Tomas Espedal går her i dette drama en kende væk fra sig selv, idet han placerer sig i en forsøgsvis forståelse af Marie Hamsun, som han med et skuespil nænsomt portrætterer.

Skrevet på anden vis: Tomas Espedal debuterer her med et skuespil, som for nylig havde urpremiere i Norge.

Og han lykkes med sit forehavende, vurderer jeg, efter opslugt læsning.

Særligt finder jeg, at der er et sug i dramaet, som søgte mine øjne, og jeg læste linje for linje med udelt opmærksomhed, for det fine er, at Tomas Espedal evner at sætte sig i en kvindes sted på et givent tidspunkt i historien - en tid, der ligger år tilbage, en tid, hvor Knut Hamsun var i færd med at udvikle sig til at blive en markant forfatter i verden - man kan til en vis grad sige, at det fandt sted på bekostning af Marie Hamsun, som netop også huserede flittigt med pen mod papir og udgav et par - ifølge Tomas Espedal - besættende beretninger om sit liv.

Marie Hamsun faldt for den smukke Knut Hamsun, og hun måtte undervejs finde sig i mange af de luner, der indfandt sig hos ham.

Man får således grundigt indblik i hans jalousi, i hans ønske om hele tiden at udvide og udvikle sig selv og familien, som så blot følger. De flytter fra sted til sted, og landbruget, som han så inderligt ønsker sig, men som han så sjældent har tid til, vokser og vokser, hvorved Marie Hamsun sysselsættes i en grad, som undervejs er ved at få hende til at knække nakke og håndled.

Der er nok at rive i, og der er - fornemmer man - ikke tid til at gøre status, at bryde op fra kærligheden; noget, hendes søskende ellers agiterer for, for de kan se, hvor hårdt det er for Marie. Hun gør det ikke gerne, for størst af alt er - kærligheden.

Afslutningsvis får vi også indblik i tiden som fange. Hun blev anklaget for landsforræderi, idet hun havde visse nazistiske sympatier, også det er godt vinklet.

Alt i alt en spændende vinkel på et Espedalsk forfatterskab.