Det er efterhånden fire år siden Danmark blev lukket ned som følge af corona og vi blev bragt i en situation, de færreste af os havde oplevet før: vi skulle holde afstand til hinanden, kun de mest livsnødvendige butikker var åbne, de fleste måtte arbejde hjemmefra, kulturliv og forlystelser stod helt stille.

Det var en undtagelsestilstand, der blev sammenlignet med forholdene under besættelsen. Medierne viste billeder af militærkonvojer, der transporterede kister ud af Bergamo i Italien. Vi skulle bruge mundbind, mens vi ventede på, at der blev udviklet en vaccine. Og da den så kom, erfarede vi, at ikke alle ønskede en vaccine. Der var vaccinemodstandere.

Det var en helt ny erfaring for de fleste. Men i mange henseender slet ikke en ny historie, som Rikke Alberg Peters og Jakob Bek-Thomsen viser i deres nye bog Anti – Vaccinemodstandens historie. Der har været vaccinemodstandere lige så længe som der har været vacciner.

I 1769 skrev Johannes Ewald et digt: ”Tanker da Arveprinds Frederik giennemgik Smaakoppernes Indpodning”. I digtet skildrer Ewald den vantro og skræk, der greb den almene – og uoplyste – befolkning, da det blev bekendtgjort, at den toårige arveprins skulle inficeres med koppevirus for at gøre ham immun mod denne frygtede sygdom. Over for den almene befolkning står den oplyste kongefamilie (og som bagmand: Struensee), der har fuld tillid den moderne lægevidenskab og de fremskridt, den repræsenterer – her i form af vaccine.

Oplysningstiden markerer på mange måder en brudlinje mellem folketro og overleverede erfaringer på den ene side og så en ny rationel, videnskabelig tilgang, hvor man eksperimenterede sig frem til nye løsninger med dokumenteret virkning på den anden. I visse tilfælde kunne videnskaben bekræfte de gamle metoders virkning. Man havde viden om at smitte i visse tilfælde kunne betyde immunitet mod fremtidig smitte. Det blev nu – omkring 1800-tallet – bekræftet af videnskabelige forsøg. Den engelske læge Edward Jenner opdagede, at vaccinering med kokopper kunne forebygge kopper hos mennesker og således være med til at bekæmpe en frygtet sygdom. Man havde observeret, hvordan f.eks. malkepiger tilsyneladende var mindre udsat for smitte. Nu syntes videnskaben at bekræfte, at kokopper kunne styrke menneskers immunforsvar.

Det synes umiddelbart at være en god nyhed. Men der var også skepsis og modstand mod at lade sig vaccinere. Dels kan det lyde kontraintuitivt, at man skal lade sig smitte med en sygdom for at forebygge; dels var der modvilje mod at lade sig inficere med smitte fra et dyr. Der gik rygter om, at de vaccinerede udviklede kolignende træk. Der var også frygt for andre bivirkninger og ikke altid ubegrundet. Hygiejne var ikke i højsædet, så vaccination indebar en risiko for at blive smittet med andre sygdomme.

Vaccinemodstanden kunne også udspringe af de omstændigheder hvorunder vaccinationen fandt sted. Da Frederik den 6. indførte den første vaccinelov i Danmark i 1810, var vaccination frivillig – dog var vaccinationsbevis en forudsætning for f.eks. skolegang og militærtjeneste (og dermed i praksis obligatorisk).

I andre lande blev vaccination gennemført med tvang, hvilket skabte langt større modstand. I England foregik vaccineringen i regi af Fattigvæsnet, da man mente smitten var mest udbredt blandt fattige. Vaccination blev derfor forbundet med fattigdom og vaccinering blev set som stigmatisering. Det gav også vaccinationen en politisk dimension, hvor det blev set som borgerskabets forsøg på at kontrollere og fastholde proletariatet i fattigdom. Vaccination kunne betragtes som en undskyldning for ikke at gøre noget ved den fattigdom, der blev set som den egentlige kilde til smittespredning.

Også fra liberal side var der modstand. Tvangsvaccination var et overgreb på individets frihedsrettigheder og et eksempel på statsmagtens indskrænkning af den personlige frihed. Ligeledes kunne den statslige autorisation af en universitetsbaseret lægevidenskab ses som en regulering af de frie markedskræfter. De, der tidligere havde ernæret sig med alternative helbredelsesmetoder, havde udsigt til at miste deres levebrød og havde derfor også en interesse i at miskreditere lægevidenskaben.

Et andet aspekt knytter sig til imperialisme og kolonitiden. Indien var plaget af mange smitsomme sygdomme: kopper, kolera, pest m.v. Som britisk koloni blev Indien set som et oplagt sted at afprøve nye vacciner. At befolkningen under tvang – ofte med militær bistand – blev udsat for vacciner, man tøvede med at anvende i Vesten, blev ikke overraskende set som et overgreb uden respekt for den lokale medicinske kultur eller rettigheder. At Gandhi var imod vaccination havde nok mindre med helbred at gøre, men var først og fremmest en protest mod kolonimagtens overgreb og ringeagt for det indiske folk.

Endnu en faktor i vaccinemodstanden er det naturlige over for menneskeskabt medicin. Det er forestillingen om, at en sund krop vil have et naturligt forsvar mod smitte. Derfor vil sund kost og levevis være bedre end syntetisk fremstillet medicin, hævdes det. Det kan tage mere eller mindre ekstreme udtryk. Blandt nazister var der påstande om, at vacciner var en del af en jødisk konspiration, som ville nedbryde det sunde og naturlige ariske legeme. Og på den anden side var der 60´ernes ungdomsoprør, som fremhævede det naturlige over for de industrielle kemiske og syntetiske produkter. Det blev anført, at viden om de naturlige produkter blev undertrykt for at beskytte medicinalindustriens profitter. Der var også den antiautoritære dimension, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved lægevidenskabens selvproklamerede autoritet.

Der er også et kønspolitisk aspekt. Engang var sundhed og sygdom i høj grad et anliggende for kvinder – vi taler stadig om ”kloge koner” – der havde viden om helbredende urter og naturmedicin. Da lægekunsten blev videnskabeliggjort og en universitetsuddannelse, var det i lang forbeholdt mænd. Det blev set som et udtryk for, hvordan patriarkatet kontrollerede kvinder og kvinders kroppe. Derfor blev det et kvindepolitisk projekt at tage magten over egen krop tilbage ved bl.a. at insistere på at kvinders viden om kroppens sundhed og helbredelse var blevet undertrykt og nu måtte tilbageerobres. Sloganet ”Min krop, mit valg” forbindes først og fremmest med retten til fri abort, men gælder også i bredere forstand.

En særlig genre inden for vaccinemodstanden er konspirationsteorierne. Det er et gennemgående træk, at der ligger andet bag end blot spørgsmålet om sygdom, helbredelse og forebyggelse. Men af og til udarter det sig til mere end blot skepsis.

Det kan være mændenes sammensværgelse om at undertrykke kvinders erfaringer og viden. Eller det er en konspiration mellem statslige myndigheder og de store medicinalvirksomheder om at skjule viden om billige og lettilgængelige naturlige lægemidler som alternativ til syntetiske og kemiske industriprodukter. Eller viden om alvorlige bivirkninger bliver hemmeligholdt for ikke at skade medicinalindustriens indtjening. Eller Bill Gates forsøger at overtage verdensherredømmet ved at gemme mikrochips i vacciner, så han kan kontrollere hele verdens befolkning.

Konspirationsteorier har kendetegnet hele vaccinemodstandens historie, men har fået ekstra opmærksomhed og større udbredelse med internettet. Når information bliver tilgængelig for alverden side om side med misinformation og myndigheder og autoriteter ikke længere nyder samme tillid som tidligere, så stimuleres vækstgrundlaget for konspirationer.

Det har vi tydeligt set illustreret under coronapandemien. Rikke Alberg Peters og Jakob Bek-Thomsen viser med deres gennemgang af vaccinemodstandens historie, at der meget lidt nyt i vaccineskeptikernes argumenter. Der er en forbløffende konsistens i vaccinemodstanden. Epidemierne skifter, men argumenterne mod vaccine består. Sygdomme som kopper og polio er i dag udryddet på verdensplan takket være internationale vaccineprogrammer. De færreste ønsker sig vel kopper og polio tilbage; alligevel ses mere eller mindre rabiate udtryk for modstand mod vaccine.

Peters og Bek-Thomsen tydeliggør i deres bog, at tillid er helt afgørende. Trods grupper som Men in Black, der demonstrerede mod regeringens nedlukning af Danmark og vaccinepas, så er Danmark kendetegnet ved, at befolkningen i høj grad har tillid til myndighedernes anbefalinger. Og tilliden skal også gå den anden vej, understreges i det bogen: regering og myndigheder skal have tillid til, at befolkningen er villig til at lytte til fornuftige argumenter for de indgreb, der kan blive nødvendige under en pandemi. Derfor slap vi herhjemme relativt let gennem pandemien og har i dag mere eller mindre glemt, hvordan det var for blot fire år siden. I andre lande, hvor man anvender tvang og myndigheder mødes med mistro, har vaccineskepsis langt bedre vilkår og konsekvenserne har ofte været mere fatale.

Anti – Vaccinemodstandens historie er særdeles interessant og oplysende læsning. Det er et velgørende historisk perspektiv på noget, vi alle har erfaret på nærmeste hold for blot et par år tilbage. Ikke mindst er det forbløffende at se, hvor konsistent vaccinemodstanden har været i sin argumentation. Men som bogen også tydeligt viser, så er forholdet mellem tillid og tvang af afgørende betydning. Jo mindre tillid og jo mere tvang styrker vaccinemodstanden. Tvang forstærker mistanken om, at der ligger andet bag vaccinationsprogrammet end hensynet til den enkeltes velbefindende.

Envidere giver bogen et spændende indblik i, hvordan epi- og pandemier har præget verdens udvikling gennem de sidste 250 år og hvordan videnskab, globale sundhedstiltag og vacciner langt hen har haft held med at tæmme disse. Men også hvilke omkostninger det har betydet. Og ikke mindst viser Peters og Bek-Thomsen, at vaccineskepsis og modstand ikke kan reduceres til nogle få ’tossers’ vilde konspirationsteorier. Det er et komplekst samspil af omstændigheder, hvor tillid er afgørende. Og dermed er vi i en vis forstand tilbage ved den oplysningstænkning vaccinationer i høj grad udspringer af. Et oplyst folk vil vide at lytte til og lade sig overbevise af rationelle og fornuftige argumenter; men vil ikke blindt følge autoriteters indgreb uden en saglig begrundelse.