Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Antibiotika – Helt og antihelt / Øystein Runde & Dag Berild / 44 sider
Humanist forlag. ISBN 9788282822251
Anmeldt 7/3 2024, 08:48 af Torben Rølmer Bille

Runde gør det igen!


Runde gør det igen!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af de mange fremragende egenskaber ved tegneserien er, at den takket være sin kombination af tekster og illustrationer, er et medie som kan være virkelig velegnet i undervisningssammenhænge. Der er mange undervisere, der inkluderer tegneserier (som de så kalder ”graphic novels”) i deres undervisning, på tværs af fag. Det kan eksempelvis være fysiklæreren, der inddrager Københavnermysteriet, engelsklæreren, der vælger at præsentere The Lottery som illustreret klassiker eller historielæreren, der får eleverne til at læse i tegneserieversionen af Anne Franks dagbog eller Danmark besat.

Den norske tegneserieskaber Øystein Runde er efterhånden blevet en fast gæst på disse sider. I 2019 kunne du læse Kapellets begejstrede anmeldelse af hans naturvidenskabelige udgivelse Stamceller som han havde lavet i samarbejde med en forsker i netop dette felt. Nu følges denne udgivelse så op med bogen Antibiotika – helt og antihelt som Runde har skabt sammen med Dag Berild, der er professor og overlæge med speciale i netop infektionssygdomme.

Lige som Stamceller er Antibiotika en hurtigt læst fagbog, der til trods for sine mange informationer får leveret disse til læseren på en både illustrativ og morsom måde. Ganske som i Stamceller optræder både professor Dag og Øystein selv som en del af historien. Det er dem der fortæller og diskuterer de emner der optræder undervejs.

Uden at vide det mere præcist (idet undertegnede er humanist ind til benet – red.) så vil dette sikkert være en bog som med garanti vil bringe glæde blandt elever i naturfagsundervisningen i de større klasser i grundskolen. Her får læseren først præsenteret fortællingen om hvordan Alexander Fleming, nærmest ved et tilfælde, opdagede penicillin og hvordan denne opdagelse, sammen med en håndfuld andre forskere, både revolutionerede lægevidenskaben og sikrede folkene bag denne revolutionerende opdagelse Nobelprisen i medicin. Som der skrives, lettere ironisk, ”Florey, Chain og Alexander Fleming ble tildelt nobelprisen i medicin... Mary [Kay Hunt, der også havde bidraget i høj grad – red.] ble tildelt tilnavnet ´Mugne Mary´”(s. 15) Dette ganske i tråd med den uretfærdige kønsfordeling, der desværre har eksisteret i denne verden i mange år.

Takket være Øysteins fremragende sans for humor og evne til at give celler, bakterier og andre mikroorganismer menneskelige træk, får læseren et fint indblik i hvordan antibiotika fungerer i praksis. Okay, det er måske ikke 100% akkurat, når bakterier optræder som monstre og antibiotika som ninjaer, men budskabet bliver tydeligt nok. Læseren finder undervejs ud af hvilke typer af sygdomme antibiotika er et effektivt middel imod og måske vigtigere: hvilke typer af dårligdomme som det godt nok bliver anvendt mod, men hvor penicillinen har meget begrænset eller slet ingen virkning. Dertil kommer at bogen også problematiserer den overforbrug der har været – og til dels stadig er - i både mennesker og i dele af landbruget, samt hvilke utilsigtede konsekvenser dette kan få på sigt.

Som langt de fleste af kapellets læsere allerede ved, så har det i årevis været et problem at i især svineproduktionen har eksisteret en tendens til at give dyrene for meget antibiotika, hvilket også har medført at der er visse bakterier, der er blevet resistente. Det er blandt andet derfor bogen har fået undertitlen helt og antihelt, for selvfølgelig har penicillin og andre typer medikamenter været en gave til menneskeheden, men omvendt skal vi også passe på at vi ikke ved al for overdreven brug får fremelsket en type bakterier, der potentielt kan være utroligt farlige for os alle sammen.

Selv om bogen er på norsk, er der ingen problemer med at forstå dens pointer. Runde formår at omsætte hvad der potentielt er forholdsvis vanskeligt tilgængeligt stof på en meget appetitlig og letfordøjelig måde, så læseren – uanset alder - fascineres af såvel de fakta der formidles og ikke mindst de fede tegninger der understøtter prosaen. Så selv om du måske gik og troede at information om antibiotikas egenskaber er tørt og trist, så er det kun fordi du ikke har læst Antibiotika – helt og antihelt. For at citere overskriften: Runde gør det igen!

Forrige anmeldelse
« Kunstig intelligens i skriveopp... «
Næste anmeldelse
» Anti – Vaccinemodstandens his... »