I efteråret 2024 blev Annemarie Schwarzenbach Død i Persien anmeldt på disse sider. En ret mærkværdig roman, holdt i et ganske særligt sprog. Nu er det så blevet muligt at læse endnu en dansk oversættelse af Schwarzenbach, nærmere bestemt Den lykkelige dal som forlaget Atlanten har udsendt.

De af vore læsere der måske blev så tilpas nysgerrige på Schwarzenbachs forfatterskab efter at have læst vores omtale af den ovennævnte bog eller som selv har opdaget den, vil opleve at der er mange sammenfald både tematisk og sprogligt mellem de to kortromaner.

For det første er omgivelserne som de to romaner foregår i ganske ens. Læseren føres til Persien, nærmere bestemt til Lar-dalen, der ligger i det nuværende Irak. Her opholder fortælleren sig i selskab med en gruppe arkeologer, der bor i telte nær en floddal, hvor dagen går med ruiner og potteskår og aftenen med drinks, efter man har skiftet tøj så det passer til cocktails.

For det andet er jeg-fortælleren en person, der har et meget nihilistisk, trøstesløst udsyn på den verden vedkommende er en del af. Det er der også en ganske god grund til. Selv om der er masser af naturbeskrivelser undervejs, så virker det som om at livet er så tungt at blikket på landskabet bliver farvet af dette tungsind. Så uanset hvor eksotiske omgivelserne end måtte fremstå forekommer selve tilværelsen hér trøstesløs. Naturen kommer, dens skønhed til trods nærmest til at fremstå som en slags modstander, som noget der har tænkt sig at gøre en ende på alle, der vover sig ud i den.

For det tredje er skrivestilen i de to bøger meget ens. I bogen første håndfuld kapitler minder det mest om en form for dagbogsnotater, der i mere eller mindre kronologisk form beretter om de lange dage i dalen. Senere forvandles teksten til en form for stream-of-counsiousness-stil som måske kan virke en anelse usammenhængende og hvor læseren virkelig skal arbejde sammen med teksten for at skabe sammenhæng og mening. Uden anden sammenligning i øvrigt, kan enkelte passager godt minde en smule om William S. Burroughs´ tidlige prosa, med det aber dabei, at der hos Schwarzenbach hverken ikke hallucinatoriske monstre, eksplicitte skildringer af sex eller mange af de andre ´lækkerier´ som Old Bull Lee diske op med.

Hovedpersonen i Den lykkelige dal er syg. Primært er vedkommende ramt af malariafeber, men det er langt fra den eneste lidelse. Selv om opholdet her i bjergene synes at have en gunstig på virkning på sygdommen, så kan feberen måske også være med til at forklare nogle af de kapitler, hvor det for os læsere kan være en kende vanskeligt at følge med i hvem der taler eller om det der beskrives er erindringer, tanker eller drømme.

Du skal i al fald ikke forvente en form for plotorienteret fremdrift i denne tekst, men snarere over hundrede siders stemningsbeskrivelser der alle er effektive, men ikke synderligt opløftende. Det er som om at fortælleren godt nok kan ane verdens skønhed og mangfoldighed, for slet ikke tale om den frihed der er i at rejse rundt blandt fremmede kulturer og gøre som man behager. Dette kan eksempelvis ses i starten af kapitel ti (s.78), men lige så snart disse ting åbenbarer sig for fortælleren, så kommer angsten, frygten og meningsløsheden snigende og synes at overrumple alt. Titlen Den lykkelige dal skal altså læses lettere ironisk.

Som nævnt bliver bogen mere og mere mere febervild, jo længere du læser og Kapellet vil anbefale at du selv springer til det allersidste afsnit i denne anmeldelse, medmindre du gerne potentielt vil få ødelagt store dele romanens slutningen, idet undertegnede har valgt at kommer med nogle afsløringer og sine egne tanker om hvad det er Schwarzenbach vil formidle til sin læser. Til trods for at anmelder normalt forsøger helt bevidst ikke at afsløre for meget af det det anmeldes i Kulturkapellet, så er er der vanskeligt at beskrive hvor intens en tekstlig oplevelse denne bog kan være, hvis ikke det er muligt at tale om dette.

Om det er malariaen eller en af de andre sygdomme som fortælleren har raget til sig i løbet af sit unge liv - om det er opiummen, hashen eller om det i virkeligheden er det faktum, at man bliver nødt til at skue tilværelsens endeløse håbløshed lige ind i ansigtet der påvirker fortællingen, så synes den at være gennemsyret af en fascination og skræk for døden. Vi skal dø og det synes fortællingen i den grad at italesætte!

Fortælleren synes på den ene led at forsage Gud og på den anden forekommer det også som om fortælleren fristes af religionen, hvilket måske giver mening i denne situation. Der benyttes endda flere fraser undervejs citeret direkte fra Bibelen.

I Schwartzenbachs tekst nærmest vrider hun de allersidste dråber af fortællerens tanker ud i prosaen og alle de erindringer om jordens skønhed, alle duftene, alle de ting men ved, alle de mennesker man har elsket, alle de steder der har blæst en bagover, og alt det andet. Alle disse ting holder snart op med at være, da fortælleren måske også gør det. De ting og den næste, din elskede som du vil savne, og som omvendt måske også vil savne dig, er ved at forsvinde.

Den lykkelige dal er bestemt ikke en rar bog at læse, men modsat Død i Persien, er de mange billeder som forfatteren tegner med sine ord, langt mere klangfulde og langt bedre orkestreret i den roman der anmeldes hér. Sammenligneligt er også den passage hvor der helt mod slutningen dukker en engel op i lejren.

I modsætning til de strålerkrans-omsvungne ærkeengle du kender fra bl.a. religiøse skrifter er denne engel en mere mut type, der stiller sig lige der hvor fortælleren netop ikke kan nå. På sit potentielle dødsleje begynder fortælleren så at tale om flere af sine bekendte, der er døde:
”Jan Bibenski: død ved Kievs klokker. Hvorfor ødelagde du ikke hans pibe, brændte hans uniform og spredte hashen for alle vinde? Kieves klokker? - Lader man virkelig sine kammerater dø af sådanne gifte? -” (s. 106 – 107)
Med mindre det er en overfortolkning, skrives der ikke her, at vennen Jan døde som nærmest et direkte resultat af hash. Han ryger for at glemme, for Jan og flere andre misbrugere man hører om er blevet traumatiseret i krigen. Skulle romanen tilstræbe mere realisme, ville det nok i stedet have været den opium Bibenski også har haft adgang til, der fik Kievs klokker til at ringe. For der er ifølge Kapellets eminente stab af researchere findes der ikke noget medicinsk belæg for at hash har været angivet som hovedårsag i et eneste dokumenteret dødsfald. Selv sundhedstyrelsen er enig :”Hash giver ikke livsfarlig forgiftning – man dør ikke af en for stor dosis.:” (s. 10). Bibenski er dog ikke den eneste der mistænkes at være død af hash, der nævnes også en anden af fortællerens bekendte der mulighvis har lidt samme skæbne.

Én ting er jo virkelighed, en anden fiktion. Den lykkelige dal tegner sit helt eget fascinerende og dystre virkelighedsbillede for læseren. Selv om hash måske ikke kan dræbe dig, så skal du stadig dø. Dør fortælleren monstro til allersidst i bogen? Hvorfor er engelen der, i det hele taget? Er han kommet for at tage fortælleren med sig? Tror du selv, at du får du det hele med, før også dine øjne lukkes permanent? Spørgsmålene er mange, men alle svarene finder du næppe ved at læse romanen hér.

De sidste par sider af Den lykkelige dal må du selv læse – men Kapellet anbefaler også at du læser de første – for det er en virkelig god bog.

Måske er vores verden ikke helt så dystert nihilistisk og håbløs som Schwarzenbach gerne vil gøre den til. Den er stadig et dejlig sted, krig og ufred i verden til trods. Både du og jeg tænker sikkert i disse usikre tider på hvor vores verden er på vej hen. Lignende tanker havde Schwarzenbach også da hun skrev på denne tekst i 1933 hvor hun selv desillusioneret i Persien uden held havde forsøgt at begå selvmord, var hundesyg af feber og ikke mindst af kærlighedskvaler. Det gør denne tekst endnu vildere. Det er selvmordstanker og sortsind malet med ord. En kortroman, der lige som Død i Persien er farvet ganske betydeligt at forfatterens personlige, ulykkelige situation.

Den lykkelige dal er hurtigt læst, men vores råd er at du tager dig god tid til at smage på ordene. Læs den langsomt, giv dig tid til at nyde sproget og den måde Schwarzenbach stykker sine sætninger sammen på. Silas Blume Schmidt har leveret en fantastisk oversættelse og ikke mindst oversætterens efterord, hvor der skrives om virkelighedens malariasyge forfatter, er både meget interessant og gør at det er vanskeligt ikke at opleve teksten set i lyset af disse biografiske oplysninger. Selv om romanen bestemt ikke vil være en der har bred appeal, var det ikke desto mindre en virkelig stor læseoplevelse for undertegnede.