Endnu en titel har fundet vej til Gyldendals Skala-serie. Det drejer sig om Vi var søskende af Birgitte Reimann, og hvilken roman. Og hvilken forfatter.

Vi kastes hovedkulds ind i Østtyskland og efterkrigstiden, hvor vi møder Elisabeth og Uli. De er søskende, og de har altid haft en tæt forbindelse. Det er noget, de begge holder meget af, sådan at have hinanden, særligt fordi deres bror flygtede til Vesttyskland og lod dem i stikken. Men det viser sig, at Uli også har samme tanker, og det lader så Elisabeth stå tilbage alene med sin ensomhed.

Det, hun brænder for, er at leve som overbevist kommunist, og hun vil gerne gøre alt, hvad hun kan, for at sikre, at hendes bror ikke flygter, for hvad skal der så ske. Hun er en følsom sjæl. En kunstner, som maler sine indtryk ud, og det er mange. Faktisk kan hun ikke holde følelserne inde, og det er flere gange ved at koste hende, idet hun ender i konflikter med partiet og med tidens konventioner. Hun er en problematisk skikkelse, forstår man, og hun er så fornemt skildret.

Det er et tvist, de to imellem, som jeg finder stor fornøjelse at læse.

Sikke en tid.

Denne roman lykkes på fornem vis med at sætte strøm og sætninger til en tid, som ikke strækker sig mange år tilbage. De står skarpe her, friskt aftegnet. Det er en levende fortælling om en tid med et regime, som sætter sig uudslettelige spor hos en kvinde, som kæmper i det.

Denne roman udkom første gang i 1963, men den levede ikke godt ret længe, idet den blev bandlyst og bortjaget fra boghandler. Nu ser vi den i dansk lys i sin fulde længde for første gang, og jeg kan kun sige, at jeg finder al mulig grund til at læse den.

Det er noget af en oplevelse, må jeg sige.