Jacob Fischer Møller er ukendt for mig, men har – fortæller bogflappen på Paul dør – gået på Forfatterstudiet i Bø, som lader til at være en norsk pendent til Forfatterskolen i Danmark, om end studiet i Bø kun varer et år, hvor den på Forfatterskolen varer tre. Jeg kan læse mig til, at Geir Gulliksen tilbage i 80´erne gik på skolen i Bø. I tillæg har Jacob Fischer Møller frekventeret Talentskolens forfatterlinje, som i høj grad foregår online.

Der er en tilstræbt friskhed over sproget i Paul dør, og jeg har svært ved at vurdere, om det er for at karakterisere miljøet omkring hovedpersonen Paul eller det for at karakterisere Pauls selv – eller begge dele, selvsagt. Eller det bare er forfatteren, der prøver at være en frisk-fyr-forfatter.

På Instagram kalder forlaget selv bogen ”udogmatisk og syleskarp queer-campet kortroman til tiden”. Queer ved jeg, hvad betyder, ’campet’ måtte jeg slå op, og det betyder ifølge wikipedia ”en bevidst, ofte ironisk dyrkelse af det smagløse, overdrevne eller teatralske. Begrebet er tæt forbundet med kitsch”. Som hvis man laver et fantastisk Grand Prix sang-arrangement, selvom man godt ved, at det er kikset.

At forlaget vælger at bruge sådan en karakteristisk skal selvfølgelig ikke komme forfatteren til last, men det virker også som om, at han flere steder i bogen prøver at skrive virkelig smart, men det kan – som nævnt – sagtens være helt bevidst.

Er det godt? Er det interessant?

Tja, rytmen fejler ingenting, man læser bogen forholdsvis hurtigt, og selvom jeg var meget skeptisk i begyndelsen af min læsning, kunne jeg mærke, halvvejs, at jeg var spændt på, hvordan bogen fortsatte. Sidste halvdel af bogen virker en kende mindre frisk-fyr-agtig, hvilket klæder den.

På en måde virker bogen som en forsigtig debut i den forstand, at den ikke for alvor kommer ud over kanten, det bliver aldrig for alvor farligt, selvom der for så vidt hele tiden er anledning til det. Men dødsangsten bliver aldrig rigtigt alvorlig. Man kan selvfølgelig indvende, at det er fordi, at Paul gør, hvad han kan, for at undgå den, da han jo ikke lever noget konventionelt liv. Men det gør også, at bogen godt kan virke klichefyldt mange steder. Jeg har forfatteren mistænkt for at gøre det med vilje (en campet/kitschet roman), og kan man lide den slags friske fortællestil, som er bevidst kitschet flere steder, så kan bogen godt være et interessant bekendtskab.

Og det er klart, at jo mere man kan identificere sig med Paul, jo mere får man sikkert ud af bogen.

En debut (for real), som kan minde om et meget velkomponeret og gennemtænkt Grand Prix sang-arrangement (no pain, no gain), der virker bevidst (high end / confident) kikset.

Hvis det har været hensigten – hvilket er en absolut mulighed – er bogen ganske vellykket. Helt uden ironi.