“Vold er en rensende handling. Den befrier den indfødte fra sit mindreværdskompleks, fra sin fortvivlelse og handlingslammelse; den gør ham frygtløs og genopretter hans selvværd”. (Fanon, Franz (2004): The Wretched of The Earth, Grove Press, s. 51.)

Ordene er Fanons. Hvis Thiong’o engang har sympatiseret med denne ophedede lovprisning af vold, som flere karakterer i hans romaner deler, må Blodige kronblade anses som manddomsværket, ikke så meget en modning som en mere ædruelig holdning til virkeligheden.

Blodige kronblade er den længste og uden tvivl mest komplekse roman, som Thiong’o har forfattet, der både indkapsler den postkoloniale virkelighed i Kenya og udvider forfatterens litterære udvikling fra tidligere værker som Græd ikke, barn (fra samme forlag, samme oversætter) og A Grain of Wheat. Romanen udfolder en kritisk fortælling om, hvordan den frihed, der engang blev lovet som det endegyldige opbrud med kolonial undertrykkelse, i stedet har givet plads til nye former for udnyttelse og magtmisbrug.

I Blodige kronblade følger vi livsskæbnerne for fire centrale figurer – Karega, Wanja, Abdulla og Munira – hvis liv væves sammen i et narrativ, der spejler Kenyas sociale og politiske kriser efter uafhængigheden. Handlingen udspiller sig i Ilmorog, et på én gang mytisk-symbolsk og ganske realistisk landskab, der repræsenterer og er kampplads for konflikten mellem tradition og modernisering. I takt med at karaktererne kæmper mod korruption, økonomisk udnyttelse og arven fra kolonialismen, udfolder romanen en intrikat fortælling om selvrealisering/desillusionering, modstand/opgivelse og den evigtgyldige/evigtvarende søgen efter retfærdighed.

I modsætning til Græd ikke, barn og A Grain of Wheat, hvor Ngugi præsenterer ganske tydelige, nærmest dualistiske billeder af kampen mod kolonial undertrykkelse, hvor heltene og undertrykkelsen fremstår i klare modsætninger, er Blodige kronblade en ganske anden størrelse.

Her rykker forfatteren ud over den mere enkle fortælling om befrielse og national identitet, her fremhæves de interne modsætninger i det postkoloniale samfund, idet de frihedsforesvævende idealer efter uafhængighed gradvist undermineres af neokoloniale magtstrukturer og indre forræderier, og her vises, hvordan de undertrykkende kræfter, der engang var tydeligt forbundet med kolonialismen, har transformeret sig og manifesterer sig nu i nye, ofte subtile, former, som blandt andet inkluderer udnyttelse via nye samfundsmæssige-økonomiske strukturer og kapitalistisk oligarki.

Romanens narrative struktur hviler på opdelinger som kolonial versus neokolonial, traditionelt versus moderne og landligt-autentisk versus urban-korrupt. Et af de subtile greb i romanen er at påpege, hvorledes disse dikotomier ofte overlapper og underminerer hinanden. Eksempelvis demonstreres det, at selv om kolonialismen historisk set var en undertrykkende kraft, fortsætter dens logik i post-uafhængighedens neokoloniale udtryk. Man tvinges altså som læseren til vedvarende refleksion over, hvordan selv tilsyneladende modsatrettede kræfter er forbundne, og hvori ens sympatier egentlig retteligt hviler.

Udvidet sagt kunne man da tale, med Derrida, om momenter af aporia i den narrative struktur– øjeblikke hvor fortællingens egen logik når et punkt, hvor den ikke kan forenes. Figuren Karega eksempelvis, som symboliserer revolutionær energi og håb, viser sig samtidig at være fanget i de strukturer, han bestræber sig på at nedbryde - endog videreføre dem ham selv uafvidende. Denne indre modsigelse illustrerer, hvordan de idealer, der engang løftede nationen, i realiteten er forbundet med de magtstrukturer, de ønsker at omvende. Den konstante kamp mellem idealisme og kompromis afspejler den bredere konflikt i samfundet, hvor ingen entydig frigørelse synes mulig; eller, med Bhabhas ord: “Det koloniserede subjekt er fortsat splittet mellem mimicry og længslen efter autencitet” (Bhabha, Homi (1984): Of Mimicry and Man: The Ambivalence of Colonial Discourse I October, vol. 28 (s. 125-33), MIT Press, s. 128.).

Ganske i flæng med dette er selve opbygningen af fortællingen – et komplekst kludetæppe af personlige vidnesbyrd, retssager og skiftende perspektiver – skaber denne stemning af ubeslutsomhed, hvor én absolut sandhed unddrager sig. Betydninger er så-at-sige konstant under forhandling, enhver mening udsættes og kan genfortolkes. Netop dette afspejler også titlen i sin dobbelttydighed – “kronblade” (skønhed) og “blod” (vold) – fungerer som en metafor for dette vedvarende spil med modsætninger, hvor håb og ødelæggelse sameksisterer.

Selvom Blodige kronblade da velsagtens er en skarp kritik af kolonialismens arv og dens fortsatte manifestationer i neokoloniale strukturer, er den derfor ej heller fri for de diskursive spor fra fortiden. Thiong’os beslutning om at skrive på engelsk – et sprog med dybe koloniale rødder – er symptomatisk for netop dette fænomen. Det koloniale sprog fungerer som et “spor”, der konstant minder både karakterer og læsere om den uundværlige, men problematiske arv, som de forsøger at nedbryde. Denne tilstedeværelse af et spor understreger, at adskillelsen fra fortidens strukturer aldrig kan blive fuldstændig.

Forfatteren tog da også konsekvensen af denne omstændighed og lod romanen være sin sidste skrevet i kolonimagtens sprogdragt. Som Said berømt udtrykte det: “Den intellektuelles rolle er at gøre det usynlige synligt” (Said, Edward (2006): Paradoxical Citizenship, Lexington Books, s. 107.) For Thiong’o var dette den tydeligste markør for ærindet i hans fortsatte virke som forfatter.