Hvis denne kapellan skal være helt ærlig (og det er bestemt en af præmisserne for anmelderi) så er det vanskeligt på halvanden side, at sammenfatte den bog som lige er blevet læst. Naturligvis kan al litteratur ikke nødvendigvis reduceres til et par linjer, men de mange korte, fragmentariske tekster og de medfølgende kommentarer til disse, som forefindes i Klaus Rød Frederiksens Magritteruten – tekster fra arkivet er blot vanskelige at forholde sig til. Det til trods for, at den den tekst, der kan findes på bogens forreste flap fortæller læseren: ”Magritteruten er den til dato mest tilgængelige – men stadig eksperimenterende – tekst, udsprunget af forfatterens fascination af og kærlighed til fotografiet som medie og René Magritte som poet.”

Sidst Kapellet havde besøg af en af Hr. Frederiksens tekster var romanen En suite der var et tekstuelt eksperiment, der til trods for en konceptuel ramme for de forskellige tekster, mest af alt bød på løsrevne tekststykker, som læseren så kunne forsøge at danne en samlet mening eller indtryk på baggrund af. Det samme må siges at være tilfældet med den nye udgivelse.

Rammen er denne gang det såkaldte ´Institut for Venterettigheder´ som ifølge bogen er grundlagt af selveste René Magritte, den berømte belgiske surrealistiske maler, der ud over sine mange karakteristiske malerier også forfattede en lang række tekster om kunst og mange andre emner. I følge bogen grundlages Magritte-instituttet en dag han ventede på en sporvogn, som aldrig kom. Magritte er dog ikke bogens egentlige fortæller, den rolle er besat af ETC – en af de mange arkivarer på instituttet.

Uvist hvad instituttet egentlige formål er, så kan borgere – muligvis de der ufrivilligt venter på noget lige som direkøren – indlevere tekst eller fotografier anonymt, hvorefter disse så bliver en del af arkivet. Bogen er lige som En suite inddelt i en række overordnede temaer. De er som følger; Tanke, Imitation, Krop, Historie og Sted der ifølge Magritteruten skulle være inspireret af Magrittes tekst Det evige bevis fra 1930. Om dette er en reel henvisning eller ej har anmelder ikke kunne bekræfte, men dette betyder også mindre, for den René Magritte der optræder i bogen, kan heller ikke være identisk med den Magritte vi kender fra kunsthistorien. Eksempelvis mødes han på side 59 med den amerikanske filminstruktør David Lynch, på side 44 tager han med på diskotek og på side 93 nævnes der kunstige intelligenser, der er i stand til at skabe Magritte-lignende værker. Alle samme ting der ikke var en del af den historiske Magrittes samtid.

Disse anakronismer betyder selvsagt (ud over det faktum at læseren godt ved at man sidder med en postmoderne, eksperimentel tekst i hænderne), at den kendte surrealist som optræder i titlen godt nok har en del fællestræk med kunstmaleren, men i højere grad er brugt som en opdigtet figur, der kan komme med vage, spidsfindige udsagn og eller kryptiske observationer, der fungerer som kommentarer til flere af de indkomne tekster til arkivet. Beskeder som ETC deler med sin direktør.

Egentlig er hele rammen, strukturen og konceptet for Magritteruten ganske interessant, problemt er dog at de mange ´forskellige´ tekster som Institut for Venterettigheder modtager ender med at blive utroligt ens, når man læser bogen i et væk.

Det handler ikke så meget om, at teksterne allesammen tager udgangspunkt i de samme temaer eller situationer, men forfatteren har heller ikke forsøgt at give hver af disse tekster en form for særkende eller en unik stemme. I stedet ender mange af disse brudstykker med at virke meget identiske, med deres lyriske, introverte billedsprog, og en enslydende syntaks, at teksterne til trods for deres meget forskelligtartede indhold ikke formår at skjule at de alle sammen er forfattet af den samme person. Måske er dette også pointen. Måske bør læseren tro at alle disse dokumenter er leveret af en og samme afsender – måske Magritte selv? Det kræver i al fald hverken en sprogforsker eller grafolog at afsløre at den reelle afsender er ingen anden end Klaus Rød Fredriksen selv.

Udgivelsen arbejder også bevidst med sin typografi. De observationer (noter) og samtaler med Magritte som ETC gør sig er gengivet med en anden skrifttype end den skrivemaskinefont, der er benyttet til arkivteksterne. Især valget af ´courier´-fonten er fint tænkt, da den i sagens natur minder læseren om en type tekst der minder om en der er blevet renskrevet på en skrivemaskine.

Når folk taler om ´smal litteratur´, så synes Magritteruten helt klar at bevæge sig i den retning. Det er helt tydeligt et værk der er forfattet af en skribent der er glad for sprog og muligvis især den del af sproget der dekonstruerer sig selv og som i en mellemting mellem poesi og prosatekst, forsøger at skabe en tone og en række tekstuelle fragmenter, som læseren efterfølgende kan lege med. Lidt groft sagt, kunne man mene at det er en tekst skabt af en forfatter, der har studeret litteraturvidenskab, henvendt til læsere der har gjort det samme. En eksperimenterende roman skrevet af en dansklærer for andre dansklærere.

Magritteruten er til ingenlunde kedelig læsning, eller savner ideer undervejs, men til trods for at den skulle være ”den til dato mest tilgængelige […] tekst” fra denne forfatter, så er det nok langt fra alle læsere, der vil være enige i dette udsagn. Kapellets anmelder blev i al fald efterladt med en følelse af, at have læst et form og indholdseksperiment, men et eksperiment som desværre ikke efterlod denne læser med en perlerække af indre billeder eller sære tanker, man kunne fundere over længere tid efterfølgende. Selv om anmelder burde være målgruppen, idet Kapellets redaktør også har en stor lidenskab for film, litteratur, postmodernisme, fotografi og kunst – især den surreelle af slagsen. Følelsen efter at have læst bogen var dog mest af alt en undren over hvad det egentlig var man lige har læst. Hvad det var forfatterens intention var med denne bog. Forudsat altså, at der skulle være en sådan – for er en af grundideerne med surrealismen netop, at et koncept som ´mening´ ikke er et man som sådan arbejder med?