”Den originale film var langt federe”. ”De første to sæsoner var klart de bedste”. ”Anden bog i serien føles som en dårlig kopi af den første.” Du har garanteret hørt sætninger som disse før, i forbindelse med forskellige medieres forsøg på at fortælle flere historier i et konkret fiktivt univers.

Dukker der en film, et spil, en tv-serie, en tegneserie eller en roman op som bliver en publikumssucces, så er det lige så sikkert som amen i kirken, at der nok skal komme en fortsættelse, en spin-off serie, en prequel eller en parallelfortælling til originalen. Det er simpel markedsøkonomi, men spørgsmålet er dog, om disse tilføjelser er i stand til at leve op til eller tilføje merværdi til de eksisterende værker?

Som Kapellets anmelder bemærkede, dengang David Lagerkrantz overtog Millenium-serien efter Stieg Larson var død, så virkede den første bog i den serie også en kende træg . Lagerkrantz fik dog med sine efterfølgende to romaner rettet lidt op på den noget usikre start. Nu er 8. bog i Millenium-serien udkommet, anden roman skrevet af Karin Smirnoff og lige som forgængeren er der et dyr der har sneget sig ind i titlen, denne gang en los.

Idet det er to år siden Havørnens skrig udkom, var der en del handlingselementer og figurer fra den, der ikke lå helt friske i hukommelsen. Ikke forstået på den måde at alt var væk, men den havde tilsyneladende ikke gjort et dybt, varigt indtryk på undertegnede. Derfor føltes de første 150 sider utroligt fragmenterede, for vanen tro følger man et ganske stort persongalleri, hvor fortællerstemmen ofte ændrer sig fra det ene kapitel til det næste, alt efter hvem det er, der aktuelt er hovedpersonen.

Selv om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist stadig er med, virker det lidt som om at det er Salanders niece Svala, der overhaler sin moster i forhold til at tilrane sig læserens opmærksomhed. Desuden er størstedelen af handlingen igen henlagt til den fiktive by Gasskas i Nordsverige, hvor 13-årige Svala bor i en plejefamilie, lærer samisk og passer rensdyr. Indlysende nok er Svala også som en anden Gretha Tunberg-wannabe en ivrig miljøaktivist og har tilsluttet sig en lille gruppe af ligesindede, der gerne ser at kommunen sætter en stopper for at genåbne en ellers nedlagt mine i området. Gruppen ledes af den karismatiske Simon, som Svala er lidt lidt lun på, selv om hun ikke vil indrømme det overfor sig selv.

Mikael har fået stillingen som chefredaktør på Gasskas lokale avis, nu da tidsskriftet Millenium har måtte dreje nøglen om. Lisbeth bor stadig i sin enorme lejlighed i Stockholm og har forhold til flere personer, men da en af hendes eneste rigtige venner hackeren Plague pludselig forsvinder, sætter hun sig også for at finde ham. Disse spor synes også at lede mod Nordsverige. Samtidig findes liget af en ung kvinde i byen, en ung kvinde der har en forbindelse til de førnævnte miljøforekæmpere

Selv om romanen indledningsvist føles ret usammenhængende – hvilket også til dels hænger sammen med Smirnoffs skrivestil, der ofte fungerer gennem masser af antydninger, uudsagte ting og delvise beskrivelser, hvor læseren selv bliver sat på arbejde for at få det hele til at hænge sammen. Det bliver dog noget bedre idet romanen skrider frem og en masse af de mere løsrevne handlingstråde bliver samlet, for ikke at tale om de afsløringer af nogle figurers sande identitet, der gør at disse pludselig bliver meget væsentlige for puslespillet.

Der er rigtigt mange fællestræk mellem Svalas figur og Salanders. De er begge lynende intelligente, egenrådige som Pippi og så sker der undervejs i den nye roman – med frygt for at afsløre for meget (spring endelig resten af dette afsnit over, hvis ikke du vil have spoilet din læseoplevelse) - også ganske traumatiske ting med Svala i løbet af Lossens kløer, ting der måske vil minder ret kraftigt om det der i sin tid overgik moster Lisbeth som ung i Larssons første bøger. Lidt groft sagt så kan man sammenligne denne roman med den seneste Star Wars-filmserie, for er man lidt hård så er historien om Reys udvikling fra egenrådig enebarn til stolt jedikriger, nærmest identisk med den måde Luke Skywalker vokser op på.

Lossens kløer er bestemt ikke den stærkeste bog i serien, men selv om den starter meget fragmentarisk ud, så kommer handlingen op i tempo og giver meget bedre mening hen mod bogens klimaks, forventeligt når vi befinder os i denne slags thrillerterritorie.

Smirnoff kan godt skrive, især er de synsvinkler og det sprog som hun giver sine mange figurer mestendels vellykket, men som nævnt kan man også godt blive ret frustreret over at hun ikke har tegnet sine karkterer stærkere op, til at man konsekvent ved hvem det er af de mange aktører man følger. Denne slags forvirring kan godt gå ud over helhedsoplevelsen.

Det skal blive interessant om Smrinoffi løbet af de to allersidste Millenium-bøger vil være i stand til at få afrundet serien i Larssons ånd. (Kapellets skrivekarl går nærmest automatisk ud fra at det er Karin Smirnoff, der har fået til opgave at skrive de to sidste -red.). Om de så ender med at blive den episke afslutning hvor en sygdomsvækket Blomkvist og en eviggnaven Salander sammen med Svala kommer til at stå ansigt til ansigt med de nationalsocialistiske skurke som man kan håbe på, eller om spændingen fisler ud i mellemtiden, det må tiden vise.