Dorthe Nors har i Spænd iscenesat Gunn Haven, som brænder efter at vide besked med det ene og andet.

Hun er forsker, og hun går gerne langt for sin sag, for hun er drevet af nysgerrighed og en vilje til at se sammenhænge.

Gunn har bosat sig i et lille samfund med højt til himlen, så hun kan vitterligt få fred til at fordybe sig i gammaglimt og det ganske tidligste univers.

Hun henfalder gladelig til fjerne galakser, rutiner og stueplanten Mike, som hun kredser om, som var den/han et barn at beskæftige sig omsorgsfuldt med.

Hun tager på vandringer i landskabet, når Mike har det godt, og hun venter på noget større. Venter og forsøger at holde momentum, men det kniber, for hun kan ikke sådan uden videre holde fuldstændigt fokus på evigheden, idet læbælter og skydetårne træder forstyrrende frem. De griber ligesom mærkeligt ind i den tilværelse af afkobling og på distancen, hun søger at opretholde.

Andre mennesker er dog alligevel de værste. De kommer drivende ind som skyer over grænser, også de mere personlige af slagsen.

Den afstand, Gunn forsøger at opretholde, begynder at krakelere.

Sproget i romanen er holdt i stramme tøjler. Sætninger er korte og kontante, og der medieres mellem en indre verden, som holdes fast af Gunn Haven, og en ydre, som til tider synes mere udflydende.

Det er dikotomien, og jeg synes, det er spændende.

Dorthe Nors har et internationalt navn og en klasse af format, og derfor ventes hendes udgivelser med stor spænding, denne er ingen undtagelse. Dog synes jeg ikke helt, at den bliver forløst her i denne fortælling. Den spænder, undskyld mig, måske en kende for vidt, vil for meget i spændet mellem det store og det små, mellem det konkrete og abstrakte.

Når det er noteret, vil jeg gerne slå fast, at den er noget for sig – den emmer af en originalitet, som klæder formatet her.