Hvordan vil du jage et monster? / Hvordan vil du redde kongeriget? / Thomas Knappe / 44/60 sider
Forlæns. ISBN 9788791611902 / 9788794035217
Anmeldt 3/7 2024, 08:20 af Torben Rølmer Bille
D&D eventyr for de allermindste
D&D eventyr for de allermindste
« TilbageMed mindre du har fravalgt alt nørderi i dit liv, så kender du med garanti de klassiske Sværd & Troldom-bøger af bl.a. Ian Livingstone eller andre lignende ´vælg dit eget eventyr´-fortællinger, der på mange måder kan ses som en forløber for mange moderne eventyrspil.
I disse bøger blev læseren sat overfor en lang række valg og valgte man rigtigt nok gange, kunne det ligefrem være at man klarede sig frem til slutningen. I nogle af disse bøger skulle man bruge terninger for at afgøre om det monster man kæmpede mod lod sig dræbe, i andre tilfælde handlede det om at træffe de rigtige valg og så bladre hen til den side som man havde valgt, for at se om man overlevede eller ej.
Har man meget små børn, så handler det jo om at få dem præsenteret for disse fantastiske fantasyuniverser og ikke mindst rollespil så tidligt som muligt. Går du derfor og sukker efter en bog til familiens alleryngste, så de helt fra før det nærmest har lært at gå kan sige ”ninja” og ”uglebjørn” så er der godt nyt, for tegner og forfatter Thomas Knappe har skabt to flotte, indbydende, sjove og spændende såkaldte ´vælgebøger´ tiltænkt netop familiens alleryngste medlemmer og deres nørdede forældre.
Både Hvordan vil du jage et monster? og Hvordan vil du redde kongeriget? minder på mange måder om de ovennævnte ´Fighting Fantasy´-bøger, men med en væsentlig forskel. Hr. Knappe har nemlig udeladt muligheden for at fejle ens mission, men tilbyder til gengæld sin læser (eller tilhører) muligheden for at vælge hvilke genstande, våben, hjælpere, rustninger, væsener, trylleformularer og ligende man helst ville tage med sig på ens eventyr.
Hovedpersonen i begge bøgerne er en sød, eventyrlysten kat. Det er ham (eller hende?) der viser os rundt i byen, præsenterer de lokale handelsdrivende og baggrunden for henholdsvis monsterjagten og grunden til at kongeriget skal reddes. Som nævnt er det i disse bøger umuligt at fejle sin mission, for uanset om man vælger en katana eller en hammer, så bliver udfaldet det samme – man klarer selvfølgelig missionen.
Måske kan dette godt lyde lidt fjollet, men selv om anmelder ikke har kunnet efterprøve dette empirisk (idet hans egne børn er hhv. 15 og 20 år gamle og næppe har lyst til højtlæsning længere) så er anmelder overbevist om at bøgerne er nogen der i den grad vil pirre og stimulere små børns fantasi. Idet man kan træffer rigtigt mange forskellige valg undervejs (ofte er der en 5-9 forskellige ting at vælge mellem, hver gang der skal træffes et valg) så vil det sikkert også være en af den slags børnebøger, som bliver læst igen og igen, bare så de der skal vælge, kan træffe andre valg næste gang.
Det eneste tidspunkt hvor Kapellet muligvis kan tænke sig, at de der får læst bogen højt kan finde på at kommentere negativt er i en scene i Hvordan vil du redde kongeriget hvor man bliver bedt om at vælge mellem ni forskellige gargyler, der skal agere transportdyr. Når man har truffet sit valg og bladrer frem til de følgende sider, bliver man mødt af vores navnløse kattehelt der sidder overskrævs på en flyvende gargyl, men ikke en som på nogen måder ligner de mange valgmuligheder på den foregående side. Med garanti vil der være kvikke børn, der hurtigt opdager dette og kommenterer på det overfor (højt)læseren.
Begge bøger emmer af fortællelyst og Knappes tegninger er både fremragende fine og så emmer de af klassiske D&D elementer, både i forhold til den middelalderlige, magiske verden som bogens handling er sat i, samt de mange væsener, våben og andre karakterer, der figurerer.
Det er meget muligt at du i ingen af de to bøger møder en Mindflayer eller finder ud af hvor mange XP du skal optjene for at stige i level, men det er heller ikke vigtigt hér. Her handler det om samspillet mellem bog og læser. De mange valg du kan træffe undervejs og ikke mindst at få oparbejdet en forestillingsevne hos læser/lytteren om, at der potentielt eksisterer en række eventyr, hvor du selv kan præge handlingen takket være dine valg.
Så hvad enten du jævnligt samles med gutterne for at kaste terninger eller blot er en helt almindelig forælder, der blot leder efter et par børnebøger, der både er flotte og som pirrer forestillingsevnen, så kan disse to bøger ikke anbefales varmt nok. De er flot tegnet, fint skrevet, hurtigt læst og så synes forfatteren også at have fundet en niche, nemlig rollespilsbøger for de allermindste i familien. En ting som i den grad tidligere har manglet, men som vi blot ikke vidste vi havde behov for.