Nam Sook. Eller Eva Tind, som hun i dansk område kom til at hedde.

Vi flyves ind til en handling og en roman, som tager sit udgangspunkt i 1975, hvor 11 børn blev bragt til lufthavnen for at blive videreformidlet som små pakker fra et fragtflyt til spændt ventende adoptivforældre. Som en fødsel ud af et fly. Min Kim var navnet på hende, som Nam Sook knyttede de tætteste bånd til, og hun kom sidenhen til at bære navnet Gull-Mai.

Og her har vi det centrale anliggende for denne spændende roman, som er bygget op på en nytænkende måde, i al fald når det kommer til genrebetegnelsen roman, eftersom der optræder essaylignende tekst foruden kollageagtig form undervejs - hvilket klæder fortællingen her.

Det centrale, som jeg finder i spørgsmålet om, hvad det er, man bærer. I sit navn. Sig selv. Sæt man har to navne. To identiteter, to kulturer. Hvordan lander man bedst i tilværelsen?

Det synes at være dét, der her vækkes til live på en nyskabende måde - et anliggende og et antrit, Eva Ting også har haft med sine forudgående romaner.

Det, der slås fast her, er, at de to familier, som rummer de to piger, mødes en gang om året, og det udviklede sig også til, at de to piger etablerede kontakt via brev. Så egentlige pennevenner kan man jo sige, at de er. Eller var. For da Eva blev tolv, blev forbindelsen også brudt. Tredive år skulle da forløbe. År, som mærkede dem på hver sin måde. Særligt er det, at Gull-Mai står med voldsomme oplevelser, og Eva føler sig nødsaget til at skrive om det at blive til.

Vi følger denne formgivning af en pige, af to piger, igennem breve, samtaler og rejser, og det, der bliver helt tydeligt for læseren, er, at der er et særligt sug til stede. En særlig vigtighed. Det mærkes, og jeg forestiller mig, at det ikke har været en let bog at skrive.

Ikke desto mindre har Eva Tind vist, hvor bærende og smuk en beretning der kan komme ud af et krævende og til tider - tænker jeg - smertefuldt arbejde.

Det er rørende og smukt.

Det udvider mit blik på adoption.