Dorthe Nors er en af de forfattere, som kan få meget ud af lidt.

Det bliver tydeligt for mig med denne udgivelse, som nu står frem i ren sproglig udformning, al den stund den er fritaget fra de billeder, en tidligere udgave rummede. Det kan også noget. Det, det kan her, er at sætte fokus på sproget, på sætninger og på en skrivestil.

Dorthe Nors skriver om en kyst. En linje. Et landskab, som kan se temmelig vildt og uinspirerende ud. Blot ikke, når Dorthe Nors sætter strøm til sætninger, for hun formår at beskrive et landskab med ord, som skærer sig ind til mig.

Bogen består af en samling essays, der hver især tematiserer det at være natur mod kultur, natur mod menneske, og vi er ganske underlegne, kan jeg forstå. Vi vil så gerne kontrollere, kommer overens med den, og den viser sig altid at være smartere end os.

Ganske enkelt.

Her har man som læser mulighed for at dykke ned i fjorten essays, som handler om den rejse igennem det landskab, hun er rundet af, og det er en rejse, som inspirerer og kan forlene læseren med den udvidelse af sindet, som god litteratur kan; det at få redskaber til at se den virkelighed, man navigerer i, omgås, med andre øjne.

Hun skriver om skibbrud, stormflod, surfere, sømandskoner, tiden, lyset, mørket, og hun kredser i hver tekst, hver på sin måde, at nærme sig kystlinjens væsen.

Kan det lade sig gøre at forstå naturens kræfter?

Kan vi som mennsker træde tilbage og finde et ståsted, frisat forsøget på at kontrollere?

De helt store spørgsmål er, hvad det vil sige at være menneske, hvordan vælger vi at leve vores liv, og hvad er det at høre til et sted?

For Dorthe Nors er der en dragning mod det vestjyske, og det er ofte målt ud med metropolens mange mennesker. En tid i København, som hun ser tilbage på.

Dorthe Nors er en af de store forfattere i Danmark, ofte bidrager hun med tekster til The Guardian, BBC og The New Yorker, og hun har været finalist ved Den Internationale Bookerpris.

Dette er et værk, der kan sætte spor.