Man skal vist være gjort af et helt særlig, sirligt stof, for at blive bjergtaget af Ariane Kochs Sidens gæstens ankomst, for den kan bedst beskrives som en avantgardetekst, der i den grad sætter sig for at udfordre ens forventning til en ´traditionel´ roman (hvis man da overhovedet stadig kan tale om sådan et begreb – red.).

Anmelder kender ikke meget til Schweitz og landets kultur, men Ariane Koch er den anden forfatter fra alpelandet som undertegnede har læst og lige som landsmanden Annemarie Schwartzenbach skriver hun på en helt særegen vis. Når det er sagt, er det samtidig urimeligt at sammenligne de to, da Død i Persien oprindeligt kom i 1935 og Siden gæstens ankomst er fra 2021. Fælles for begge romaner er dog, at hovedpersonen mildest talt ikke har det særligt godt. Baseret på et meget tyndt empirisk grundlag (disse to bøger -red.) synes weltschmertz at være et ret gennemgående tema.

Vores unavngivne, kvindelige hovedperson bor i et kæmpestort, faldefærdigt hus i en lige så unavngiven lilleby omgivet af bjerge. Huset er egentlig hendes forældres som hun blot passer på, mens hun venter på at de øvrige familiemedlemmer en skønne dag pludselig dukker op for at overtage det.

På det lokale værtshus Rondelbar møder hun en dag ´gæsten´, som hun selvfølgelig inviterer hjem, for man skal jo være gæstfri. Det har hun altid fået at vide. Alt andet er jo uhøfligt. Herefter går størstedelen af romanen med at beskrive gæstens længervarende ophold hos hende. Selv om hun irriteres over gæsten så er det jo svært at gøre noget. Det er jo mindst lige så uhøfligt at bede gæsten om at gå.

Gæsten indlogeres i det eneste rum i huset som er ledigt. Et rum hvor hun opbevarer støvsugere – og disse støvsugeres ´snabler´ bliver i løbet af ganske kort tid beskrevet som nogle der tilsyneladende har deres eget liv. De bevæger sig og snuser rundt. Gæsten er også en der både fascinerer og frastøder vores fortæller. Det ene øjeblik er han hæslig det næste smuk. Vi får brudstykker af information om denne gæsts udseende men aldrig en præcis beskrivelse af ham, ud over at han tilsyneladende har ”penselfingre.” Om hans fingre konkret er pensler, om de er meget behårede eller noget helt 3. må være op til den enkelte læsers fortolkning.

Selv om langt størstedelen af kortromanen udspiller sig i og omkring det faldefærdige hus i lillebyen og på Rondelbar, der ligger lige i nærheden, så får man også glimtvise flashbacks til fortællerens ungdom, hvor vennen Laurenz også optræder. Et venskab der af forskellige årsager ikke kunne holde i længden.

Siden gæstens ankomst er et meget eksperimenterende stykke litteratur. Det er abstrakt, mærkværdigt og sært, men man fornemmer også at der skjuler sig en form for mening lige under overfladen.

Personligt tolker anmelder det som en historie, der er fortalt af en person, der på mange måder er marginaliseret fordi hun ikke passer ind i det provinssamfund hun er en del af, men samtidig synes bundet af nogle af de mange manerismer, uskrevne regler og sociale konventioner som hun er opdraget til at følge. Der er i al fald masser af sætninger, hvor hun konstaterer at hun gør som hun gør, fordi det er det der forventes af hende.

Desuden handler den i sagens natur også om relationer mellem mennekser, relationer, der både er meget komplekse og vanskelige at navigere i. Gæsten selv er måske (måske ikke) en mand hun indleder et forhold til – for det bliver aldrig ekspliciteret. Det virker til gengæld som om, at hun mod romanens slutning, endelig vrister sig fri fra mange af de ting, det der tidligere har gjort at hun ikke kom videre i sit liv.

Når man opdager at forfatteren til denne bog er både dramatiker og performancekunstner, så kommer det ikke som den helt store overraskelse, for teksten er på mange måder en performance. Prosa der udfordrer læseren, som slår knuder på sig selv og som mange, der bare vil have serveret en god historie, må forundres over.

Siden gæstens ankomst er utvivlsomt et stykke nichelitteratur og selv om undertegnede stadigvæk ikke er helt sikker på hvad Ariane Koch egentlig har villet med sin roman, så er det også svært ikke at blive bare lidt fascineret af sådan en mærkelig tekst.