Det er ifølge efterordet først i de senere år, at forfatteren Annemarie Schwartzenbach har fået den opmærksomhed hun fortjener. Død i Persien er den første af hendes kortromaner der er blevet oversat til dansk, til trods for at den oprindelig blev skrevet i 1935 og idet man læser den, bliver det hurtigt ret tydeligt, hvorfor den ikke just faldt i samtidens smag.

Schwartzenbach blev født i Schweitz i en meget velhavende familie og arbejdede som fotograf, rejseskribent og journalist. Som der skrives i den glimrende efterskrift af bogens oversætter - René Jean Jensen - var Schwartzenbach både lesbisk og havde meget offentligt antifascistiske holdninger, begge elementer, der med garanti gjorde det vanskeligt at få massiv anerkendelse i hendes samtid.

Død i Persien indledes med forfatterens forord, der nærmest virker som en undskyldning for det som man skal til at læse. I det hele taget falder denne indledning fint i tråd med selve hovedfortællingen, der falder i to dele, for bogens hovedperson er mildest talt ikke en humørbombe, men en der lever et liv i angst, frygt og som i det hele taget har svært ved at se noget positivt ved. Hverken det hun foretager sig eller de mennesker som hun omgås synes at bringe hende glæde. Måske lige med undtagelse af Jalé, en ung tyrkisk kvinde, som vor navnløse fortæller forelsker sig i.

Bogen kan læses som en fiktiv rejseberetning, en slags upersonlig dagbog tilsat overnaturlige elementer i et par enkelt kapitler og samtidig bliver det en nøgleroman, der spejler forfatterens egne oplevelser på sine rejser i Mellemøsten. Hvor forfatterens egne oplevelser slutter og fiktionen starter er ikke altid tydelig, men det er også mindre vigtigt, for hvad bliver tilbage, idet man når slutningen af kortromanen, er en oplevelse at være blevet taget med på en trøstesløs tur til et fremmed land, hvor det eneste lyspunkt på turen, brat bliver slukket.

Man kan sagtens gå til denne roman uden noget som helst forhåndskendskab til forfatteren, for i den ovennævnte efterskrift, får læseren en del mere information om Schwartzenbachs liv. Denne information er med til at tolke enkelte af passagerne i bogen i en helt bestemt retning og tilføjer flere lag til fortællingen, der får den sproglige mosaik der lægges til at fremstå endnu mere tydelig.

Schwartzenbach benytter en del spalteplads på at nævne steder, historiske begivenheder og i detaljer forklare forskellige visuelle, følelsesmæssige og taktile indtryk der møder hende. Dette er muligvis en refleksion af hendes arbejde som rejseskribent, men idet hovedpersonen også deltager i en arkæologisk udgravning, giver det fin mening med de mange blik tilbage på svundne tider.

Måske tænker du, efter at have læst ovenstående, at det ikke ligefrem virker tillokkende at tage på litterær tur med en selvudslettende, deprimeret og feberplaget fortæller, men det er det helt bestemt. Til trods for at fortælleren har et så dystert blik på sin verden, så ender Død i Persien med at være en betagende litterær oplevelse, der udmærker sig ved at være ganske personlig, uden eksplicit konstant at nævne andre følelser end angst, frygt og smerte.

Forvent derfor ikke en kortroman med en stærk plotdreven struktur. I stedet får du en roman, der er virkelig god til at skildre en øde, fremmed verden, der takket være fortællerens fremmedgørelse overfor både stedet den foregår og sin egen person ender med at blive gribende.

Romanen er hurtigt læst og det ikke kun fordi den udelukkende strækker sig over 129 sider, men mest af alt fordi den er vældigt fint skrevet, i et ganske særligt sprog, der undgår mange gængse klicheer og som er meget personlig i sit udtryk. En stil der gør, at Kapellet håber på at der bliver udgivet flere af forfatterens tekster i den nærmeste fremtid.