Eva Tind har for vane at skrive ganske kunstnerisk, malerisk og med en særlig nerve. Det kom mig for øjne, da jeg en stund på det lokale bibliotek fik fingre i Kvinden der samlede verden, som stod og stirrede på mig. Jeg læste de første sider, prologen, og jeg var omgående indfanget. Den bog havde en særlig måde at fange på, og oplevelsen af at tid og sted smeltede sammen, ramte mig.

Det er dog ikke den bog, det her skal handle om, for nu er det Citronbjerget, der er i vælten.

Det er en roman, som også luller læseren ind i et univers, der emmer af handling og glæde ved at berette.

Vi følger Sui, som forlader sin mand. Hun kan ikke umiddelbart berette om grunden, men hun følger en impuls. Så sker miraklet, dersom det er det, at hun modtager et brev om, at hun har arvet en hytte på Citronbjerget. I Korea. Og hun rejser af sted. Båret af en lyst til at finde ud af mere om sit ophav.

Da hun først finder frem til lokationen, viser det sig, at hun har ganske svært ved at finde sig til rette, fysisk såvel som åndeligt. Det er ganske svært at spejle sig i tilværelsen der, og fanget er hun også af den, hun kommer fra. Pludselig opsøges hun af en mand, som vedholdende henvender sig.

Der er visse overnaturlige elementer, der bringes i spil, og jeg vil her slutte mig til fornemmelsen af Haruki Murakami; denne lavmælte tone og handlingstråd, der til tider vibrerer så fint, så fint.

Det er på alle måder en stor oplevelse at læse om identitet og livskrise på denne vis.

Sproget. Det må jeg skrive noget om, for sjældent har jeg mødt en sådan sanselighed i sproget. Man mærker fra første side, hvordan der er skabt en tone, som fænger, hos mig i al fald. Disse smukke sætninger, der sætter sig som billeder på nethinden.