Da jeg læste en anmelder-overskrift, der antydede, at Christina Hesselholdts nye roman, Gennem et filter af rødt, skulle være en kostelig komedie, blev jeg straks skeptisk. Ville hun igen tage tråden op fra Camilla-bøgerne (som startede i 2008 med Camilla and the horse)?

Det har hun heldigvis ikke gjort.

Jeg skal som baggrund måske først bemærke, at jeg har fulgt Hesselholdt siden hendes debut, Køkkenet, gravkammeret og landskabet fra 1991. For mig var det mind-blowing at læse denne lille sag (som jeg gjorde første gang i 1994), hvis form ofte kaldes for en ”punktroman” (´punkt´ og ikke ´punk´!), og jeg kunne næsten ikke kapere, at man kunne skrive bøger på den måde, så minimalistisk. På det tidspunkt var jeg først rigtigt begyndt at læse ”rigtige” voksenbøger, og havde vist kun læst Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed (1984), som er alt andet end minimalistisk. Af alle tiders bøger, jeg selv har læst, har jeg faktisk Milan Kunderas bog som nummer et, og Hesselholdts debut som nummer to. Og i øvrigt Solvej Balles Ifølge loven (1993) som nummer tre.

Efter debuten fulgte Det skjulte (1993) og Udsigten (1997), som samlet blev til den såkaldte Marlon-trilogi. Det skjulte fortsatte stilen fra debuten, mens Udsigten begyndte at ligne en ”rigtig” en roman. Jeg har læst alle hendes romaner to gange (udtaget sidste bog, Til lyden af sin egen tromme (2023)) og har altid ventet spændt på en ny Hesselholdt-roman. Bøgerne Eks (1995), Du, mit du (2003) og I familiens skød (2007) hører blandt mine favoritter. Som det bemærkes, har jeg ikke nævnt Camilla-bøgerne her. Det er ikke fordi, de ikke er gode, det er bare ikke Hesselholdt, når hun er bedst, men jeg kunne sagtens finde på at læse dem igen for underholdningens skyld. Romanen Vivian (2016) viste hende lidt tilbage igen, men den fangede mig aldrig rigtigt, så var jeg noget mere glad for Virgina is for lovers (2019).

Derfor er jeg også glad for at kunne sige, at med Gennem et filter af rødt er Hesselholdt tilbage i storform. Det er efter min mening hendes bedste bog i næsten tyve år.

Det er meget svært at forklare, hvad det er for en bog, for der sker ikke så meget, selvom tankerne drøner derud af. Man kan sige, at den bl. a. handler om apati overfor behovet for at redde hele verden. Men der sker meget lidt, handlingen er holdt på et minimum – f.eks. enkelte spadsereture - hvor der til gengæld bliver sanset og tænkt en hel masse. Verdens sanses, mens de to hovedpersoner i bogen glider længere og længere ned i et stort sort apatisk hul, mens associationerne til alt muligt nærmest løber løbsk. De to personer er ikke særligt gode for hinanden, men ingen har overskud til at ændre noget ved det. Der sker lidt mere, da hushjælpen fortæller dem, efter over et års apati, at nu må de ikke længere gå i pyjamas døgnet rundt! ”Gå” er også så meget sagt, for de ligger i sengen hhv. sofaen det meste af dagen, med enkelte afstikkere til haven og besøg til faderen i en Tesla! Herefter sker der dog en bevægelse.

Det er utroligt som Hesselholdt kan få ubetydelige ting til at betyde noget. Bare tag et årstal som 2022. Dette er ikke bare et tal, men en sø med en svane i den ene side og to svaner i den anden side. Hun refererer også til bl.a. en film i bogen; en film, som jeg tilfældigvis ikke er så begejstret for, selvom skuespillet er upåklageligt. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvilket forhold Hesselholdt selv har til filmen, men i bogen får hun i hvert fald filmen talt gevaldigt op, så jeg får næsten lyst til at se den igen.

Jeg kommer også til at tænke på Solvej Balles romanprojekt Om opmåling af rumfang (første del, 2020), da Hesselholdt lader en af sine hovedpersoner forestille sig, hvordan årstiderne skifter i sin fantasi – det gør hovedpersonen også i andet bind hos Balle, dog på en mere ydre måde. Hesselholdt har også en scene, hvor hun lader de to personer måle rumfanget af en sø, hvilket kan læses som en direkte reference til Balles romantitel, som Hesselholdt utvivlsomt kender til. I Balles roman står tiden bogstavelig talt stille, sådan som den ofte gør i Gennem et filter af rødt, om end på en anden måde.

Og så har Hesselholdt en raffineret henvisning (hvor bevidst den er, tør jeg ikke gætte på) til sin egen debutroman. Her er der en person, der begår selvmord ved at kaste sig ud ad et vindue, ned mod en flod. I Gennem et filter af rødt har Hesselholdts kvindelige hovedperson en fantasi, hvor hun kaster sig ud ad et vindue, optændt af flammer omkring sig (”da greb ilden fat i min fodlange natkjole, og som en levende fakkel styrtede jeg i afgrunden”, s. 52). Vand og ild.

Verden og livet, som kan være en uhyre deprimerende størrelse, særligt når man har oplevet en nær persons død eller man reelt mangler et livsprojekt, sanses og overtænkes i stor stil, så det er en fryd. Og det i en grad, så den mandlige hovedperson på et tidspunkt laver en ”skulptur” i køkkenet af sin bevidsthed med nogle af de sætninger fra sin søster (den kvindelige hovedperson), som har gjort mest (negativ) indtryk. Tingene bliver sagt råt for usødet. Det giver mig små associationer til Hesselholdts bog Kraniekassen fra 2001, som er den eneste af hendes bøger, jeg har haft svært ved at læse, og aldrig rigtigt forstået, og derfor er min association sikkert også forkert! (i antologien De ti bud fra 2001 er der et uddrag fra bogen med en masser forskellige stemmer inde fra kraniekassen, der taler). Hun har dog en kort reference til Ludwig II, som hun også skriver om i Kraniekassen, så måske er min association ikke helt forkert, trods alt.

En af de mærkeligste oplevelser, jeg havde under læsningen, var, at jeg kort kom til at tænke på, om man kunne læse noget af teksten igennem Kierkegaards tanker, noget, jeg ikke har tænkt før, når jeg læser Hesselholdt. Og på næste side, jeg læser, nævner bogen gudhjælpemig netop Kierkegaard, dog i en anden sammenhæng, end jeg gjorde. Jeg kom nemlig til at tænke på, om hun laver en ”omvendt” Kierkegaard. I Enten-Eller (1843) fortæller Kierkegaards persontype, æstetikeren, hvordan han kan fokusere al sin opmærksomhed på en edderkop, i stedet for at tænke over sin egen fortvivlede tilværelse. Og i Gennem et filter af rødt spiller en vandregning en stor rolle på et tidspunkt. Og selvom regningen er meget stor, så er den mandlige hovedperson uforholdsvis meget fokuseret på regningen, frem for sin egen eksistens. Men vel at mærke på en måde, så vandregningen faktisk får eksistentiel betydning. Han er nemlig velhavende, og derfor burde regningen ikke slå ham så meget ud, som den gør. Hvilket bliver anledningen til, at han vil opmåle en sø i nærheden.

Jeg kommer til at tænke på en scene i Thomas Vinterbergs Festen (1998), hvor en person sidder med et glas vand i hånden (følelserne udenfor sig selv), og øjeblikket efter bliver der klippet til en person, som er i brusebad, mens han glider i badet (han glider i sine følelser). På samme måde har Hesselholdts mandlige hovedperson som nævnt lavet en skulptur af sin bevidsthed i køkkenet (noget ydre), som han – inspireret af Kierkegaard – sætter et spejl op for. Der er mange ting, der spejler sig i hinanden. Søen bliver (i starten) også noget meget ydre for ham, mens hans søster gladelig bader længe i vandet, så hun svømmer helt tilbage til sin barndom. Og da romanen har enkelte bibelske referencer, kan den store vandregning også have halvreligiøs betydning og spejle noget større – han skylder nogen noget.

Jeg har i andre sammenhænge givet udtryk for, at dette at læse Hesselholdt, når hun er bedst, er som at drikke god rødvin. Tager man en slurk, virker det i første omgang ofte banalt/enkelt, og derfor bliver man næsten overrasket, når teksterne vokser i en bagefter, så man undrer sig over, at det virkelig kan lade sig gøre. Her er Hovedstolen (1998) også et godt eksempel, rimelig enkle tekster, der dog bliver hængende bagefter.

Fortællestemmerne i Gennem et filter af rødt suser afsted, men verden er ikke bare, som den er, og følgende uddrag er meget sigende: ”Det bliver vinter igen, det bliver det nødt til så den nedgående sol kan lade mig se isen og sneen gennem et filter af rødt” (s. 30). Hesselholdt ser verden anderledes end så mange andre, det banale/enkle får pludselig poetisk og eksistentiel betydning igennem hendes (forfatter-)filter. Her er det isen og sneen, der bliver rødlig. Og apropos min egen tidligere nævnte association om vand og ild, så er helligåndens farve netop rød (Anden Juledag, også kaldet martyrernes dag, og pinsen har begge den rød farve i kirkeåret).

Eller når hun skriver: ”Det er næsten altid en skuffelse at ankomme til og stå ved et gravsted. Man kommer med blomster for at besøge én. Som ikke er hjemme. Aldrig er hjemme. Lige meget hvornår man kommer. Så der stod vi, far og jeg, igen denne torsdag og bankede på døren. Far pegede med sin sølvbelagt stok på lidt ukrudt jeg skulle fjerne. Jeg bukkede mig ned og hev og trak i mælkebøtter og fik sortgrønne fingre. Siddende på hug med ryggen til ham blev jeg bange for at han ville slå mig hårdt med stokken. Jeg så for mig mit hoved flække. Men han ville nok nøjes med at slå mig overskulderen, ikke at forveksle med et ridderslag. Jeg kan ikke længere lide at have ryggen til nogen. Næste gang tager vi vin og honningkager med. Mikaels lydløse bil er som skabt til kirkegården, de døde kører Tesla” (s. 53). Man genkender nogle af følelserne, selvom Hesselholdt nok kører dem ad absurdum. Og et slag med en stok er ikke bare et slag med en stok, men måske et ridderslag.

Romanen handler med andre ord om så store eksistentielle temaer som meningen med livet, tørsten efter et livsprojekt, følelser og begær, og slutningen udvikler sig en smule uventet, synes jeg. Og måske handler det også om at vælge sig selv på kierkegaardsk vis, så man opnår en vis afklaring med skyld og skam og lidenskaben, både når det gælder det ydre og det indre liv.

Gennem et filter af rødt er en fænomenal læseoplevelse, og med de små referencer til hendes tidligere bøger, bliver jeg helt bekymret for, om bogen også er hendes litterære testamente, men jeg håber sandelig, at der kommer flere romaner fra hendes hånd.

Hurra for Hesselholdt. Hun er tilbage i suveræn stil!