Jeg har inden for kort tid fordybet mig i Tomas Espedals forfatterskab.

Som således står for mig som en strømmende samtale; en passiar mellem læser og forfatter, mellem forfatter og person, Tomas Espedal går i al fald i dybden med snart alle livets aspekter, kan jeg se.

En favorit her hos mig er Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, som jeg har taget til mig.

Det er denne meget melodiske og sikre stil med sans for ordenes små stød, jeg finder fascinerende.

En undtagelse er ikke denne nyeste udgivelse, som forlaget Batzer & Co står bag. Lyst.
Forsiden rummer netop ansigtet, vi kender, og som har været så grueligt meget igennem. Tomas Espedals.

Et hærget et af slagsen, vil man kunne mene.

Hans bøger fremstår som et laboratorium. Et rum for undersøgelse, og han er ikke bleg for at smide sig selv ind i midten af foretagendet. Her i Lyst skriver han om det at læse og skrive, noget mere udførligt end tidligere, finder jeg, mens han også kaster sig ind i det fænomen, minder er. Hvordan husker vi, og hvorfor glemmer vi? Fortrængning og pludselige stød af erkendelse.

Meget af bogen går med – for fortælleren – at undersøge forskellige rum og miljøer med hensyn til det at etablere det ideelle skrivested. Dernæst følger spørgsmålet om, hvornår man som forfatter skriver bedst? Hvad er det rette tidspunkt? Om natten, om dagen? Hvordan? I hånden?

Det kan lyde så ganske banalt, og det er det for så vidt også, når man betragter det på en overflade.

Men det vokser. Er organisk. Strømmer. Bugter sig. Bølger og rammer.
Tomas Espedal formidler så følsomt og smukt det at leve lidt uden for det gængse i samfundet.

Så forbilledligt, at det bliver agtværdigt, i mine øjne i al fald.