Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

Fjordens kant - Midlertidigheden / Bjørn Hernes, Egon Clausen & Christian Ringskou / 114 sider
Frydenlund. ISBN 9788776231132
Anmeldt 12/3 2025, 16:32 af Torben Rølmer Bille

Øjebliksbilleder


Øjebliksbilleder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er et ualmindeligt sympatisk projekt, som fotograf Bjørn Hernes og forfatter Egon Clausen i fællesskab har skabt med deres bog Fjordens kant – Midlertidigheden.

Hvis man skærer konceptet ind til benet, så har Hr. Hernes i en årrække fundet et utal af motiver i og omkring Ringkøbing Fjord, nærmere bestemt over 1.500. Disse mange fotos er blevet kogt ned til 50, der hér gengives i bogform, ledsaget af Hr. Clausens tekster. Teksterne kan tage direkte udgangspunkt i motiverne, være blevet inspireret af dem og så er der steder, hvor teksten synes at være i kontrast til det betragteren oplever på fotografiet.

Kernelæsere hos Kapellet vil vide at anmelder er ganske pjattet med fotobøger og før nærværende bog ankom, virkede ideen om at forsyne motiverne med tekst lidt mærkværdig. Selvfølgelig er der mange fotobøger der er forsynet med korte billedtekster. Tekster der enten leverer en titel, giver information om hvor fotografiet er taget, eller noget helt tredje. Billederne burde, såfremt de er interessante nok, i anmelders optik sagtens kunne stå alene, uden at man samtidig skal forholde sig til tekst.

Selvsagt kan tekststykker med fordel kan kombineres med et fotografisk udtryk, men der vil altid være en risiko for, at en bog der fordeler tekst og foto ligeligt, i sidste ende vil placere sig mellem to stole. Hvor skal man rette sin opmærksomhed? Det er dog ingenlunde tilfældet hér. For der opstår undervejs et ganske fint samspil mellem de to typer medier.

Når Kapellets anmelder alligevel vælger at betegne dette som en fotobog, så er det primært fordi at fotografierne fylder ganske meget og ifølge pressematerialet var det dem der kom først. Egon Clausens tekster ofte ganske korte og hurtigt læst, men de skaber i samspil med bogens fotos et særligt rum, som betragteren/læseren placeres i.

Clausen er født og opvokset ved fjorden i Ringkøbing og synes derfor at have et særligt kendskab til stedet, men selv om man ikke kommer fra de kanter (anmelder er eksempelvis barnefødt på Sjælland) så er der stadig noget ganske universelt tiltalende ved bogen. Noget som vi alle kan relatere til.

Fotografierne viser os ret tydeligt et meget dansk landskab, uanset hvilken årstid billederne er taget på og selv om nogle af teksterne er gengivet i en form for transkriberet vestjysk, så burde det for langt de fleste læsere være muligt at dechifrere hvad det er som bliver sagt. ´Dialekten´ bliver på den måde en stadfæstelse af hvilken grundstemning bogen vil formidle til sin modtager.

Fotografierne er selvfølgelig primært landskabsbilleder, nærbilleder af natur, men ofte indeholder fotografierne også spor af mennesker. Det kan være efterladte både, et massivt borde-bænkesæt i beton, noget rustent jern, osv. Der findes dog også billeder af levende væsener: en hund, en hest, men også drypvist mennesker. Du kan opleve vinterbadende kvinder, en ældre fyr med sweater med ryggen til kameralinsen eller et par underben der peger mod hindanden i standkanten.

Fotografierne er ganske fine og flere af dem har også en grafisk kvalitet, takket være beskæringen, men forvent ikke et visuelt sansebomadement, der blæser dig bagover. Det her er ikke David LaChapelle, men nu er vi også i Vestjylland.

Teksterne er som nævnt finurlige, forskellige og ganske velskrevne. De dækker alt fra dagligdags observationer, en gengivelse af en tænkt samtale mellem et par venner der mødes (det er teksten til ovennævnte billede med de to ben i standkanten), til mere faktuel information om fjorden. De aktuelle og omfattende udfordringer i forhold til klimaet bliver også et tema, ikke mindst hvordan et ændret klima er med til at omforme grænserne mellem vand og land i langt højere grad end tidligere.

Selv om der er en undertone af alvor i bogen, så er der også flere af teksterne der med garanti vil få dig til at smile, så selv om Vestjylland måske ikke er kendt som arnestedet for dansk humor, så er der masser af lune i denne bog.

En morsom detalje kan man også finde i bogens indledende kolofon, hvor der skrives ”Bogen er udgivet med økonomisk støtte fra [..en opremsning af sponsorer.. ], der har givet bevillingen i anerkendelse af fotograf og forfatters aktive indsats i en moden alder.” Kort sagt så er dette et bogprojekt skabt af ´det grå guld´ – men til trods for skabernes ´modne alder´ så skal Kapellets anmelder skynde sig at påpege, at bogen ikke kun henvender sig til dette segment, men kan nydes af alle voksne mennesker, uanset hvor fremskreden deres alder end måtte være.

Kapellet håber heller ikke at det kun er læsere der bor i nærheden af Ringkøbing der køber bogen. Det er en sympatisk coffee-table bog, som man kan bladre lidt rundt i på må og få, men du kan også sagtens vælge at bruge mere end bare et par minutter med den og læse den fra start til slut. Faktisk vil Kapellet på det varmeste anbefale den sidste måde at læse bogen på. Det fortjener den.


Forrige anmeldelse
« Den ubudne «
Næste anmeldelse
» Blodige kronblade »


Flere prosaanmeldelser