buch-Hansen og Peter Nielsen, er stoffet organiseret anderledes. Bogen vil være gerne, som titlen antyder, være en praksisorienteret bog. Altså en bog, der ”fokuserer på de praktiske konsekvenser af at studere samfundet inden for forskellige videnskabsteoretiske horisonter”. (s. 17) Den er også særligt optaget af de samfundsvidenskabelige studie af kriser, som skal ”eksemplificere videnskabsteoretiske begreber og pointer”.

Men i bogens valg af såkaldte kriser – klimakrisen, demokratikrisen (som har med populisme at gøre) og anerkendelseskrisen (som har med krænkelser og identitetspolitik at gøre) sker der en åbenlys favorisering af det konstruktivistiske perspektiv. For som der retorisk spørges i bogen: ”Er en krise et fast, objektivt fænomen, som et samfund eller et menneske pludselig befinder sig i? Eller er det en mere flydende størrelse, noget der er konstrueret, noget der kun er på en bestemt måde, fordi bestemte ideer, forestillinger og måder at omtale fænomenet på, bliver fremherskende.” (s. 69).

Den uomgængelige videnskabsteori
Bogen argumenterer fint for relevansen af videnskabsteoretiske overvejelser i det hele taget, idet det understreges, at der altid ligger et videnskabsteoretisk standpunkt bag samfundsvidenskabelig forskning og de teoretiske og metodiske valg, forskeren træffer, implicit eller eksplicit er videnskabsteoretisk funderede. Derfor giver det mening at studere videnskabsteori: fordi som det hedder: ”Videnskabsteorien retter blikket direkte mod de underliggende antagelser og kontekster, der præger samfundsvidenskaberne, og gør det muligt for os at forholde os bevidst til dem.” (s. 21)

Bogen bestræber sig på at være i øjenhøjde med de RUC-studerende, jeg formoder er bogens målgruppe. Sproget er som oftest ligetil og er – uden at være direkte læseværdig – for det meste klart og forståeligt. Den akademiske jargon, der benyttes er formentlig allerede velkendt i bogens målgruppe. Dertil bliver begreber og termer forklaret flittigt. Masser af bokse og opsummeringer rundt om i kapitlerne. De studerende bliver taget fint ved hånden hele vejen, og bogen gør et stor nummer ud af at forklare de studerende, hvordan de selv kan integrere videnskabsteori i deres studier og projekter.

Meget taler med andre ord for bogens konkrete anvendelighed hos målgruppen. Men nogle gange resulterer de pædagogiske bestræbelser sig i en vis forfladigelse. Som når der argumenteres for relevansen af videnskabsteoretiske overvejelser med følgende analogi: ”Lidt ligesom spaghetti passer bedre sammen med tomatsovs end med bearnaisesovs, passer bestemte kombinationer af videnskabsteoretiske standpunkter bedre sammen end andre.” (s.32)

Mindre fjollet, men mere problematisk forfladigende er den karikerende beskrivelse af det såkaldte positivistiske menneskesyn, som rummer ”en antagelse om, at individer i deres essens er egennyttemaksimerende, sådan at økonomisk rige individer – ud over at søge at blive endnu rigere – vil stræbe efter at leve komfortable liv med et stort forbrug” (s. 38). Her er der vist noget bias hos forfatterne på spil.

Den dybe virkelighed
Bogen er som sagt ikke en klassisk gennemgang af forskellige videnskabsteoretiske retninger, men centrerer sig om fremstillingen af tre videnskabsteoretiske retninger, positivisme, konstruktivisme og kritisk realisme. Og disse i såkaldte rendyrkede og moderate versioner. Det giver for så vidt god mening at foretage disse sondringer, om end fremstillingerne tenderer til at være noget skematiske og fortænkte. Andre vigtige videnskabsteoretiske og filosofiske retninger som hermeneutikken, fænomenologien og ikke mindst Karl Poppers kritiske rationalisme berøres, men kun forbigående.

Ofte bygges fremstillingen op dialektisk, således forstået, at først præsenteres en positivistisk position på et samfundsvidenskabeligt spørgsmål, herefter en konstruktivistisk, for til ende med den kritiske realistiske, som samtidig fremstilles som den mest fornuftige position, der kan indarbejde indsigter fra begge positioner og undgår henholdsvis positivismens naivitet og konstruktivismens relativitet.

De to forfattere har tidligere skrevet fremstillinger af netop kritisk realisme, og det skinner flere gange igennem i teksten, at denne knapt så velkendte videnskabsteoretiske retning har deres veneration.

Hovedskikkelsen bag kritisk realisme, som er udviklet tilbage i 1970’erne er den britiske filosof Roy Bhaskar. En grundlæggende erkendelse er her, at virkeligheden er dyb. Ud over det virkelighedsdomæne, som vi empirisk kan erfare, findes der således et dybere niveau, hvis mekanismer betinger mekanismerne på det niveau, der kan erfares. Den videnskabelige opgave er således at kortlægge forbindelserne mellem de forskellige domæner og vise de bagvedliggende betingende årsager bag den sociale verdens fremtrædelsesformer. Meget mere kan siges om denne i grunden ret spændende videnskabsteoretiske retning, som undertegnede hvert fald har fået appetit på at læse sig dybere ind i.

Upræcis og uklar argumentation
Bogens hovedærinde: at præsentere videnskabsteori på en praksisrelevant måde, som nemt kan oversættes til de studerendes arbejde, synes grundlæggende at være vellykket, selv om den konkrete vurdering heraf jo beror på de studerende, og ikke en anmelder, der for længst har forladt studielivet.

Men der, hvor bogen har sin største svaghed set fra denne anmelders perspektiv, er den manglende refleksion i bogen over samfundsvidenskabens heterogenitet. Samfundsvidenskab er en endog meget bred størrelse, der strækker sig fra antropologiske feltstudier til matematiske økonomiske modeller. At der således også er forskellige erkendelsesinteresser inden for de forskellige samfundsvidenskabelige discipliner, og at faglige diskussioner af de videnskabsteoretiske problemstillinger netop sker inden for de forskellige fags specifikke horisonter synes ikke at være noget, der optager forfatterne i stor stil.

Denne abstrakt faglige tilgang til videnskabsteorien medfører nogle besynderligere tankeeksperimenter som fx dette: ”Når en moderat positivist identificerer en ikke-direkte observerbar størrelse såsom en indgroet sexistisk kultur som årsagen til, at der forekommer krænkelser på en arbejdsplads, så antages denne årsagssammenhæng (når sexistisk kultur, så krænkelser) at være noget, der potentielt eksisterer på tværs af tid og rum, altså i mange forskellige kontekster.” (s. 108) Jeg læser det som et ønske om virkelig at skrive i øjenhøjde med de studerende og bruge eksempler, som fylder i deres verden, til at forklare abstrakte begreber. Men balancen tipper for ofte i bogen og medfører en upræcis og uklar argumentation. Og derved har man i sidste ende gjort de studerende en bjørnetjeneste.