Suzanne Collins har betaget noget af en læserskare hen over årene med sine bøger om Panem. Og nu kommer endnu en sag. En forhistorie til første tre bøger.

Her følger vi en dag, hvor Haymitch, som vi kender fra de andre bøger, egentlig blot ønsker at komme hjem til sin kæreste og til noget ro.

Indtil han så hører sit navn blive råbt op, og han ved, hvad klokken er slået. Det er fireogtyve år før Katniss Everdeen står foran at deltage i Dødsspillet.

Dagen for det 50. dødsspil oprinder, og det forkyndes, at der denne gang vil finde en fejring sted, for fejres skal det med, at jubilæet betyder, at dobbelt så mange deltagere skal gøre sig klar. I Distrikt 12 forsøger Haymitch Abernathy at gå fri og slippe sine bekymringer. Det lykkes ham ikke, og det går langsomt op for ham, at det er meningen, at han skal tabe. Der er tegn på det, og en vrede opstår. Han vil kæmpe. Kæmpe imod.

Det er en kamp, som jeg finder det ganske fængende at læse om.

Særligt fordi det også giver et billede på, hvorfor Haymitch i de andre bind fremstår en kende usympatisk og meget vredladen.

Der er en grund.

Det er en ganske læseværdig dystopi, hvor tanker om magt og korrumperinger cirkulerer. Denne roman er landet på en gang i marts verden over, og det er jo i sandhed en fest, når bøger stadig kan samle så mange læsere og skabe sådan en opmærksomhed, i disse tider.

Haymitch giver ikke sådan op, og den kamp, han er havnet i, har en kraft i sig, som kan inspirere. Han går imod de gængse systemer og står imod den magt, der svømmer ind og angriber ham.

Det, der også her fænger, er, at det ikke bliver så karikeret malet op, som jeg synes, genren har for vane. Nej, der er godt at finde i de usympatiske karakterer, ligesom der omvendt er en gran af ondskab at spore i de karakterer, som mestendels udvirker noget heltemodigt. Helten er ikke udelukkende helt, skurken har også noget sympatisk i sig, og jeg er derfor tilbøjelig til at se denne som en roman, der sætter nuancer i spil.

Det er en stor læseoplevelse.