Hanns Cibulka står for mig som en forfatter, der har sendt mine tanker frem mod havtorn og natur. Fra en fin lille bog udgivet for nogle måneder siden: Havtorntid.

Nu er han på færde igen. Posthumt, vel at mærke. Med Nattevagt, og hvilken oplevelse.

Vi kastes ind i en tid med krig. Vi lander på Sicilien i 1943, hvor det træder frem, at Hanns Cibulka føler, at han er kommet hjem, dog til et land og et sted, han ikke har forudsætninger for at finde sig til rette i, og det bestemt ikke et ønske om en dannelsesrejse, der bor i ham. Nej, han er udstationeret som telegrafist i krigen for den tyske værnemagt, og han har således en opgave at udføre, ganske om natten. I mørket.

Han befinder sig i en gård, som har set bedre dage, just bag en olivenlund, hvor det regiment, han er en del af, udøver forskønnelser i form af kabellægninger, ledningsreparationer og trådetablering, så kommunikationen kan løbe uden knuder frem mellem mennesker med behov for det.

Han sidder om natten og lytter til beskeder, der løber ind, og det er her, Hanns Cibulka træder frem som den ferme prosaist, han er, for han fanger beskeder, signaler og ord mellem linjer, som ingen andre fanger.

Han er et øre i natten, som fanger lidt mere end de fleste, her omsat så forbilledligt til ord. Det er jo som at være der selv.

Den skrift, han sejler ud med, er fængende. Den er så præcis, så nøgtern og ligetil. Det er autentisk og lige til at gå til, al den stund sætningerne sætter sig billeder på bevidsthedens tavle. I al fald min.

Han skriver indfølt om angreb fra jagerbombefly og lige så indgående om det landskab, Sicilien er rundet af, det støvede, skyggefattige landskab med bjergtinder og varme, som spreder sig hen over flader.

Det er en bog, jeg kan anbefale at tage frem her i varmen.