Græd ikke, barn er den den første roman fra Ngugi wa Thiong’os (navnet fandtes i hin tid en tand eksotisk og blev da udgivet af ‘James Ngugi’) pen og som nu, godt 56 år senere fra dens udgivelse i 1964, kommer i dansk oversættelse. Romanen følger et kenyansk barn (barnet, hvis gråd formanes), Njoroge, søn af jordforvalteren Ngotho og dennes anden hustru, Nyokabi. Af de mange brødre og søstre til Ngotho, en følge af de traditionelle polygame ægteskabsforhold i Kenya, fokuseres der specifikt på to brødre, tvungne rekrutter på britisk side i 2. verdenskrig, hvoraf kun den ene, Boro, vender tilbage.

Fra moderens synspunkt forefindes kun en vej frem i det opløsende kolonisamfund efter krigen, som er ‘en hvid mands uddannelse’. Med denne forventning om social opstigning hvilende på Njoroges skuldre, en forventning som i hans sind får abnorme proportioner til at skulle have en nærmest revolutionerende funktion for samfundet, plejer han oplagt og formålsbestemt sin skolegang, som han dog også finder en egen glæde ved. Samtidig fatter han også interesse for datteren til besidderen af forældrenes jord, og denne interesse viser sig snart at være gensidig.

Men visionerne viser sig som det skinnende bronze, hvis pragt kun har stakket frist førend vejrbidte forhold indvirker og farver rigdommen til en kvalmegrøn iris. Faderen tager del i en nationalstrejke for bedre lønforhold, som hurtigt resulterer i en afskedigelse. En sten tager den næste i sit skred, og familien skal nu flytte væk fra den jord, de hidtil har boet på. Hvor faderen i denne modgang rammes af generel defaitisme, agiterer denne ulighed broderen Boro til at indgå i en modstandsbevægelse, som han forsvinder ind i skoven med.

Kampgejsten ansporer også Njoroge til sammenbidt flid i skolen, men de høje forventninger vakler i disse omskiftelige og prekære forhold, som skolesystemet ej heller som et helle er hævet overfor.

Bogen er kort og fatter sig ligeledes sådan. Læsere af Thiong’o vil finde stilistiske træk mere lignende de senere værker, hvor forfatteren gik over til den praksis at skrive på sit modersmål gikuyu, hvorfra han selv så oversætter til engelsk. Hans egne udtalelser til lyde, skulle dette (foruden af politiske grunde) være en erkendelse af, at de værker forfattet på engelsk allerede foregik gennem en intern oversættelsesproces. Dette virker for mig at læse også tydeligt som forklaring til det lakoniske udtryk, som er gennemgående i romanen og fremdriver den spænding, som også er bogens overordnede tema: mellem det nationale og udenlandske, det hjemlige og fremmed, selvstændighed og hoveri.

Sproget står som på trods, det nægter at lade sig udtrykke, ønsker ikke at forsøge sig ind i nogen skildring af bevæggrunde og rørelser i sjæles dyb. Eller nærmere: at få beskrevet en persons ihærdighed i at uddanne sig bliver snarere en præsentation af et mantra eller en besværgelse (”hvis blot jeg opnår denne uddannelse vil alle vores kvaler forsvinde, jeg vil genopbygge vores stammes storhed osv.”), som skal aflede fra at granske dybere eller vove sig over gærdet udi det sprogløse.

Man fornemmer ‘de hvides sprog’ som en belejring, en parasit som søger at optage skabe sig plads som en anden legemsdel, men som uvægerligt må nedbryde og ihjelslå det hidtidige i samme bevægelse. Dette resulterer ofte i en noget mangelfuld karakterskabelse, som nærmest falder over i at typificere (‘modstandsmanden’, ‘forræderen’, ‘opkomlingen’) frem for at danne mindeværdige personligheder. Det giver mindelser om snarere at læse regibemærkninger til et teatermanus end en roman, men dette har også sin styrke, hvor den store sprogløshed omkring karakterenes bevægelser har samme effekt som chiaroscuro: det omkringliggende sorte fremhæver og tydeliggør det belyste og lader alle hændelserne stå i deres egen, evidente protest.