Olga Tokarczuk har begået noget af en sær sag her. Et fletværk af fortællinger, der trækker på mystik, på mere mellem himmel og jord.

Det er ganske enkelt mystisk og inciterende – for det er mere end blot hverdagsligt trummerum. Der sker lige dét mere.

Samlingen her består af 10 fortællinger. Tag blot nogle af titlerne her: Henkogningsglas, De Grønne Børn og Strømpesømme.

De Grønne Børn er en af de fortællinger, der har ramt mig mest, og jeg tog mig i flere gange simpelthen at have fornemmelsen af at være til stede rent fysisk i det univers, den virkelighed, som Olga Tokarczuk etablerer – en slags overskridelse fra min egen lille verden til en anden, mærkelig, men troværdig og rammende sfære.

Efter endt læsning landede jeg igen, men mærkeligt forandret.

Disse fortællinger kan noget særligt.

Jeg tror på universerne, hun bygger op, måske fordi det er genkendeligt med et tvist. Der er den om flypassageren, som tænker tilbage, og han mister forbindelsen til sig selv og opruller en historie, der griber passageren.

Så er der den om den tilværelse, en sorgfyldt mand henslæber. Han boede til det sidste med sin mor, og nu hvor hun er borte, tager han fat i alle de henkogningsglas, hun så sirligt og nænsomt har opmagasineret med diverse mærkelige mærkater, og han tager ikke sådan uden videre notits af, hvad han putter i munden, for det mætter, og han ser fodbold. Det ender ikke just godt. Og drejningen i historien overrumpler – på sidste side, den sidste sætning.

Det er godt og chokerende sine steder.

Det er menneskelige eksistensgrundlag, Olga Tokarczuk tager fat i og rusker rundt – gerne sorg og ulykke.

Novellerne her er så virkningsfulde noveller: Verdener, man besøger, genkender, og ruskes ud af igen i en pludselig forandring.

Jeg kan anbefale læsere at hoppe med om bord her på Olga Tokarczuks skib, for det er noget for sig. Et festfyrværkeri af sprudlende fortælleglæde og en leg med fantasi og rammer for levet liv.